JOHNNY MAD DOG (2008), Jean-Stéphane Sauvaire:

De er psykotiske og traumatiserede børnesoldater, der tager stoffer, drikker, voldtager, myrder og stjæler alt hvad de kommer i nærheden af. De hjernevasker børn helt ned til 12 år og får dem til at udøve frygtelige overgreb på civilbefolkningen.
Én af soldaterne i The Death Dealers er en 15-årig, der går under navnet Johnny Mad Dog. Laokole er 13 år og på flugt sammen med sin forkrøblede far og sin lillebror.

Forfærdelig film, forstået på den måde, at den sætte fokus på et af Afrikas mange tabuer, børnesoldater. Filmen får på en gruopvækkende måde én til at tænke over, hvor håbløs tilværelsen er mange steder i Afrika. Fordi dette er netop ikke bare fiktion og hårdt pumpende action underholdning. Eller jo, filmen er fiktion, men baseret på virkeligheden og hvad det vil sige at være børnesoldat.
Når det er sagt fungerer filmen i mine øjne ikke optimalt. Udover filmens tema og hvad den ellers sætter igang af tanker hos én. Filmen er umådeligt tragisk og der på ingen måde nogen lyspunkter at finde. Men skal en film være underholdende? Nej, ikke nødvendigvis, hvis du spørger mig. Filmen kan godt gå udenom de ellers velkendte konventionsbestemte genretræk, hvis det fx drejer sig om, at få et større "kunstnerisk" buskab ud af den ene eller anden slags.
Men hvor dobbeltmoralsk det så end lyder, mener jeg ikke filmene er mere en middel god. Mere hardcore klipning, orginalt sprog (ikke det der afrikaner engelsk de alligevel ikke snakker i virkeligheden, og forøvrigt er tekster nødvendige uanset), og måske lidt tættere filmens retning/handling/budskab (fra A til B), eller på de følelseskolde maskiner. Det er nemlig alt for svært at identificere sig med noget eller nogen i filmen.

THE SOLOIST (2009), Joe Wright:

Klummeskribenten Steve Lopez (Rober Downey Jr.) fra Los Angeles Times er i akut nød for historier.
Han opdager Nathaniel Ayers (Jamie Foxx), som er hjemløs og skizofren i Los Angeles. Nathaniel er samtidig en yderst talentfuld musiker, der drømmer om at optræde med sin cello i den fornemme Walt Disney Concert Hall. Steve lever selv et omtumlet liv, med et forlist ægteskab bag sig. Og Han bliver hurtigt fascineret af Nathaniels evner og måske er der her én han rent faktisk kan hjælpe.

Faktisk kan jeg ikke rigtigt sætte min finger på noget. Fordi alt i alt er det en vellykket film. Jamie Foxx spiller endnu en gang sin karakter ganske overbevisende, og man må sige han virkelig er sprunget ud, som en ægte klasse skuespiller, med hans seneste mange præstationer. Sådan set i forhold til hans The Jamie Foxx Show dage. Yderligere er Robert Downey Jr. og hans magiske fortæller stemme, som vi også kender den fra Kiss Kiss Bang Bang, en rigtigt god kombination sammen.
Joe Wright (Pride And Prejudice, Atonnement) må alt i alt siges at være en mand på rette spor og man kan da kun glæde sig til hans næste film. Når det så er sagt, må jeg nok også hellere begrunde, hvorfor jeg ikke kan give den mere, når jeg nu roser den så meget.
Men denne her film, som om nogen, må siges at være en vaske ægte hollywood-basker af en film, er altså bare ikke lige min type. Bevares der er dog ikke tale om en komplet happy end her, men det er da noget nær ved. Der er tale om en autentisk historie, med personer der findes i virkelighedens Los Angeles. Vi følger nærmest kun de to og på et meget nært hold. Tingene bliver penslet ud, og som seer guidet igennem, hvad jeg skal føle og hvornår. Til tider iorden, men i det her tilfælde lidt for meget i længden.

