ANTICHRIST (2009), Lars von Trier:

En psykiater og hans kone, ham og hende (Willem Dafoe & Charlotte Gainsbourgh), mister på tragisk vis deres søn.
I et forsøg på at bearbejde sorgen, tager de ud i deres afsides liggende hytte i skoven. Hytten er navngivet "Eden", og her skrev hun engang en afhandling, om forfølgelsen af hekse i middelalderen.
Mens de prøver at forstå, hvordan tragedien kunne ramme dem, så viser den omkringliggende natur sig er fra sin mest barske og onskabsfulde side.

Hvor end jeg gerne ville, så kan jeg altså ikke. Mine eneste ord må blive; "dette er filmkunst"...

PARIS, JE T'AIME (2006), "flere":

En lang række af historier, der tilsammen danner rammen, om en kærlighedserklæring til byernes by Paris.

Filmen er svær at bedømme, eftersom den i teorien indholder en række (kort) film.
Så jeg vil bare nøjes med at konkludere, at nogle af historierne er af høj klasse. Det vil sige både spændende, velspillede og med gode replikker. Andre historier er desværre det modsatte, og dette gør det samlede indtryk af filmen til en blandet fornøjelse.
Men kan man abstrahere fra de mere kedelige momenter (fx momentvise sove, hvilket filmen uden tvivl også vil give dig lyst til, for derefter at vågne op), og i stedet fokusere på de mere vellykkede momenter, kan der blive en udmærket oplevelse ud af det.

THE INTERNATIONAL (2009), Tom Tykwer:

Interpol-agent Louis Salinger (Clive Owen) og offentlig anklager Eleanor Whitman (Naomi Watts) sætter sig for at afsløre ufine metoder og kriminel adfærd hos en stor international bank.
Det har de så meget held med, at pengemændene begynder at blive temmelig irriterede. Og så begynder livet for alvor at blive farligt for Salinger og Whitman.

Filmen er okay underholdende med flere højdepunkter, bl.a. actionscenen inde i Guggenheims imponerende kulisse. Desuden indeholder filmen generelt mange flotte og velvalgte miljøer.
Skuespillet er okay, selvom jeg vil mene Naomi Watts måske er lidt for "feminin" til sin rolle. Men smag og behag. Clive Owen er til gengæld, som altid, i den slags roller, overbevisende.
Plottet er i orden, men tempoet er ikke i orden. Faktisk går filmen til tider for langsomt, til at være en top underholdende thriller. Og dette gør, at filmen i sin helhed ikke er vellykket. Uanset, så er det stadig en seværdig film.

THE BURNING PLAIN (2009), Guilmermo Arriaga:

Den 16-årige Mariana bor i en mexicansk grænseby bor sammen med sine forældre, der glider længere og længere væk fra hinanden.
I Portland bor Sylvia (Charlize Theron). Hun arbejder på en fin restaurant, men en dag opsøges hun af en mand, der ripper op i hendes fortid og ændrer alt.
Syd for Portland har to mennesker en hemmelig affære, der får alvorlige konsekvenser. Og et helt andet sted bor en pige, som vil gøre alt for at hendes forældre finder sammen igen.

Forvirret? Jamen det er der også god grund til at være. Filmen er en række af forskellige historier, der ikke umiddelbart giver mening. Men i takt med filmens udvikling (hjælp) får disse historier mening og bliver med tiden sammenkoblet til en sammenhængende historie.
Dette må netop betragtes som værende filmens styrke. Plottet er følelsesladet og intenst. Desværre går filmen alt for langsomt, og man mister interesse i at følge med på samme intense niveau, som filmen kræver.
Instruktøren er ingen ringere end manuskriptforfatteren til film som Babel, 21grams, Amores Perros, hvilket filmen i sin stil i høj grad bærer præg af.
Men måske skulle Guilermo Arriaga alligevel holde sig til at være manuskriptforfatter og ikke instruktør. Med en kvalitets instruktør kunne filmen have været på højde med de ovennævnte.

MONGOL (2007), Sergei Bodrov:

Dette er historien, om det tidlige liv af den legendariske Genghis Khan, der befandt sig som slave længe før han begav sig ud for at erobre det halve af verden i 1206.
Den 9årige Temüjin er på togt med sin far for at vælge en pige til fremtidig hustru. Han vælger pigen Börte, og lover at komme igen om 4år. Temüjin's far bliver imidlertid forgiftet på turen hjem og dør. Dette sender Temüjin ud i sult, ydmygelser og slaveri. Sener overkommer han med hjælp fra Börte barndommens hårdhed og bliver en af de største erobrere i menneskets historie.

Det lyder jo alt sammen meget lovende, men filmen lever på ingen måde op til omtalen. Udover det smukke scenarie, så er filmen noget af en rodet forestilling på ikke mindre end 2 timer og 35 forfærdeligt kedelige minutter.
På intet tidspunkt giver den mening, og er af samme årsag meget lidt underholdende. Spild af tid.

