VALS IM BASHIR (2008), Ari Folman:

En sen aften, på en bar, fortæller en gammel ven Ari (Ari Folman), om de her tilbagevendende maridt han har. Hver nat bliver han jagtet af 26 vilde hunde. De to konkluderer, at det må have en forbindelse, til deres tid i den israelske hær, og den første libanesiske krig, i de tidligere 80'ere.

Til sin store overraskelse kan Ari slet ikke huske noget fra den tid af hans liv længere.

Ansporet af mystikken beslutter han at sig for at mødes og interviewe gamle venner og kammerater, og langsomt begynder hans fortid i mindre brudstykker at indhente ham. 

Virkelig flot og unikt anderledes film. Selv i animations-genren, som faktisk ikke er min favorit-genre normalt. Men det er nok mest fordi jeg sammenligner den med tegneserie universet, og film der henvender sig til børn og barnlige sjæle (Toy Story, Shrek, m.v.).

Men hvorfor laver de ikke flere af den her slags. Animationsfilm giver intruktøren en helt unik række af virkemidler, man normalt ikke (kan) bruge(r) på film. Selvom der faktisk tidligere er set forsøg på inkludering af animation inde i "rigtige" film, fx i Revolver (2005).

Selve historien er dybt tragisk og gribbende, men det er især måden hvorpå den bliver serveret for publikum der er interessant.

Eneste mangel, i mine øjne, hvis man da kan kalde det dét, er dog, at den til tider taber pusten lidt. Der måtte for min skyld gerne være fuld skrue på fra start til slut, med de surealistiske billeder, skæve vinkler (både visuelt og fortælle-mæssigt), samt audio og musik-mæssigt. Fx er diskoteks-scenen jo for cool til ikke at fylde noget mere.

Desuden kan jeg ikke helt forstå de sidste scenere, hvor man skifter til faktiske optagelser. Eller jo, det kan jeg godt. Det er for at brænde ekstra igennem med budskabet. Alligvel synes jeg det er overflødigt, og ikke i stil med produktionens helhedsbillede. Men ja, det som sagt måske netop meningen med det. 

Uanset, bare generelt, så kom, mere, mere, jeg vil have mere af det/den stil.

DIE WELLE (2008), Dennis Gansel:

Da den populærer gymnasielærer, Rainer Wegner, i forbindelse med et skoleprojekt, bliver sat til at undervise i autokrati, sker det imod hans egen vilje.

Alligevel påtager Rainer sig opgaven, med stor entusiasme. Hans elever tror imidlertidig ikke på at facisme kan eksistere i dagens samfund. Rainer igangsætter derfor et uortodokst eksperiment, med sine elever. 

Et eksperiment der ender med at få langt større konsekvenser end han nogensinde havde troet.

Selve historien, som efter sigende er baseret på en sand historie, var mig i fovejen bekendt, da jeg tidligere har set tv-dramaet The Wave (1981). 

Derfor var selve plottet ikke den store overraskelse. Og jeg kan kun sige det samme, som da jeg så The Wave. Nemlig, at jeg ganske simpelt ikke tror på historien. Det forekommer mig ikke troværdigt. Det hele virker bare lidt for købt, og jeg tror slet ikke det ville kunne lade sig gøre den dag idag, altså på en uge. I hvert fald ikke i det samfund filmen (Die Welle) forsøger at skabe. Jeg har intet imod tysk film, men hele miljøet virker kunstigt.

Selvfølgelig findes der psykopater og personer, der er lette at påvirke og manipulere med. Ligesom flere af elementerne med høj sandsynlighed også ville kunne gennemføres. Dog bare ikke i samme grad, som det sker i filmen, hvis du spørger mig.

THE WRESTLER (2008), Darren Aronofsky:

Randy "The Ram" Robinsons (Mickey Rourke) glorværdige dage, som fuldtidsprofesdionel wrestler er forlængst ovre. Dog er han stadig igang med det samme, som han altid har lavet, og som han nu engang i hans øjne er bedst til, nemlig at wrestle.

Det er imidlertid årtier siden nu, at han og wrestlingen var på toppen. Så udover diverse små-shows, må han også arbejde deltid i det lokale supermarked. 

Men Rady's krop er efterhånden ved at være så nedslidt, at den må siger stop på sin helt egen måde.

Jeg skal med det samme sige, at Darren Aronofsky i mine øjne virkelig er en fantastisk instruktør. Noget denne film i høj grad også bærer præg af. Han formår virkelig at få noget frem i hans skuespillere, som kun få instruktører kan gøre det. Det er intent mindre end en fornøjelse at følge Mickey Rourke i sin rolle som "The Ram". Han er "The Ram".