SHIFTY (2008), Eran Creevy:

Shifty, en ung pusher fra Londen, finder sit liv ude af kontrol efter hans bedste ven Chris netop er vendt tilbage. Og en spiral af udheldige hændelser opstår lige efter hinanden .

Debutant film af Eran Creevy, som både har skrevet og instrueret. Og jeg må indrømme, at jeg egentlig kun faldt over filmen pga citatet på dvd covered "Cracking... makes Rock'n'Rolla look like a fairytale". Og det måtte den jo så bevise.
Påstanden i citatet viste sig da også ikke at være andet end jeg frygtede, nemlig et velkendt salgstrick. Typisk skal man netop ignorerer diverse stjerner og citater, hvis de findes på forsiden af et dvd cover. Det siger bare noget om, hvor mange midler man skal bruge på at "sælge" filmen, som åbenbart ikke kan sælges af "naturlige" veje.
Filmen var ikke direkte ringe, hverken håndværksmæssigt eller hvad plottet angår. Men den var kun momentvis underholdende i sin helhed og ikke specielt nyskabende på nogen måde. Måske lige udover der for en sjælden gangs skyld er tale om en muslimsk/arabisk person i hovedrollen. Grunden til fairytale-stemplet på Rock'n'Rolla er at Shifty i modsætning skal forestille at være the real deal på et mere autentisk og realistisk niveau. Det lykkes dog bare i ikke helt efter hensigten (måske pga det begrænsede budget kan man håbe).

THE INFORMERS (2009), Gregor Jordan:

Vi befinder os i Los Angeles i de tidlige 80'ere, centreret omkring en række karakterer, som repræsenterer både toppen og bunden af samfundet.
Deres historier fortælles i et spin af hinanden og en gruppe af løsslupne unge mænd og kvinder, som sover hele dagen og fester hele natten, tager stoffer - og hinanden - uden at indse virkelighedens konsekvenser.

Til trods for meget dårlig omtale (hvilken jeg heldigvis ikke kendte til på forhånd), så kunne jeg rent faktisk godt lide filmen. Der er ikke tale om mesterligt skuespil fra alle de involverede personer, men de gode trækker de mindre gode gevaldigt op. Kim Basinger, Billy Bob Thornton, Mickey Rourke (han kan bare den slags roller), og ikke mindst Lou Taylor Pucci, som jeg nok må indrømme jeg har en lille svaghed for, kan fremhæves.
Filmen formår virkelig på en vellykket måde, at fortælle en historie, og at komme ud med et budskab, der drager paralleller til det nihilistiske liv vi lever den dag idag.
Plottet udfolder sig løbende og får én involveret i de forskellige karakteres indre konflikter. For nogen virker filmen nok, mest en del, som stødende eller provokerende, hvad angår den meningsløse sex, og druk og stof indtag. Omvendt giver det i mine øjne et anderledes og tiltrængt billede af det ellers glamourøse Hollywood image vi kender så godt. Desuden er det en sjældenhed på den måde at se en film om 80'erne, altså uden det rent faktisk er en 80'er film.

JULIA (2008), Eric Zonca:

Julia (Tilda Swinton) er en alkoholiker. Hun mister sit job, som ejendomsmæler, og til et AA møde træffer hun sin nabo, Elena, der er en forstyrret Mexikansk kvinder.
Elena taler om en masse penge hun har, og om hendes søn, som er blevet fjernet fra hende. Elena ønsker Julias hjælp, til at kidnappe drengen for hende, og med løftet om masser af penge tager en desperat Julia jobbet på sine skuldre, selvom hun er oppe imod alle odds.

Hmm, filmen er lidt en blandet fornøjelse, og jeg er villig til at forstå, hvis andre får mere ud af filmen end jeg gør. Ikke desto mindre mener jeg ikke filmen er helt vellykket, og det på trods af en ellers (altid) velspillende Tilda Swinton (som også forstår at vælge sine roller) i hovedrollen.
Filmen er ikke-vellykket forstået på den måde, at jeg ikke rigtigt forstår, hvor den vil hen, hovedpersonens handlinger, og ikke mindst måden filmen slutter på.
Men måske er det en kvinde ting, sådan noget med moderfølelser og alt det dér vi mænd ikke kan sætte os ind i. Plottet udfolder sig med tiden og der er ikke brugt speciel effects eller andre former for speciel kamerateknik eller lignende.