REVOLUTIONARY ROAD (2008), Sam Mendes:

Parret April (Kate Winslet) og Frank (Leonardo DiCaprio) er på hver deres måde kørt fast i deres liv i 1950'ernes USA. Det beslutter de sig for at gøre noget ved, og April og Frank planlægger en tur til Frankrig. Men også denne drøm har en pris.

Utroligt godt skuespil af både Kate Winslet og DiCaprio, slet ingen tvivl om det. To desperate skæbner balancerende på den fine grænse mellem lykke og selvbedrag. Omvendt er der stort set heller ikke andre medvirkerende. Eller jo, det er der selvfølgelig. Men filmens plot er udelukkende centreret omkring de to hovedpersoner (deres skuespil). Hvilket i mine øjne gør filmen alt for langsommelig og ensformig. Yderligere tror jeg ikke helt jeg forstår slutningen.
Sam Mendes har for længst skrevet sig ind i historiebøgerne, med den fantastiske American Beauty, og gangsterdramaet Vejen til Perdition, og senest krigsfilmen Jarhead. Denne film lever imidlertid ikke op til forventningerne. Måske er det fordi, at filmen, som er baseret på Richard Yates meget bog af samme navn, netop holder sig lidt for tro i forhold til bogens plot. Det kræver altså bare et eller andet ekstraordinert, at gøre Post-war tiden i 50'ernes USA interessant, hvis du spørger mig.

FROST/NIXON (2008), Ron Howard:

Som konsekvens af Watergate-skandalen måtte Nixon gå af som præsident. 3 år holdt han tavsheden indtil han for første gang gik med til et interview.
Et interview med den britiske showman, eller preformer, som han kalder sig selv, David Frost (Michael Sheen).
Til alles store overraskelse, bliver interviewet dog ikke en lang række af de sædvanelige høfligheder og banaliteter. I forløbet kommer hver mand til at afsløre hans egen usikkerhed, ego og stolthed, der ultimativt ender ud i en udfoldelse af sandheden.

Virkelig velfortalt, i og for sig, simpel historie. Jeg skal gerne indrømme, at hele Watergater-skandalen og Nixon er fra før min tid, ligesom jeg heller ikke på noget tidspunkt har beskæftiget mig med emnet. Dermed sagt kender jeg hverken til Nixon, David Frost eller Watergate-sagen. Hvilket selvfølgelig på et eller andet niveau har en betydning i forhold til min vurdering.
Uanset, ja så fungerer filmens faktisk alligevel. Og det var faktisk helt befriende, at se Michael Sheen som David Frost, og ikke som Lucian i Underworld: Rise Of The Lycans. Og ikke at forglemme Frank Langella, i rollen som Nixon, som efter sigende skulle spille ham ganske overbevisende.
Bestemt en seværdig film, der dog måske virker lidt for, uden det skal lyde alt for negativt, simpel og uinteressant emne-mæssigt til mig.

DEFIANCE (2008), Edward Zwick:

Efter nazisternes invasion af Polen og "Hviderusland" i 1939, flygter de jødiske Bielski brødre ind i skoven, hvor de indleder deres egen form for modstandskamp.
Snart får de følge af mange flere, og de to ældste brødre Tuvia (Daniel Craig) og Zus (Liev Schreiber) er uenige om, hvad de skal stille op med den voksende "skov-population". Tuvia er af den overbevisning, at de må byde alle velkommen, mens Zus i stedet mener de bør bekæmpe tyskerne aktivt.
Deres veje skildes, Zus går over til en gruppering af russiske partisaner, mens Tuvia går igang med at bygge en koloni op.

Edward Zwick kan det der med at fortælle helstøbte historier, fx The Siege, The Last Samurai, Blood Diamond, som alle nærmest på ene hånd er henholdsvis skrevet, produceret og instrueret af Edward Zwick.
Umiddelbart kendte jeg intet til filmen inden jeg så den, og det var måske også medvirkende til dens modtagelse hos mig. Fordi, måske er det ikke ligefrem Edward Zwicks bedste film, men den fungerer altså rigtig godt.
Man kan undrer sig over, hvordan filmindustrien igen og igen kan finde på historier, der vedrører 2. Verdenkrig, men selve historien er rent faktisk meget facinerende i sig selv. Og efter sigende sand, altså så sand som en Hollywood fiktions film nu ellers kan blive.
Dog skal man kunne se bort fra visse ting før film er en succes. Fx at Mr. Bond (Daniel Craig) render rundt med skægstubbe, slidt skinjakke, og dårlig accent i en skov helt uden Bonds normale elegance. Fx at tyskerne uden forbehold eller anger er brutale krigsmaskiner, som skriger "Jude", som et sidste ord inden han bliver skudt. Fx at Iben Hjele med sin perfekt dansk-engelske accent forsøger at virke polsk/hviderussisk.
Men bortset fra det, så er det klart en must-see for alle film elskere med hang til krigs film.