Måske kan man argumentere for at filmen er lige lovligt manipulerende, pædagogisk, forklarende, eller hvad man nu end vil kalde det. Forstået på den måde at plotet, meget enkelt som det er, er bygget op omkring de her fastsatte drama-genre-bestemmelser, hvilket gør at filmen ofte virker meget sort/hvid eller ledende. Enten kører det bare på skinner for "The Ram", og så får vi kun det at føle, eller også går det bare af helvede til, og så får vi kun det at føle.

Omvendt genere det mig ikke, og jeg kan godt faktisk lide at Aronofsky i mine øjne gør det så klart for os som publikum, hvor han ved henad. Især scenen hvor "The Ram" pludselig skal stå bag køledisken i delikatesse-afdelingen, og lyden af publikums brøl og hujen svagt høres baggrunden, mens han går mod delikatesse-skranken, præcis som når han går mod scenen op til et wrestling show. 

Mickey Rourke blev nomineret til en oscar for sin rolle, men vandt dog ikke.

DOUBT (2008), John Patrick Shanley:

Vi befinder os på en katolsk skole i Bronx, 1964. Den vellidte Father Flynn (Philip Seymour Hoffman) bliver mistænkeliggjort af Sister James, da han i hendes øjne viser lidt for stor interesse for en sort dreng, der er en af hendes elever. 

Hun bringer sagen videre til Prinicpal Sister Aloysius Beauvier (Meryl Streep). Sister Aloysius går videre med sagen og konfrontere straks Father Flynn. En konfrontation der uundgåeligt ender ud i, at blive en magtkamp mellem de to, der begge i forvejen har vidt forskellige opfattelser af hvordan skolen bør drives. 

Fantastisk skuespil af henholdvis Philip Seymour Hoffman og Meryl Streep. Altid velspillende fristes man nærmest til at sige. Dem var der faktisk mange, der kunne lærer noget af. Yderligere synliggjort af en film der forstår at dosere og fremhæve de væsentlige aspekter af filmen. Noget der selvfølgelig i høj grad er med til at fremhæve de to roller. Men der behøver faktisk slet ikke være så forfærdelig mange andre tråde, end lige det filmens plot nu ellers går på. 

I det her tilfælde magtkampen mellem Father Flynns og Sister Aloysious's forskelligheder, hvad angår personlighed og livssyn. Og hele spørgsmålet omkring, om der nu er tale om overgreb eller bare næstekærlighed fra Father Flynns side. Tvivlen er et gennemgående element hele filmen igennem, netop fordi vi som publikum heller ikke bliver indviet i "sandheden" på noget tidspunkt. Vi tvivler selv. Men sandheden er heller ikke filmens buskab i samme grad, som det er hele spørgsmålet, om netop tvivlen (beskyldning/bevisføring) og sagen omkring (præsters) overgreb i sin helhed.

Filmen hiver ikke alle mulige udfrakommende historier ind i billedet, men viser i et stille og roligt tempo opgøret mellem de to. Forøvrigt var den nomineret til 5 oscar (vandt dog ingen).

SAW V (2008), David Hackl:

Detective Hoffman og agent Straham støder sammen, da de hver især efteforsker de stadig igangværende såkaldte Jigsaw-mord.

Already done that, already seen that, er de ord filmen efterlader hos mig. Udover et mere eller mindre naturligt spørgsmålstegn selvføgelig. Fordi, må indrømme, at jeg ikke helt forstår, hvad de (David Hackl, Patrick Melton, og Marcus Dunstan) vil med filmen. Hvor bevæger vi os hen, og hvor har vi bevæget os hen siden sidst?

I mine øjne fik James Wan (producer bag alle filmene og instruktør på Saw) en genial idé til at starte med. Lige siden har han så bare forsøgt sig med mere eller mindre vellykket spin-off på den idé. Og fred være med det, hvis man er til det. For mig at se, så udover det vel er ganske underholdende i en vis grad, ja så keder det mig nu alligevel i længden. Også selvom handlingen tager nogle drejninger jeg ikke have forudset, så bliver netop disse uforudsete drejninger faktisk bare forudsigelige i sig selv.

Spild af tid medmindre du er til hele Saw-miljøet, eller bare horror og ikke kan få nok af meningsløst splat, blod og torture porn generelt.

GOMORRA (2008), Matteo Garrone:

Et meget indviklet indside look, af et spin af historier at være, i den moderne version af den italienske og verdensberygtede mafia, Gomorra.

Sublimt og gennemført film. Hvor er det dog dejligt at se vi trods alt også kan lave film i Europa. Det endda for langt mindre budgetter, end man kender det fra Hollywood, vil jeg tro. Skal dog ikke af den grund afvise, eller se bort fra, de massive (og eksistens-nødvendige) tilskud den ganske givet har modtaget ikke bare fra EU, men nok også fra de italienske myndigheder. Men lad nu det ligge.