PUSH (2009), Paul McGuigan:

Nogle mennesker kan flytte ting med tankerne. Andre kan se fremtiden. Enkelte kan trænge ind i din hjerne.
Ti år tidligere ser Nick Gant sin far blive myrdet af et U.S government agency ledet af Henry Carver (Djimon Hounsou). Farens sidste ord til Nick, er om en pige (Dakota Fanning), der en dag vil give ham en blomst, og at han må hjælpe hende.
Da pigen, Cassie, opsøger Nick, må de bruger hver deres talent og stå sammen i et forsøg på at slippe bort the agency for evigt.

Paul McGuigan er instruerede også Lucky Number Slevin, hvilket var en vellykket film. Den var både underholdende og original.
Det samme kan man godt tillade sig, at sige om Push. Og alligevel ikke. Filmen balancere nemlig på kanten med at skulle være underholdende og samtidig original. Det originale kan man dog ikke tage fra filmen. Filmen er hverken en superhelte film eller en action film.
Underholdende er filmen bestemt også, og den giver en mulighed for selv at skulle tænke. På trods af de mange twists bliver plottet ikke serveret på et guldfad, som man ser de i så mange andre thrillere.
Omvendt føles grunden til dette at plottet måske netop ikke er helt gennemtænkt til at kunne klare denne udspecificering. Men filmen er seværdig. Man skal dog bare være villig til at se bort fra visse elementer. Fx om man bare uden videre kan sprøjte sojasovs i armen.

THE EDGE OF LOVE (2008), John Maybury:

De to frisindede kvinder, Vera Phillips (Kiera Knightley) og Caitlin MacNamara (Sienna Miller), er forbundet til hinanden igennem den karismatiske poet Dylan Thomas, som elsker dem begge. Og på trods af deres rivaliserende status får de to kvinder et ekstraordinært forhold til hinanden.
Vera fornægter sin forelskelse i Dylan, ved at gifte sig med sin beundrer William Killick. William bliver imidlertid kort efter sendt i krig. Vera flytter, med de nu gifte, Caitlin og Dylan fra London og til det mere fredelige Wales. Da William omsider vender hjem er det på ingen måde den samme situation, som da han rejste.

Gaaaab. Måske er min bedømmelse lidt hård mod filmen. Men ikke desto mindre må jeg følge, hvad den efterlader af indtryk hos mig. Svaret er intet.
Filmen gjorde virkelig intet for mig. Måske er det bare mig, men jeg følte mig slet ikke connected med hverken personerne eller handlingen.
Handlingen var kun om personernes indbyrdes følelsesliv og intet andet. Det hele forekom mig sært og fremmed. Omvendt vil jeg ikke afvise, at hvis man har tiden, virkelig overgir sig til filmen, og yderligere kan forbinde eller sætte sig ind i personenerne og de forskellige scenarier, at så ser man en helt anden film.

KNOWING (2009), Alex Proyas:

I efteråret 1959 tegner en gruppe elever billeder af, hvordan de tror verden vil se ud om 50år, til en tidskapsel. Den forstyrrede elev Lucinda, der hører stemmer, tegner udelukkende tal.
Ved åbningen af tidskapslen i 2009, bliver brevet "tilfældigt" overrakt, til John Koestlers (Nicolas Cage) søn, Caleb.
Snart opdager John at talene ikke bare er tilfældige tal, og nu hører Caleb også stemmer.