UNDERWORLD: RISE OF THE LYCANS (2009), Patrick Tatopoulos:

Vi befinder os i middelalderen, hvor kampen står mellem de aristokratiske vampyrer, med Viktor i spidsen (Bill Nighy), overfor den første klan af vareulve.
Da den første Lycan, Lucian (Michael Sheen), kommer til verden. Han er halvt menneske halvt vareulv. Viktor bruger Lucians inficerede blod, sult og bid, til at lave flere lycans, udødelige slaver i menneskeform.
Det står dog hurtigt klart for Lucian, at han ikke kan blive ved med at se sine artsfæller lide på den måde. Med hjælp fra Viktors datter, Sonja, som uden andres viden, med tiden, er blevet Lucians elskerinde, starter han et oprør.

Øv øv, der blev jeg skuffet. Måske nok allermest fordi jeg havde forventninger om noget mere og bedre. Men taget i betragtning af tendensen i Underworld: Evolution, så burde jeg måske nok have luret den. Nemlig at den er gået fra et spændende univers og historie i Underworld, til intetsigende stunts og actionscener med en forudsiglig historie her i Underworld: Rise of The Lycans.
Der er selvfølgelig kommet en ny instruktør på i forhold til de to andre film, hvilket gør at filmen alene af den grund ikke kommer til at ligner de andre to. Alligevel har man forsøgt sig med flere af de samme figurer (roller), fx Lucian, Viktor, Tannis, og Raze. Ligesom historien allerede var blevet introduceret for os som flashbacks i Underworld.
I mine øjne mangler filmen især at fremstille det Romeo & Julie-agtige kærlighedsforhold mellem Lucian og Ronja.
Som ren kick-ass action special-effects drenge røvs underholdning med tendens til at ligner Lord Of The Rings i flere af scenerne, holder filmen vel meget godt. Og det reder den da også et hjerte på i sig selv i min bedømmelse. Er men ikke til nogen af de ting, så bør man holder sig langt væk.

THE CURIOUS CASE OF BENJAMIN BUTTON (2008), David Fincher:

På dagen, hvor orkanen Katrina rammer New Orleans, ligger den aldrende Daisy Williams (Cate Blanchett) døende på et hospital, med sin datter ved hendes side.
Daisy beder sin datter, om at læse op af en dagbog af hendes livslange ven Benjamin Button (Brad Pitt), som en sidste gerning.
Dabogen redegør for et usædvanligt liv. En baby fødes. men det er ikke en helt normal baby. Han er født som en rynket gammel mand, der ældes baglæns. Moren dør i barselssengen, og hans far, Thomas Button (Jason Flemyng), væmmes ved synet af ham. Thomas efterlader ham på trappen til et plejehjem, hvor han bliver fundet, og starter sit på alle måder anderledes liv.

Hmm, min forhold til filmen var på forhånd, ja, lad mig bare kalde det temmelig ambivalent. På den ene side, så var den nomineret til ikke mindre end 10 oscars, hvoraf den vandt de 3. Yderligere er det en film af selveste David Fincher, yeah, Fight Club we like. Omvendet så handler hele filmen, og den er lang (2 timer og 46 min), om Brad Pitt som af alle ting ældes modsat(?). What the fuck, come agian?
Men ses skulle den vel uanset. Og lad mig med det samme sige det ligeud, mit forhold til filmen efter jeg har set den, er stadig ambivalent.
På den negative side, så er filmen efter min smag alt alt for laaaaaang. Okay, manden har haft en indholdsrigt liv, og filmen har da bestemt også sine underholdende tidpunkter, hvor handlingen kører fint derudaf. Men derfor behøver man altså ikke pensle det ud, som filmen har tendens til, især i den sidste 1/3 del.
Desuden, og måske aller vigtigst, så fatter jeg ikke hans "sygdom", livscyklus, eller hvad man nu end vil kalde hans diagnose. Født i en gammel krop, ja, så langt er jeg med, men skulle han så ikke være født fuldvoksen og ikke som en baby? Og hvorfor opfører han sig som en dreng/baby bare fordi hans krop bliver yngre, jeg mener, mentalt bliver han jo ældre og ældre? Og sådan undrer jeg mig flere gange, og nok lidt for ofte endda, fordi det går ud over filmen og dens troværdig, og min evne til at leve mig ind i dens historie.
Omvendt fortjener den virkelig de oscars den har vundet (Art Direction, Visual Effects, Makeup), da den er imponerende flot, hvad det angår. Men også Brad Pitt og især Cate Blanchett skal have ros. De bærer i høj grad filmen.
Dog bliver det ikke en must-see film på nogen måde, og havde jeg set den i biografen er jeg da også sikker på, jeg havde fortrudt og var gået ud med en skuffet fornemmelse i kroppen.