Skuespillet, eller nok nærmere hele hostorien, er i sig selv stærk, realistisk og medrivende. Ikke mindst fordi der er filmet i selve miljøet og brugt rigtige "skuespillere". Altså, forstået på den måde, at flere af de medvirkende er personer fra miljøet. Det føles på en måde, som at være der selv. Ikke at dørerne åbnes så meget, at vi når at leve os fuldt ud ind personernes tanker, følelser og handlinger. Og så alligevel. Fordi, med vores overfladiske kig ind, så formår vi helt sikkert også at danne os et eller andet billede af, hvad de måtte føle og tænke, igennem deres egne og andres handlinger. 

Allermest rystende er det vel egentligt, at det rent faktisk er sådan det foregår dernede (de lever med i Italien), altså bare sådan tilnærmelsesvist. Det giver virkelig stof til eftertanke og om vi som (post)moderne mennesker overhovedet har flyttet os, så meget som vi tror, når der stadig findes samfund som disse idag. Yderligere, at bogens (filmen er skrevet over en bog) forfatter, og ikke mindst dele af filmholdet, idag lever under daglig politibeskyttelse.

Absolut must-see 2008 film.

THE OMEN (2006), John Moore:

I Vatikanet observerer man en komet, som man er sikker på bekræfter "the eve of amageddon". Samtidig på et hospital har Robert Thorn, den amerikanske presidents gudsøn, netop fået beskeden om, at hans kone har mistet deres barn. Spiletto, en præst, foreslår Robert at tage imod et andet barn, der er uden forældre.

Robert acceptere uden hans konens viden. Umiddelbart efter bliver Robert udnævnt til ambassadør i London, og der viser det sig langt fra, at være et et hvilket som helst barn, de har taget imod.

Nu er genren ikke lige min favorit, og vil faktisk ikke sige så meget om denne filmen. Udover, at selvom skuespillet og midlerne (økonomien, og dvs filmens visuelle udtryk) ikke lige er verdensklasse, så fungerer det, hvis man da ellers kan se bort fra det, ganske udemærket.

Det er en indenfor genren medrivende historie, og med en passende slutning.

Desuden kan jeg lige tilføje, at det er et remake af filmen af samme titel fra 1976. Endnu et remake af en horror klassiker fristes man til at sige, fordi jeg har ladet mig hører at der er mange flere i vente af samme slags. Mestendel fordi der penge og publikum i det. Vi vil åbenbart endnu bedre effekter af splat, blod, torture porn, ja, kort og godt horror filmatiseringer.

PUNISHER: WAR ZONE (2008), Lexi Alexander:

Efter at have jaget og dræbt efterhånden adskillige kriminelle fra det mørke undergrundsmiljø, hvor selv politiet har svært ved at komme, står Frank Castle aka The Punisher over for hans hidtil værste fjende, Jigsaw.

Et monster der mere eller mindre ubevist er blevet skabt af Frank Castle selv, under en mission, hvor han i sine egne øjne fejlede, så meget, at det har fået ham til at overveje sin fremtid.

Et re-make, eller rettere et nyt forsøg på at overføre den karimatiske tegneserie-hævner, fra hæfterne til filmen. Noget man allerede forsøgte i 2004, med The Punisher. Hvilket af samme grund gør, at man helt naturligt automatisk kommer til sammenligne de to film med hinanden.

Den mere eller mindre uerfarne Lexi Alexander (Hooligans) har forsøgt sig denne gang. Grundlægende tiltaler selve Fransk Castles mørke helt/anti-helt figur (i forlængelse af Batman universet, The Dark Knight) mig i stor stil, og jeg ser personligt gerne langt flere film med ham. Hans "helte"-figur giver langt større mulighed for, at potrattære en masse af de følelser vi (jeg) godt kan lide at se på film, dvs hævn, tro, retfærdighed, sorg, emotionel ustabalitet, kærlighed, ondt vs godt, osv, end andre tegneserieheltes figurer gør.

Man kan give hele Frank Castle-universet en mere realistisk historie, ligesom man har forsøgt i genoplivningen af Batman. Noget der rører dybere, og som giver plads til reflektion, eftetanke bla inden for de ovennævnte kategorier. Noget der giver mulighed for at drage paralleller til vores egen hverdag/eget liv.

Som man nok allerede har på fornemmelsen, så mener jeg ikke det helt er lykkedes i filmen. Faktisk kunne jeg langt bedre lide The Punisher, når det drejer sig om at skabe figuren Frank Castle. Ikke dermed sagt Ray Stevenson ikke passer som Frank Castle (af udseende er han langt hårdere nu), men han mangler den her emotionelle afstumpethed. Ligesom vi aldrig finder ud af hvorfor han og reagere som han gør (det svigt og den sorg han føler over hans families død).

Eller også skulle man have valgt en helt anden vinkel og være gået over i Sin City stilen og virkelig banke igennem hele vejen, så der ikke er tvivl om det her er et anderledes tegneserie univers.

