SHERLOCK HOLMES (2009), Guy Ritchie:

Detektiven Sherlock Holmes (Robert Downey Jr.) har en hjerne ud over det sædvanlige, men holder sig heller ikke tilbage for at springe igennem vinduesruder og uddele øretæver i bar overkrop!
Sammen med krigsveteranen Dr. Watson (Jude Law) optrevler den berømte detektiv en skummel plan, der truer med at bringe Victoriatidens Storbritannien i knæ.

Fuck anmeldelser og gamle historiebeskrivelser af hvordan Sherlock var og bør fremstå før han er den korrekte karakter. Dårligt spillende Rachel McAdams, krum eller lige pibe, uanset så er der er bare et eller andet ved Guy Ritchies film, som thriller mig.
Man kan se alle hans film igennem og finde elementer, som går igen. Forskellen denne gang er at denne filmen, i mine øjne, er hans første rigtige mainstream film. Hvilket filmen desværre også bærer lidt præg af, i form af lidt for meget folkelig-populær-spiselighed. Forstået på den måde at der ikke må være for meget psykologi eller underbevidst handling. Alt skal udpensles. Derudover kan de mange små gimmicks/one-liners, hvor (biograf)salen lige skal rystes lidt op af stolen, så det ikke bliver for dystert eller seriøst det hele, godt blive lidt for folkeligt i længden.
Når det er sagt, så det alligevel sjovt at se, hvordan Guy Ritchies stil nu er blevet mainstream. For det er nøjagtigt de samme virkemidler som han altid har brugt. Især valget af skuespillere (Mark Strong er den nye Jason Statham), håndkampscenerne og hele scenografien, miljøet og ikke mindst rulleteksterne er for fede (fatter virkelig ikke folk som, ja, løber ud af biografsalen, mens rulletekstbillederne stadig kører på lærredet).
Glæder mig til 2'eren og generelt bare mere fra Guy Ritchies side.

ME YOU AND EVERYONE WE KNOW (2005), Miranda July:

Christine Jespersen (Miranda July) er en ensom kunstner, der ved siden af sit ikke altid livsbekræftende arbejde som pensionistchauffør sværmer ihærdigt om den nyligt fraskilte skosælger Richard.
Sammen med sine to sønner er Richard flyttet ind i en lille lejlighed i forstæderne, hvor han desperat forsøger at få styr på den tilværelse, der ramlede sammen om ørerne på ham, da konen gik fra ham. Alt imens lever hans to sønner, som så mange andre af deres jævnaldrende, deres helt eget liv.

Åhja, hvilken lille perle af en debutfilm fra Miranda July. Der er desværre bare alt for langt imellem dem. Oftest fordi de drukner i hype og promotion fra store blockbusters, med kæmpe budgetter og Hollywoodstjerner. Men rart at blive bekræftet i de stadig findes, trods alt.
Det er en lille og ydmyg film. Den råber ikke op, den bruger ikke store armbevægelser, og er både i form og indhold en audiovisuel oplevelse, der ikke søger at gøre unødig opmærksom på sig selv.
Dermed ikke sagt at filmen ikke har noget på hjerte – for hjerte har den – men at den forstår at portrættere samtidens middelklasse-USA som en ikke-sensationel, ikke-spektakulær samling af dagligdagshændelser, der i deres simplicitet og varme humor får et skær af surrealistisk mystik. En lille skæv billedcollage fra den amerikanske independent-scene, der bedst kan beskrives som en pudsig dagdrøm, et sted mellem virkelighed og fantasi.
Jeg er fan.

CARRIERS (2009), Àlex & David Pastor:

Fire venner er på flygt fra en virus-smittende pandemi. De lærer imidlertid snart at de selv er farligere end nogen virus.

Handlingen er i sig selv udmærket, genren taget i betragtning. Udførelsen er til gengæld en helt anden sag. Filmen kører simpelthen alt for langsomt. Ligesom skuespillet heller ikke er alt for overbevisende.
Til instruktørernes og manuskriptforfatternes forsvar, Àlex og David Pastor, så er de heldigvis stadig begge nye i faget. De har nemlig en del at lærer endnu.

THE SQUID AND THE WHALE (2005), Noah Baumbach:

Da Joan en dag opdager sit skrivetalent, bliver hendes mand Bernard (Jeff Daniels) mindet om sine tabte forfatter-drømme og bliver jaloux.
De bliver bliver skilt og den lille New Yorker-familie med sønnerne Walt og Frank må vænne sig til et nyt liv.

Filmen er baseret på en sand historie fra instruktøren Noah Baumbachs egen barndom. Den starter godt ud med nogle fed pointer, som man kan relaterer til fra (sit "eget") liv(et). Filmen er nemlig rig på pinlige detaljer og strålende skuespil. Især den nedtonede stil (kunne være en film for 20år siden), det rolige tempo, og det at der økonomiseres med virkemidlerne er til filmens fordel. Filmen var da også nomineret til en Oscar i kategorien Best Writing.
Jeg må imidlertid konstatere at den desværre ikke helt holder niveau i mine øjne. Faktisk går filmen lidt i stå i den sidste 1/3, hvilket er lidt ærgerligt, da fundamentet ellers er der til mere. Uanset bestemt en seværdig film.