ARN TEMPELRIDDAREN (2007), Peter Flinth:

Som barn falder Arn Magnusson ned fra landsbyens vagttårn, og hans mor skærer sig samtidigt i hånden. Hans forældre beder til den kristne gud, og lover at overdrage ham til kirkens tro, hvis bare deres søn vågner op igen. Arn overlever, men det viser sig tilgengæld, at hans mor har fået blodforgiftning gennem såret i hånden og dør.

På klosteret bliver Arn lært op en tidligere korsridder, og han viser særligt gode kunskaber med sværdet i sin hånd. Han lærer at det er iorden at slå ihjel, så længe det sker i forsvar, eller den kristne tro.

Efter tiden på klostret er overstået, vender Arn tilbage, og forelsker sig i Cecilia Angotsdotter. Inden de når at gifte sig, afslører den misundelige lillesøster, at Cecilia er gravid. Cecilia bliver idømt 20års tugt i klosteret, og Arn det samme. Han bliver imidlertidig istedet, mest for hans egen skyld, sendt afsted i kamp for korset i det hellige land.

Dette er produktet af den enormt store Skandinaviske satsning i forsøget på at lave en film-version af bøgerne. Et projekt jeg ikke kan udtale mig om er lykkedes, eftersom jeg ikke har læst bøgerne, men jeg tvivler på at bøgerne er ligeså kedelige.

Ja kedelige, fordi det er netop hvad filmen virker som. Den går kedsomeligt langtsomt og minder i tempo, om de drama-serier DR sender om søndagen, hvor handlingen er trukket ud, så de kan vare en time, i dette tilfælde en spillefilmslængde (godt stykke over 2 timer).

De sidste scenere, hvor Arn befinder sig i det hellige land reder imidlertidig en hel del af filmen. Yderligere må jeg sige, at jeg ikke helt forstå de kritikere, der snakker om, at filmens action ikke lever op til Hollywoods standard. Fair nok, det er ikke Kingdom of Heaven vi sidder og ser, men det taget i betragtning synes jeg faktisk de fungere overraskende godt, nu når filmen i bund og grund slet ikke skal forestille at være en actionfilm.

Som skandinavisk-borger mener jeg helt bestemt man bør se filemene, og jeg fatter ikke hvorfor Danmark (DR), som altid fristes man til at sige, sidder udenfor (senest EM-fodbold-værtsskabs-ansøgning 2014), trak sig ud af fælles-nationalhistoriske-projektet, ud over at de var i økonomiske vanskligheder. 

THE TRANSPORTER 3 (2008), Oliver Megaton:

To personer bliver fundet døde, da de har åbnet et par tønder ombord på det skib de tror transportere alkohol.

Bagmanden, Johnson, afpresser et ukrainsk regeringsmedlem til netop at give adgang for disse skibe med giftigt affald ombord, ved at kidnappe hans datter Valentina.

Frank Martin (Jason Statham) bliver, mere eller mindre ufrivilligt, efter vennen Malcoms død, draget ind i endnu et hæsblæsende kapløb af en mission at være, bag rettet i sin Audi. Som erstatning for sin afdøde ven, bliver Frank nu sat til, at transportere Valentina fra Marseilles til Odessa ved Det Sorte Hav.

Missionen er farlig, og han må passe på med ikke endnu engang, at blande personlige følelser ind. For som Frank siger; "Never break the rules!"

Så er vi her igen, for tredje gang, på vej ned af landevejen, ind og ud mellem billerne, op og ned af bakkerne, for fulde gardiner, med Frank bag rettet i sin evigt funklende sorte konstant spindende maskine (Audi), somregel med nogen efterfølgere lige bag sig. Btw, læg mærke til kampen mellem de sorte tyske super-biler og de fransk svag-pisser-biler, haha.

Dette er Luc Besson-action når det er bedst. Action-scenerne behøver ikke være lige gennemførte hver gang. Sådan set i forhold til historien, bare de er der.

Der findes flere eksempler på scener, der hverken er realistiske i filmen, eller ladsiggørligt ude i den rigtige verden. Fx scenen, hvor Franks bil bliver stjålet, og han må tag forfølgelsen op på en BMX-cykel, men som altså ender ud i, at han sparker chaufføren ud flyvende igennem sideruden. En siderude som ikke er smadret i de andre scener.

Desuden er den super smukke pige, Valentina (Natalya Rydakova), også et typisk Luc Besson-aftryk. Efter sigende skulle denne eksil-russiske frisør være blevet spottet af Luc Besson i New York, da hun krydsede gaden. Og nej, hun spiller faktisk heller ikke særligt godt, men så er det da forklaringen i det mindste.