Jaja, jeg tror at man ved denne film på forhånd skal have besluttet om man vil den eller ej. Fordi den kan meget hurtigt opfattes på to forskellig måder.
Enten accepterer man filmen uden at stille spørgsmålstegn, og så vil man føle sig underholdt på et højt spændingsniveau fra start til slut. Omvendt, acceptere man ikke filmen og stiller spørgsmålstegn, så vil man føle det som en lang utroværdig fremstilling og handlinger, der på ingen måde kan forklares på et rationelt plan.
Fx hvordan ved John at numrene har den sammenhæng, altså sprænger koordinaterne over i første omgang. Plus det er svært at finde datoer når 0 ikke indgår, fordi hvordan ved man så om tallet inden skal medtaget eller ej. Og i mine øjne må Jonh vel være verdens heldigste mand, eftersom han overlever hhv en fly- og subway-ulykke, som førstehåndsviden, der har dødelig udgang for hundredvis af andre.
Alex Proyas, som også er manden bag I, Robot, er instruktøren, og der ingen tvivl om hans evner. Han har indenfor genren skabt et vellykket sci-fi-action-drama af en film.
Ikke mindst er jeg glad for slutningen ikke er en klassisk amerikansk følelsestårevrider a.k.a. happy end.
Faktisk troede jeg filmen var bygget op på en eller anden mere eller mindre kendt sci-fi spændingsroman på grund af filmens til tider lidt mærkelige veje. Måske er jeg lidt for god ved filmen, men filmen holder og jeg følte mig underholdt.

X-MEN ORIGINS: WOLVERINE (2009), Gavin Hood:

Dette er historien bag James Logan a.k.a. Wolverine (Hugh Jackman).
De to mutant brødre, Victor Creed (Liev Schreiber) og Logan, lærer fra starten af, hvad det betyder at at stå sammen. Omverden er heller ikke sen til at udnytte deres evner, hvilket med tiden ender med at splitte de to.
Efter årtiers tro tjeneste for sit land, ligger Logan det brutale liv bag sig, og lever et stille liv i Canada.
Willliam Stryker, hans tidligere chef, forsøger imidlertid, med alle midler, at få ham tilbage i tjenesten. Stryker viser sig dog, at have holdt flere ting skjult end han først giver udtryk for.

Skuffet, skuffet, skuffet. Det lyder nok lidt som en kliche og man kunne næsten have forventet det. Og vil da også skynde mig at sige de slunke anmeldelser for en gang skyld blev taget seriøst for mit vedkommende i sin tid. Og gjorde at jeg ikke gad se den i biografen, selvom filmen burde have min fulde interesse.
Wolverines karakter bærer om nogen den første X-men (1'eren). Af samme grund kunne man derfor kun håbe på en film udelukkende om Wolverine, i takt med Batman Begins, hvor vi for hele historien bag.
Filmen eller historien holder imidlertid ikke. Okay, der er okay god action for pengene og den fortæller da også en eller anden slags baggrundshistorie om Wolverine. Det var dog bare på ingen måde som jeg havde forestillet mig den. Den sidste scene hvor de kæmper på kanten af en atomreaktor er rigtig fed, og jeg kan kun drømme om, hvordan den har været på det store lærred i biografen.
Resten af filmen, stort set, irriterer mig, og end ikke Hugh Jackman (som ellers virker som den fødte Wolverine) løfter den. Dårligt cast i mine øjne, hvilket Will i Am understreger. Typisk amerikansk salgstrick.
Filmen burde få mindre end middel, alene fordi den er så skuffende.

PUBLIC ENEMIES (2009), Michael Mann:

Dette er historien om den notoriske bankrøver, John Dillinger (Johnny Depp).
Under depressionen i 1930'ernes USA har den organiserede kriminalitet nået hidtil usete højder. Det skal der sættes en stopper for, og FBI sætter topagenten Melvis Purvis (Christian Bale) i spidsen for jagten på de notoriske bad guys med John Dillinger, Baby Face Nelson og Pretty Boy Floyd i spidsen.