Men det at munskriptet er udarbejdet af henholdsvis Nick Santora (Prison Break, Law & Order) og Art Marcum (Iron Man) giver meget godt svaret på filmens overfladiskhed. Den indeholder de elemtener den inden for genren "skal", men det er bare tom underholdning på en måde. Den fanger ikke mig på den måde jeg har lyst til. Og hvorfor bliver der på et tidspunkt draget paralel til Irak-krigen af Jigsaw. Huh, what the fuck is that all about?

Men underholdende action er det da.

THICK AS THIEVES (2009), Mimi Leder:

Veteran-tyven Keith Ripley (Morgan Freeman) opsøger den berygtede og noget yngre, men bestemt ikke, inden for samme branche, mindre erfarne Gabriel Martin (Antonio Banderas).

Ripley har udtænkt et sidste job med henblik på endeligt, at tilbagebetale sin gæld til den russike mafia. Martin skal derfor hjælpe Ripley med at stjæle to berømte Faberge-æg fra de ellers ugennemtrængelige sikkerhedsforanstaltninger. But never trust a thief.

Filmen er lidt tynd, og jeg ved ikke om det er budgetet der er skrabet, men det virker udadtil lidt sådan (gammeldags). Ikke at selve historien ikke har nok kød på, fordi det burde den umiddelbart have. Historien er i sig selv kompliceret og indviklet nok, til at der kan komme en interessant og fangende historie ud af det. Ikke mindst er der en masse (deriblandt russike) navne at holde styr på. Men umiddelbart fristes man til at sige, "sorry, already seen that", "nothing new about that", mv. Altså det fristes man til i denne her version.

Og ikke at det endnu engang skal hives ind som et argument, men ja, det er endnu en kvinde der har forsøgt sig med et psykologisk thriller-drama, eller crime, som nogen også vil kalde genren. Mimi Leder har tidligere benyttet sig af Morgan Freeman talent, og hun er nok mest kendt for Deep Impact og The Peacemaker. Hvis det da er noget at være kendt for. Filmen virker for vattet (feminin) til, at sælge varen som værende en action-film til mændene. Men samtidig er den heller ikke psykologisk nok, til at henvende sig til det mere sufistikerede eftertænksomme publikum. Kort sagt der mangler noget. Desuden irritere det mig, at Antonio Banderas skal spille den her unge, lidt naive, og forførende tyv. Hallo, manden er 49 og måske endda mere egent som skurk, hvis det endelig skulle være.

Hmm, og ja alligevel har den fået middelkarakter (3 ud af 6 stjerner), hvilket dermed betyder jeg mener man kan få noget ud af at se den. Man skal bare ikke forvente sig det helt store, også selvom det er med altid velspillende Morgan Freeman og andre gode skuespillere på rollelisten.

CADILLAC RECORDS (2008), Darnell Martin:

Willie Dixon (aka Cedric the Entertainer), vores narrative voice-over, reflekterer over tiden tilbage i 1940'erne, hvor han specielt forkuserer på samarbejdet mellem Leonard Chess (Adrien Brody) og Muddy Waters (Jeffrey Wright). 

Vi følger deres, men også andre amerikanske musiklegenders turbulente liv, som fx Little Walter, Howlin' Wolf, Etta James (Beyonce Knowles) og Chuck Berry. 

Leonard Chess og Muddy Waters historie uspiller sig omkring pladeselskabet Cadillac Records, samt sex, vold, drugs and rock'n'roll i 1950'ernes Chicago.

Jeg vil egentligt bare gøre det meget kort. Filmen er kedelig! Bum. Ikke nok med at den er alt for lang, så er selve plot'et simphelt alt for tyndt. Og når musikken så samtidig heller ikke brager igennem med den sjæl, saft og kraft, der kan forventes (ønskes) af netop et musikalsk drama, ja så lykkedes filmen altså bare heller ikke. Færdig. Amerikanske musik klenodier eller ej.

Uden at Darnell Martins CV, som forøvrigt ikke rigtigt består af andet end en pokers masse mere eller mindre ukendte amerikanske tv-serier, skal forhåndsdømme hende, så vil jeg nu, efter at have set filmen, dømme hende. Darnell Martins evner som henholdvis både instruktør og forfatter egner sig ikke til biograf formatet. Det minder faktisk om at sidde og se et langt afsnit af en kedelig amerikansk tv-serier.

Så medmindre du har en speciel hardcore interesse for Muddy Waters og 1950'ernes musik legender, så vil jeg ikke anbefale dig at se filmen. Eller forresten, selv hvis du er interesseret i Muddy Waters og 1950'ernes musiklegender, så lad være med at se den. Den version du bliver spist af med her kan kun skuffe. 

MIRACLE AT ST. ANNA (2008), Spike Lee:

Vi befinder os på et stort postkontor i New York, julen 1983. Pludselig skyder post-assistenten uden tøven direkte over skranken den ventende mand i køen. 

