SHELTER (2010), Måns Mårlind, Björn Stein

En kvindelig retsmedicinske psykiater opdager, at alle af hendes patientens personligheder er tidligere mord ofre.

En mystery thriller af tvivlsom karakter. Cara Harding, Julianne Moore (normalt altid velspillende), handler alt andet end rationelt, hvilket man ellers kunne forvente af en anerkendt psykiater. Yderligere mærker den rutinerede doktor ikke at han er dødeligt angrebet. Ligesom filmen har flere huller i plottet. Hvorfor kan en dødsensfarlig psykopat som David/Adam/Wesley/what ever pludselig bevæge sig rundt udenfor sindssygehospitalet? Kort sagt, så virker filmen mere irriterende end spooky.

PRINCE OF PERSIA (2010), Mike Newell

Mellemøsten i det 6. årh. Den forældreløse gadedreng Dastan imponerede den persiske konge med sin frækhed i kamp, hvorefter kongen adopterer ham.

Filmatiseringen af et computerspil er blevet til et flot action eventyr i ægte (moderne) Disney stil. Fra første scene kan man regne ud, hvem der er de gode og hvem der er de onde. Handlingen er fyldt med huller og spring, hvorfor en af hovedpersonerne gang på gang forklarer, hvad der nu skal ske (for os uvidende stakler?). Actionscenerne er okay underholdende, men i længden går der computeranimation i det hele. Var meningen ikke at lave en filmatisering af computerspillet og ikke omvendt, fristes man til at spørge? Smag og behag, men jeg keder mig.

PAPER MAN (2010), Kieran Mulroney, Michele Mulroney

En forfatter i midtvejskrise indgår et usandsynligt venskab med en teenager fra Long Island.

Et velspillet drama, der bygger på komplicerede og eksistentielle spørgsmål i livet. Filmen er tro mod sin stil, og følge en rød tråd gennem hele filmen. Specielt Jeff Daniels præstation kan fremhæves. Han får filmens utroværdige (skæve) univers til at virke troværdigt.

CENTURION (2010), Niel Marshall

En udbrydergruppe af romerske soldater må kæmpe for deres liv bag fjendens linjer efter deres legion er decimeret i et ødelægende guerilla angreb.

Dette er en underholdende blodig actionfilm, bygget på historisk fiktion. Hvor fiktionsdelen er det, der trækker ned. Umiddelbart virker filmen ellers historisk tro (scenografi, miljø, og kostumer), hvilket på den ene side er filmens styrke, men så alligevel ikke. Især den umenneskeligt stærke piktkvinde, Etain, og de mange "modernismer" i sproget og kulturen slider på filmens helhedsindtryk.

KICK-ASS (2010), Matthew Vaughn

Den nørdede Dave elsker superhelte så meget, at han vælger at gøre dem kunsten efter.

Overvurderet action-komedie, med tyk streg under komedie (den skal på ingen måde tages seriøst), hypen taget i betragtning. Men bevares, det er stadig en anderledes action-komedie med underholdende (hvilket netop er filmens formål) actionscener akkompagneret af cool musik. Det imidlertid også en film, der er i uoverensstemmelse med sig selv. Balancen mellem det realistiske og urealistiske element - super-tosserne og super-heltene. I den forbindelse forekommer fx Hit Girl karakteren mig for utroværdig sammenlignet med resten af universet.

INCEPTION (2010), Cristopher Nolan

Ved hjælp af tophemmelig teknologi kan man trænge ind i andres drømme og udtrække ideer fra deres natlige hjernespind. Don Cobb bliver imidlertid hyret til præcis det modsatte - plante en idé.

Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Plottet finder sted på mange niveauer, og jo mere af plottet, der forbliver ufortalt, jo bedre. Skåret ind til benet så er det jo noget værre vrøvl. Det vigtigste for filmens vellykkethed er derfor hvorvidt konceptet bliver præsenteret troværdigt. Hvilket er det eneste sted filmen måske halter. Filmen er en modig plotkonstruktion og en helt igennem mesterlig kontrol over mediets klassiske egenskaber. Der er lagret uendelige lag af detaljer i billeder, figurer, kulisser og replikker. Man føler sig fanget præcis som i en drøm man ikke kan vågne op af. Den skal ses - helst mere end én gang.

THE JONESES (2010), Derrick Borte

De er smukke, lykkelige, charmerende og har tilsyneladende uhindret adgang til materielle luksusgoder. Familien virker med andre ord lidt for perfekte, og det har sine årsager.

Vi er efterhånden lovligt undskyldt, hvis vi forveksler verden med en reklameblok og betragter tilværelsen som et eksistentielt stormagasin. Alligevel er det første gang man ser en film, som på satirisk vis (måske dobbeltmoralsk, Hollywoods holdning taget i betragtning) tager emnet op. Plottet bygger på original ide, og så alligevel ikke. Filmen er ligetil og opfylder alle genrekonventioner, hvad angår morale og happy end. Måske er Hollywood bare blevet politisk korrekt. Men det altså stadig Hollywood - på godt og ondt.

REMEMBER ME (2010), Allen Coulter

Tyler er i sorg efter hans storebror begik selvmord på sin 22-års fødselsdag, og hans rige advokatfar forstår ham ikke. Ally så sin mor blive myrdet, da hun var lille, og hendes overbeskyttende politifar forstår hende ikke.

Et ungdomsdrama hvor Robert Pattinson forsøger at løsrive sig sin altoverskyggende rolle, som indebrændt vampyr. Det lykkedes imidlertid ikke, primært fordi rollen er stort set den samme (bortset fra det der med at være vampyr). Slutningen er filmens højdepunkt, hvilket af samme årsag er lidt problematisk.

NOWHERE BOY (2010), Sam Taylor Wood

I efterkrigstidens Liverpool er den unge John Lennon i fuld gang med at afsøge og finde sin voksenidentitet.

Bare lige for at slå det fast, så er filmen ikke en glorificering af John Lennon. Mestendels fordi det handler om tiden før han blev den verdenskendte John Lennon. En coming of age story. Han er en følsom og charmerende dreng, men han er ingen helgen. Han gør og siger som andre drenge, og derved bliver han også troværdig. Man får næsten lyst til en sequel, så længe det er i samme stil, om hans voksen liv.