Men, hvis man kan se bort fra en haltende historie, så kan man sagtens se filmen. Den byder på vilde og opfindsomme action-scener, og bil-stunts du slet ikke vidste fandtes.

THE DAY EARTH STOOD STILL (2008), Scott Derrickson:

En alien, Klaatu (Keanu Reeves), og hans unedbrydelige robot lander midt i Central Park, New York, og nationen er i højeste alarm-beredskab, præsidenten i sin sikkerheds-bunker, og hele Manhatten i evakueringstilstand.

Dr. Helen Benson (Jennifer Connelly) bliver blandt andre forskere og videnskabsfolk headhunted og sat på sagen af den amrikanske forsvarministerium. Dette udefrakommende væsen bliver straks opfatter som fjendligt. Alligevel rører Klatuu ved et eller andet i Helen og hun hjælper ham med at tag flugten. Og så kan jagten ellers gå ind.

Åhja åhja, endnu en science fiction film, og så endda en remake. Jeg kan med det samme sige at jeg ikke har set orginal-versionen fra 1951.

Overordnet set har filmen visse ting, der tiltaler mig, især god og flot action. Desuden er hele idéen med, at vi som mennsker behandler vores jord helt forkert, tiltallende og et højst aktuelt emne. Vi tror vi ejer den og kan gøre med den hvad vi vil, bare fordi vi har "herrerdømmet". Magten er steget os til hovedet. Den stiller flere eksistentielle spørgsmål til måden, hvorpå vi opfatte os selv og andre, samt måden vi lever vores liv på (livet/døden). Men også om der er liv derude, og i så fald hvilket, er der noget der større end os.

Derfor er det endnu mere ærgeligt, da filmen slet ikke formår at håndtere disse spørgsmål, som den selv rejser, optimalt på nogen måde. Det hele bliver meget overfladisk og stereotypt på en måde. Dertil, ja så begriber jeg ikke hvorfor Klaatu på noget tidspunkt skulle få grund til at skifte mening og finde sympati for "os". Dvs Helen, eller rettere, Jacob, Helens pap-søn. Filmen hænger ikke sammen, og minder allermest om et langt afsnit af en eller anden amerikansk Sci-Fi-tv-serie, der mere går ud på at være underholdende end sammenhængende, sådan årsags-virknings-mæssigt. Dybt overvurderet!

KATYN (2007), Adrzej Wajda:

Vi følger i alt fire forskellige polske familier, ved 2. Verdenskrigs udbrud.

Et stort antal tilfangetagende polske soldater, hvoraf de fire familier alle er involveret på den ene eller anden måde, bliver af nazisterne udleveret til USSR. Det skal imidlertid visse sig at disse polske soldater går hen og bliver ofre for stalinisme af den groveste karakter.

Desuden giver filmen et billede af hvordan livet i Polen udspiller sig både under og efter krigen.

Dette er et stykke polsk folkehistorie, der er blevet filmmatiseret. En tragedie begået mod det polske folk af den, i polsk termenologi, evige plageånd USSR. Langt de fleste polaker kender til hvad der virkelig skete i den skov, men histoiren er ikke på samme måde kommet ud til verdenssamfundet, eller rettere den korrekte version.

Når det er sagt er filmen egentligt okay underholdende, og stilistisk flot. Problemet er bare den bliver for polsk i form af de patriotiske undertoner, og ikke mindst kirken (den kristne katolske tro), som i høj grad er inddraget, spiller en alt for fremtrædende rolle i filmen. Også set i forhold til historien (nationens), hvor kirken har og stadig spiller en stor rolle. 

Hvis du har en speicelt tilknytning til Polen eller interesserer dig for 2. Verdenskrig/USSR, så skal du nok tag og se filmen. Hvis ikke, så er den spild af tid.

BURN AFTER READING (2008), Ethan and Joel Coen:

Okay, handlingsforløbet en vaske-ægte Coen-handling, dvs først forstår man ikke så meget af hvad der sker, og langsomt eskalerer tingene, og bliver mere og mere komplicerede. Derfor meget svært at gengive uden at det fylder en roman og afslører alt for meget af oplevelsen.

Men når det er sagt, så kan jeg kun sige SE DEN!, fordi den er intet mindre en genial. Et mesterværk endnu en gang af Coen brødrene, som efter sigende blev skrevet sideløbbende med No Country For Old Men. Hvilket vel egentlig bare gør det endnu mere imponerende.