Den nyuddannede journalist, Tim Boyle, ankommer for sent på gerningsstedet, men detective Antonio "Tony" Ricci (John Turturro) forbarmer sig over ham, og giver ham lov til at følge med et par detektiver ud på gerningsmandens bopæl. 

Endnu mere mystisk bliver det, da de på mandens bopæl finder et særdeles værdifuldt hoved fra en marmor-skulptur, der har været eftersøgt siden 2. Verdenskrig. Ligesom det ovenikøbet viser sig, at være dagen før hans pension. 

Gerningsmanden nægter at sige noget, men da Tim Boyle møder manden, åbner han op, og fortæller sin historie.

Spike Lee kan det der. Jeg kan virkelig godt lide filmen i dens helhed, og ikke mindst fordi historien (James McBride) er rigtig spændende.

Selvfølgelig er filmen ikke helt igennem realistisk eller troværdig, dvs kampscenerne, hele mytologien omkring Angelo og Sam Train, og måden hvorpå de forskellig begivenheder ellers bliver "fortalt". Men netop fordi man skal forestille sig det bliver "fortalt" gennem et øjenvidne, giver det også lov til et mere eller mindre bestemt syn på begivhederne.

Jeg har intet imod, at den enseste hvide mand, der ikke er en små-dum redneck eller racistisk overordnet soldat, er en nazist (nej, jeg har ikke en semi-nazistisk fetish). Men det illustrerer meget fint pointen, også selv det er med fed understregning.

Desuden sætter jeg pris på, når der i en amerikansk film rent faktisk bliver talt italiensk af italienerne og tysk af tyskerne, m.m.

En film jeg vil foreslå ikke bare folk der kan lide krigsfilm fra 2. Verdenskrigs, men også andre, fordi filmen har så meget mere at byde på. Film kan dog på visse tidspunkter godt kører lidt langsomt, sådan i handlingsforløbet. Så det eneste der kan skræmme en lidt er måske lige længden (2timer og 35min.).

GERYY (2002), Gus Van Sant:

De to unge venner, Gerry (Casey Affleck) og Gerry (Matt Damon), kører ud for at vandre i en ørken.

De har imidlertid glemt at medbringe mad og vand, så da de farer vild og ikke kan finde tilbage til bilen, bliver deres venskab testet ud over det sædvanlige.

Dette er klart en cult film, og det mener jeg ikke bare fordi det er en Gus Van Sant film, men fordi den er så unik, som den er.

Hele miljøet i sig selv er unikt. Det vil sige de enormt flotte panoramiske billeder af ørknen og naturen, men også opstillingen af Gerry og Gerry i dette scenarie. Desuden er deres monolog helt fantastisk. Og ikke mindst tempoet er noget ganske specielt. Filmen giver sig virkelig tid til at fortælle historien. Hvor mange film har du set, hvor man skal 10min. ind i filmen før det første ord falder.

Netop den sidstnævnte faktor gør dog, at jeg må ned og sige den kun får to stjerne, selvom det måske er uretfærdigt bedømt. Men jeg må bare indrømme overfor mig selv, at jeg personligt ikke har tålmodigheden til at sidde og kigge på to unge mænd vandre rundt i en ørken uden rigtigt at sige noget til hinanden. 

Omvendt, har man tålmodigheden, og sidder placeret i en mørk og halvstøvet vi-viser-non-mainstream-film-café-biograf-ting, og har tiden, i og med man i forvejen har revet 2 timers tid ud af skemaet for at se film, så tror jeg faktisk godt den kan fungere.

TWILIGHT (2008), Catherine Hardwicke:

Bella Swan har altid været lidt anderledes end alle de andre trendy highschool piger. Og da hendes mor bliver gift på ny, vælger hun, at flytte fra Arizona, og tilbage til hendes far i det regnfulde Washington (staten).

Der krydses hendes veje men den fortrylende smukke Edward Cullen. Han forekommer hende både mystisk og fjern, men på samme tid inteligent og ikke mindst, så føler hun, at han ser direkte ind i hendes sjæl.

Bella forsøger at dykke dybere ned i hvem Edward Cullen egentligt er, noget der vil ændre hendes liv for altid.

Instruktøren bag teen-melodramaet Thirteen forsøger sig igen. Måske ikke ligefrem i samme genre, men dog alligvel inde for samme miljø og publikums-segment. Et felt der tilsyneladende passe Catherine Hardwicke godt, fordi dette er endnu en vellykket film.

Ja, ja, filmen har da på visse tidspunkter sine svagheder, den kommer bl.a. temmelig letkøbt over flere for historien vigtige emner, uden at jeg specielt vil fremhæve nogen. Desuden forstår jeg ikke helt måden filmen slutter på (eller rettere, er der noget at forstå? ligger den bare op til en 2'er?). Dog fungere den alt i alt glimrende, og den får virkelig en til at acceptere og momentalt forstå dette mildest talt anderledes "EMO" univers, selv for ældre generationer (vil jeg mene).