Biografen havde solgt mig salens nok eneste ødelagte sæde, der var et fucked op indeklima (grundet dagens høje temperatur udenfor, gætter jeg), og der var en elendig lyd fra nogle skrattende højtalere, hvilket kom til øre, hver gang volummen ikke overdøvede det.
Men det skal selvfølgelig helst ikke påvirke min opfattelse af filmen.
Overordnet er det bund solid thriller, med kvalitets skuespillere, flotte billeder, underlægningsmusik og lydeffekter. Hvilket i høj grad giver stemning og miljøet karakter. Og de store veteranbiler og maskingeværsalver kan man som bekendt ikke få nok af som mand.
Imidlertid når det ikke op på det niveau, hvor man føler sig underholdt på det samme høje niveau fra filmens start til slut.
Faktisk er den til tider umådeligt langsomt kørende og ligegyldig.
Omvendt reder flere af de vellykkede scenere det tabte. Der undrer mig dog at Michael Mann ikke har boret mere i Melvis Purvis selvmord, eller fremstillet ham mere tydeligt, som et splittet eller plaget individ i sit job.

DUPLICITY (2009), Tony Gilroy:

De tidligere agenter Claire Stenwick (Julia Roberts) og Ray Koval (Clive Owen) er begge særdeles drevne til at spille dobbeltspillet.
De har i takt med enden på den kolde krig fundet nye græsgange, som konkurrerende industrispioner for hver deres multinationale selskab, der måske eller måske ikke snyder den anden.

Ahr, skal en film belønnes for at vende hele handlingen på hovedet igen og igen. Eller er det noget vi har set før i en anden version og indpakning, og derfor ikke kan belønne som værende innovativt og underholdende.
Jeg er spilittet må jeg indrømme. Dette er Tony Gilroys første film efter Michael Clayton, hvilket var en film jeg rent faktisk godt kunne lide. Filmen bærer da i høj grad også præg af Tony Gilroys stil, men måske er der bare lidt for meget af det gode. Michael Clayton formåede at være spændende plus at vende plottet på hovedet. Måske er det netop hvad Duplicity mangler. Nemlig handling, fordi ud over overraskelsesmomenterne er filmen flad og kedelig.
Dette er samtidig grunden til den ikke kan få mere end 3 hjerter.

CITY OF MEN (2007), Paulo Morelli:

De to venner Acerola og Laranjinha kommer fra en af Rio's mange favela'er. Laranjinha fylder snart 18 år, og fortæller Acerola, hvor meget han savner sin ukendte far. Acerola, der selv lige er blevet far, husker heller ikke sin egen far, så han kan tydeligt sætte sig ind i følelsen.
I forsøget på at opsporer Laranjinhas far, opdager de to venner imidlertid ting om deres manglende fædre, der vil ændrer deres venskab for evigt.

City Of Men (som udspringer af en Tv-serie af samme navn) minder i høj grad om City Of God på mere end bare titlen. Alligevel kan de på ingen måde sammenlignes. City Of Men er fx langt mere traditionel, ligesom volden heller ikke på samme måde er i fokus.
Men det ændrer ikke ved at det er dejligt med en international film, hvor der ikke bliver talt engelsk.
Skuespilkvaliteten er dog altid svær at bedømme, når der bliver talt et fremmedsprog. Fremmedsproget og det at man befinder sig on location (i favela'en), giver samtidig filmen en eller anden form for autencitet og nærmest dokumentarisk effekt.
Slutningen og den mere konventionelle stil gør imidlertid, i mine øjne, filmen middelmådig og ikke er mere end underholdende i selve momentet.

BRONSON (2009), Nicolas Winding Refn:

Charles Bronson, er en af Englands mest berygtede fanger. Som ung mand bliver han idømt 7års fængsel før at have røvet et posthus. Han ender imidlertid op med at tilbringe mere end 30års isolations fængsling.
I løbet af den tid finder han sin personlighed udfordret af hans eget ego, Charles Bronson.

Yes sir, Nicolas Winding Refn forstår sig på det her med at lave film af den slags film.
I dette tilfælde super voldeligt og psykotisk med velvalgt underlægningsmusik. Ikke mange film tåler at lade en person bærer hele filmen uden at det bliver for meget.
Ikke desto mindre finder mig sig på en sær måde fortryllet, og på en måde fascineret, af denne på ingen måde almindelige, og efter sigende, autentiske person, Charles Bronson.
Måske kunne man alligevel godt ønske sig en lille smule mere indsigt i manden, hvilket ville kunne have løftet filmen fra at være lidt tynd til fuldt hus i mine øjne. Men bestemt seværdig.