Den har en række måske mere eller mindre karikerede personer med, som alle har en eller anden form for sammenhæng, relation eller indflydelse på hinanden i sidste ende.

Sjældent er komedier sjove, og alt for sjældent bryder jeg mig om dem, men denne her er hvad jeg vil kalde en vaske ægte komedie når det er bedst. Og det er det, bedst. Keep up the good work, please.

THE READER (2008), Stephen Daldry:

Vi befinder os i tyskland efter 2. Verdenskrig, hvor 16-årige Michael Berg (David Kross) pludselig føler sig overmandet af en begyndende skarlagensfeber, men bliver hjulpet hjem af den smukke 36-årgie Hanna Schmitz (Kate Winslet).

Efter feberen har lagt sig opsøger Michael kvinden, der havde hjulpet ham, og som han ikke har kunne få ud af sit hoved siden, på hendes adresse. Et lidenskabeligt og erotisk hemmeligt forhold opstår mellem de to. Men pludselig en dag er Hanna forsvundet, og Michael er synderknust og uforstående.

8 år senere, mens Michael som jura-studerende observerer en nazi-krigsforbryder-domssag, finder han til hans store overraskelse Hanna på anklagebænken.

Billy Elliot-instruktøren har gjort det igen, Kate Winslet blev i sin rolle som Hanna Schmitz belønnet med en oscar, men selve filmem er helt sikkert også et kunststykke i sig selv. Både den unge (David Kross) Michael Berg, og gamle (Ralp Fiennes) spiller ligeledes suplimt.

Den bygger et fint og skøbeligt sindsbillede op hos seeren, om hvordan (u)lykkelig krælighed kan påvirke ens liv og person for altid. 

Når det er sagt må jeg samtidig, desværre måske, fordi den fortjener ikke kritik som sådan, men tilføje, at jeg altså til tider nok følte jeg kedede mig lidt. Blandt andet de lange afsluntnings-scener, hvor man ligesom godt ved, hvor det hele bærer henad. Ligesom det måske i længden er på grænsen til, at være svært at acceptere, eller forstå, den smerte Michael føler, og som rent faktisk ødelægger hans nuværende liv i den virkelige verden. Man får lidt lyst til at sige fuck nu det og kom videre-agtigt. Men dunno, måsker er det netop hvad Stephen Daldry forsøger med filmen.

Forøvrigt er filmen bygget på bogen af Bernhard Schlink.     

THE BOY IN THE STRIPED PYJAMAS (2008), Mark Herman:

En velhavende tysk familie under 2. Verdenskrig, bestående af (hovedpersonen) Bruno og hans ældre søster, mor og far, flytter på landet, hvor hans far er blevet sat til at bestyrre en kz-fangelejr.

Men Bruno keder sig forfærdeligt uden venner, og forstår ikke helt hvad det foregår omkringham , eller hvilket erhverv hans far egentligt besider.

En dag, hvor Bruno begiver sig på opdagelse væk fra det kedelige hus, finder han en jævnaldrende legekammerat, Leon, sidende i en strippet pyjamas bag indhegningen, "hvor de mærkelige lokale bønder bor".

Endelig, endelig, har man lyst til at sige, godt skuespil af et barn er en sjældenhed, men her lykkedes det. Hvilket også er essentielt for filmen lykkedes, eftersom det er Bruno, som hovedperson, der bærer filmen. Filmen portrætterer hvor smukt og uspoleret naivt et barns hoved fungerer.

Desuden kommer den ud med et overordnet budskab på en ny og anderledes måde, heldigvis uden at det kammer over hollywood-flødebolle sentimalitet på noget tidspunkt. Bestemt en film der er seværdig, den rører virkelig ved noget i én.

THE HURT LOCKER (2008), Kathryn Bigelow:

Dette er et forsøg på intens beksrivelse af, hvad det rent faktisk vil sige, at have sin hverdag som soldat udstationeret i Irak.

Linjen bliver lagt allerede fra starten, hvor man får et klart billede af, hvor farligt arbejdet er for de tre personer i bombedesarmerings-gruppen, da sergeant Thompson (Guy Pearce) for øjnene af de to andre, Sanborn og Eldridge, bliver sprunget ihjel i forsøget på at desarmere en bombe.

Sergeangt Thompsons afløser ankommer i form af sergeant James. En højt anerkendt bombedesamør, som snart viser sig at være langt vildere end Sanborn og Eldridge umiddelbart kan håndtere. Den ugennemskuelige James forekommer dem både frygtesløs og på grænsen til følelsesløs.