Jeg synes klart man bør se filmen, selvom genren og historien måske ikke forekommer lige tiltalende for alle, men fordi den i sig selv alligevel er ret unik og anderledes i forhold til, hvad man ellers har set. Måske er dens største problem dog bare, at den ikke tør at tage springet helt ud, og være helt igennem anderledes og nyskabende. Istedet følger den langt gennemgående visse foudbestemte alment accepterede konnotationer og film-genre begreber.

En "2008-must-see".

SOUL MEN (2008), Malcom D. Lee:

Soul forsangeren Marcus Hooks (John Legend) fra 'Marcus Hooks and The Real Deal' dør. De to nu aldrende back-up sangere Louis Hinds (Samuel L. Jackson) og Floyd Henderson (Bernie Mac), bliver bedt om, at optræde, til en reunion mindekoncert i The Apollo Theater.  

Efter ikke at have talt sammen i 20 år, bliver de modvilligt enige om, at rejse tværs gennem landet og deltage i mindekoncerten.

Dette her er vist en typisk såkaldt afro-american-komedie-film. Jeg vil ikke kommentere særligt meget på den, andet end at jeg i forlængelse af tidligere udtalelser ikke bryder mig om komedier generelt. Dette er et eksempel derpå. Den er simpelthen bare ikke sjov nok i mine øjne til at være sjov/en komedie.

Ikke at vi her bliver udsat for direkte dårligt skuespil eller kedelig historie, fordi henholdsvis Samuel L. Jackson og Bernie Mac bærer med deres hovedroller en hel del af filmen. Ligesom historien på sin vis er underholdende i sig selv.

Men i sidste ende fungerer det altså ikke alligevel. Handlingen er forudsigelig, og hele stilen er set før. Humoren ekstremt plat og spille på de velkendte klichéer. End ikke Isaac Hayes "gæsteoptræden", ala dem man ser i diveres amerikanske soap operas/serier på tv, giver respekt i mine øjne, da slet ikke efter hans moralske opgør med South Park-serien (men det vist en helt anden diskussion). 

Så alt i alt spild af tid. 

QUANTUM OF SOLACE (2008), Marc Forster:

I sin søgen efter hævn over døden af sin elskede (Vesper), fortsætter den hemmelige agent 007 a.k.a. James Bond (Daniel Craig) sin kamp mod korruption og internationale forbryder-netværk.

Mr. White (Jesper Christensen) er i  deres varetægt, men undslipper i hvad ender med at istedet at blive et attentatforsøg på M (Judi Dench). 

Bond forfølger den indfiltrerede agent, hvilket leder ham på sporet af Dominic Greene, verdenskendt udvikler af Green Technology, men som blandt andet også involverer CIA og kup-forsøg i Bolivia.

Wuhu, det er lykkedes dem igen (ved godt instruktøren er en anden, men teamet er jo stort set det samme). Egentligt er jeg ikke den store James Bond-fan, men med den nye epoke, med Daniel Craig som Bond, er filmene gået hen og blevet en vakse ægte actionversion. Den indeholder alle de elementer en god action film skal have. Det vil sige, bil-båd-fly-forfølgelser, piger (uden at det går op i sex og kærlighed), våben og eksplosioner, nærkampe traditionelle såvel som akrobatiske, magt, død, svigt, venner, fjender, og ja alt det der, jeg kunne blive ved.

Der ikke så meget andet at sige, end det her er top underholdning fra start til slut i velkendte omgivelser og personkarakteristika. Det ødelægger dog ikke filmen på nogen måde af den grund, tværtimod. James er vel bare den menneskelige version af de der superhelte-film (fx Spiderman, Batman, Superman), hvor vi ved helten ikke kan dø, ligegyldigt hvor sort det ser ud. Men de jo meget underholdende alligevel, ik'.

Det glæder mig især at dette ikke er en amerikansk produceret film, med hvad det nu medfører på godt og ondt. Den egnelske humor skinder til tider igennem, fx i taxa-scenen i Bolivia mellem Rene Mathis og chaufføren. Men også det faktum at filmen er filmet så magne autentiske steder, jeg kan faktisk slet ikke holde styr på, hvor mange lande Bond når at komme omkring i løbet af filmen.

Se den og bedøm selv, jeg glæder mig allerede til den næste.

SEVEN POUNDS (2008), Gabriele Muccino:

IRS agenten Ben Thomas (Will Smith) gemmer på en skæbnefuld hemmelighed. 

Vi følger ham påbegynde en ekstraordinær rejse af "løskøbelse", hvor han for evigt vil ændre livet for 7 fremmede personer.

Det er helt bevidst, at jeg ikke fortæller mere om filmen. Faktisk burde man slet ikke vide noget om filmen på forhånd, som jeg heller ikke gjorde det, hvis man vil have det fulde potentiale ud af filmens virkemidler og fortælling.  