Et bekendtskab som vil ændrer dem alle for altid.

Så skal man til det igen, og jeg vil prøve at gøre det lidt kortere denne gang. Skal også lige først finde min stil med det her. Ligesom jeg nok må finde frem til lidt andre præmisser at bedømme ud fra end kun lige min egen mave-fornemmelse.

Men alt i alt en okay underholdene film, med "gæsteoptrædener", ja det kan man vist godt kalde det, af henholdsvis Guy Pearce, Ray Fiennes, og David Morse. Hvilket er med til at peppe det hele lidt op for seeren. Men ud over den til tider mere eller mindre vellykkede nervepirrende spændning, blandt andet under de mange bombedesarmerings-opgaverne, en til tider utroværdig handling, og måske nok lige lovlig sort hvid fremstilling af situationen. Omvendt en patriotisme man tidligere har hørt netop skal være til stede i amerikanske krigsfilm, for overhovedet at kunne få lov til at låne udstyr, bistand, med mere, af det amerikanske militær. Men med en slutning der åbner op for refleksion og eftertanke uanset. Og endnu mere atypisk, så er det vel og mærke en kvindelig instruktør.

GRAN TORINO (2008), Clint Eastwood:

Man starter ud i kirken, hvor den aldrende Walt Kowalski (Clint Eastwood) netop har mistet sin kone og livs kærlighed.

Efter begravlesen til gravøl (findes der virkelig ikke at andet ord på dansk end det? "mourning") bliver det tydeligt, at forholdet til sønnerne, svigerdøtrene, børnebørnene eller kort sagt familien ikke ligefrem er lykkeligt. Selv præsten må finde sig i at få en sviner med på vejen, da han forklarer Walt, at han har lovet hans kone han vil hører ham skrifte.

Hans sønner vil have ham til at flytte ud af det gamle nabokvarter i Detroit, som efterhånden mere består af asiater end amerikanere, men den tilsyneladende evigt gnavende Walt ønsker ikke at efterkomme deres krav. Det selvom hans forhold til asiater er temmelig anstrængt efte sin deltagelse i Korea-krigen.

Walts fordomme får et ekstra boost, da han finder naboens knægt, Thao, i færd med at stjæle hans mintgrønne Gran Torino årgang 72. Noget Thao imidlertid er blevet presset til af en flok lokale asiatiske gangstere.

Men Thao og resten af nabofamilien er en god familie, hvilket Walt langsomt får øjnene op for. Walt ser det nu som sin pligt med alle midler, at beskytte dem og nabolaget mod disse lokale gangstere, der terrorisere Thao og resten af nabolaget.

Well, altså nu vil jeg betragte mig selv, som lidt af en Clint Eastwood beundre, både hvad angår hans skuespil såvel som intruktør-evner. Det sagt uden at det skal lyde somom jeg forguder manden og hans personlige værdier uden for rampelyset. Men du ved, bare sådan på det karriere-mæssige plan. Manden er jo om nogen en legende. Desuden kan ingen andre end Clint Eastwood væsse sig igennem en hel film. Great.

Når det nu er sagt, så må jeg desværre sige, at filmen skuffede mig. Ikke sådan fælt skuffende dog, eftersom jeg på baggrund af omtalen, eller rettere manglen på samme, ikke havde de store forventninger til filmen i forvejen. Men med hans seneste film, senest Changeling (2008), samt Letters from Iwo Jima og Flags of Our Fathers (2006), og ikke mindst oscar vindende Million Dollar Baby (2004), må man gerne forvente sig lidt mere, vil jeg mene.

Filmen var i min øjne alt for lang, hvilket den blev af at være både kedelig og forudsigelig. Desuden bar den præg af dårligt skuespil fra især de asiatisk-castede skuespillere. Noget der gør filmen utroværdig og uvedkommende, særligt når de med ledende biroller i høj grad skal bærer filmen. Yderligere irritere det mig at Scott Eastwood har fået en mindre rolle af sin far. Ikke så meget fordi det er hans søn, men mere fordi scenen er komplet ligegyldig og på intet tidspunkt gør rede for, hvem personen er og hvorfor han er der. At scenen bagefter er en vaskeægte Eastwood-klassiker-af-en-scene er en anden sag.

Det skal dog ikke undre mig, hvis filmen kan forekomme langt bedre og fangende for andre personer, der føler de kan leve sig ind i det langsomme handlingsforløb, som også kendetegner Eastwoods andre film. Den får tre stjerner for at være middelmådig.