Jeg må indrømme, at dette var en lang positiv overraskelse, og en virkelig velfortalt film. Det hele fungerer (handling, tempo, skuespil, lyd, m.m.), og går faktisk op i en højere enhed, hvilket gør, at filmen bliver noget ekstra end alt det andet vi ellers går og ser.

Will Smith er virkelig tråt ud af komedie-rollen, set i forhold til fx Hitch, Bad Boys I og II, eller Men In Black I og II. Ikke dermed sagt at det sker i denne her film. Det er en proces der sket løbende, og gennem den seneste række af roller. Men ja, det jeg ville sige med det var, at han spiller rollen, som den ekstremt følelsladede og målrettede Ben Thomas, troværdigt. Altså noget der er altafgørende for at filmen lykkedes.

Faktisk er det mig en gåde, at den ikke har fået flere nomineringer, og derigennem priser. Omvendt er det klart at filmen ikke har samme effekt anden gang man ser den, og deraf en one-timer, men klart anbefaldelsesværdig film.

ROLE MODELS (2008), David Wain:

Danny (Paul Rudd) er træt af sit intetsigende og uambitiøse liv, og ikke mindst arbejde. Sammen med hans "ven" og kollega Wheeler (Sean William Scott) kører de rundt på diverse skoler, hvor de udfører et lille sketch, med budskabbet om, at drikke deres energi-drik istedet for at tage stoffer.

Da Danny spontant og uden omtanke eller ring pludselig frier til hans kæreste Beth, svarer hun til at store overraskelse nej. I sin vrede dummer Danny sig næste dag på arbejdet, hvor han ender med at kører en betjent ned. Både Danny og Wheeler idømmes 150 timers samfundstjeneste "mentoring" børn.

Åh nej dog. Denne film får ikke mange kommentarer, andet end der er ganske få steder i løbet af filmen, hvor den er sjov nok til rent faktisk at grine. Men der er der dog, de der scener hvor det går op i en højere enhed. Ligesom humor som bekendt er individul, altså kan det fx være, at andre finder andre scener sjove end lige dem jeg tænker på. Filmen lever helt op til standarden for genren (Old School, American Pie, osv) på alle område, men når det er sagt, så er det altså bare ikke min favorit genre.

Hvis man mangler intetsigende tom-underholdning en dag med drengene, jamen okay, fair nok, så kan man da godt smække den på. Ellers er det altså bare ikke værd at bruge sin tid på. Færdig!

HUNGER (2008), Steve McQueen:

En udadtil fraværende fængselsbetjent gør klar til at gå på arbejde, blandt andet ved at tjekke bilen for bomber.

Davey er en nyankommet IRA indsat, og nægter i overenstemmelse med den igangværende proteststrejke imod fængselsregimet at tage sin fængselsuniform på. I fængselscellen har Daveys nye fængselskammerat Gerry ligeledes i de indsattes fællesprotest smurt afføring ud over alle væggene.

Bobby Sands er et dybt inkaneret IRA medlem der vælger at indlede en hungersstrejke.

En anmelderost og prisvindende film. Fx blev Steve MCqueen årets fund ved European Film Awards, og filmen vandt Golden Camera ved Cannes Film Festival.

Der bliver ikke sagt mange ord i filmen fra start til slut, men som man siger, så fortæller billeder i sig selv langt mere end ord, hvilket man må sige gør sig gældende her. Handlingen går langsomt, men det får seeren ind i denne her helt specielle stemning eller rettere trance måske, hvor man, ja, følger en mands dø.

Utrolig rørende film, der virkelig giver stof til eftertanke, uden at der er tale om en forherligelse eller idolisering af et IRA-medlems martyrdød. Bestemt seværdig film. Hvorfor får den så ikke flere stjerner kan man spørge? Og jeg kan kun svare, at den eneste grund til det, er (igen fristes man til at sige), at den til tider simpelthen bare går lidt for langsomt til mig. Jeg kunne godt ønske mig lidt flere samtaler, fx som den moralske debat mellem Bobby og præsten. 

AUSTRALIA (2008), Baz Luhrmann:

Ved begyndelsen af 2. verdenskrig rejser den aristokratiske Lady Sarah Ashley (Nicole Kidman) til Australien for at finde sin mand, Maitland. Drover (Hugh Jackman) skal fører Sarah ud til Maitland, der arbejder på deres kvæg-station, Faraway Downs.

Da de om sider når frem, finder Sarah, til sin store overraskelse, Maitland myrdet. En lille dreng, Nullah, som bor på farmen, fortæller hende dog, at det er administatoren, Niel Fletcher, der har myrdet hendes mand, og at han stjæler hendes kvæg, da han også arbejder for kvæg-barronen King Carney. 

Sarah fyre ham straks, og må istedet ansætte Drover og hans mænd, til at hjælpe hendes og en flok loyalle ansatte, med at drive kvæget til Darwin og hærens skib. Så kan de bryde King Carneys monopol i forlængelse af Maitlands arbejde.

Men den ambitiøse Fletcher og krigens udbrud, gør livet mere end svært for dem.

Storladent og smuk film. Tydeligt at fornemme Baz Luhrman igennem hele filmen. Især starten bringer tankerne henimod Baz Luhrmanns sidste film, Mulin Rouge. Blandt andet med den hurtige klipning, Nullahs voice-over, og scenen, eller rettere humoren i scenen, hvor Sarah svømmer hen over det smukke atletiske kanguro, der i samme øjeblik bliver skudt, og hun vender sig skrigende mod kameraet.

Forskellen er bare, at i Mulin Rouge foregik det i overensstemmelse, med hele universet omkring filmen. Forstået på den måde, at man befandt sig i den parisiske boheme-tid. Og fordi forfatteren (Christian), ved at være konstant druknet i kærlighed og absinth, ikke har kunne se forskel på, hvad der var virkeligt, og hvad der var fantasi. Og ikke mindst hele legen mellem, om det nu er en film, eller musical (forestilling), eller en musical i musicalen (forestilling i forestillingen). Fordi jeg må indrømme jeg ved ikke rigtigt om stilen passer ind i Australia. men Det giver filmen en bestemt humoristisk vinkel, som gør stemningen aldrig bliver helt alvorlig.

Jeg mener man må bestemme sig for hvad temaet i filmen er, og hvem er de egentlige skurke. Kirken bliver fx ganske let ført udenom "skurke-rollen", i form af deres indvolvering i børne-opdragelses-delen. Er det en film om Austaliens oprindelige befolkning, eller en simpel kærlighedsfilm mellem de to modsætninger, Sarah og Drover?

Der er flere område, hvor filmen ikke virker helt gennemført, og meget sådan la-la og sød-suppe-agtig. Men man/de har selv hypet så meget omkring den inden (hallo, det var julefilmen goddamnit = biograddag nr.1), at den kun kan skuffe. 

Men fair nok, der er altså også tidspunkter, hvor det fungerer meget godt. Bestemt en film der kan tåles at ses, men ikke ligefrem bliver en klassiker på filmhylden.

ARN RIKET VID VÄGENS SLUT (2008), Peter Flinth:

Cecilia har udstået sin straf, og flytter ind hos veninden Blanka, der gift med kong Knut, Arns barndomsven. Der ser hun for første gang sin søn der blevet taget fra hende ved fødslen.

I det hellige land møder Arn endelig en med norddisk baggrund, i form af den norske kæmpe, Harald, som han udnævner til sergeant. Arn bliver testet på hans personlige værdier, da han må forsvare en beduinsk lejrplads mod angreb fra hans egne. Han ser sig selv fanget mellem inkompetente lederegenskaber og hans egen tro og loyalitet.

Korsridderne taber kampen til Saladin, men Arn bliver begunstiget af Saladins dybe beundring for ham som person. Endelig kan vende hjem.

Hjemme finder han sin elskede Cecilia, men det bliver ikke sidste gang Arn må stå med sværet i hånden.

Det meste er allerede sagt omkring Arn Tempelriddaren, og filmen forsætter da egentligt også bare i sammen spor. Stadig flotte scener og spændende handling, så længe de er i det hellige land, hvilket i høj grad løfter filmen.

Men nu begynder flere af detaljerne at irritere mig mere end nødvendigt måske. Dårligt skuespil og casting blandt andet. Fx hvorfor bliver Cecilia ikke et år yngre? Og hvad sker der for hele krigsscenen mod danskerne, der bare skriger BRAVEHEART... ?

Det er som om man ikke har kunne finde ud af med sig selv om man skulle lave en actionfilm eller kærlighedsfilm, og det ender med at blive et mærkeligt mix som gør at ingen af delene helt fungere. Jeg "græd" i hvert fald ikke af empati til sidst i filmen. Man har helt sikkert måtte gå på kompromis flere gange under filmen og krigs-scener er nu engang en bekostelig affære. Men hvorfor så ikke hellere undgå dem, som man gør det i tv-serier eller film hvor action-delen ikke behøver udpensles. Det kan gøres ved slow-motion, lyd, musik, og før/efter billeder, hvor seeren selv regner ud hvad der er sket.

Alligevel må jeg sige underlægnings-musikken ihærdigt forsøger at bygge en stemning op i ægte Hollywood-stil, men det er desværre bare ikke nok altid. Ligesom mange statister nu engang er en nødvendighed, så længe man ikke benytte sig af dyr computer-annimering.

Uanset, så vil jeg stadig holde ved at man sagtens kan se dem. Man skal måske ikke gå ind med de allerstørste forventninger, men så med god tid i det mindste...