PAUL BLART: MALL COP (2009), Steve Carr:

Den milde og familienære Paul Blart (Kevin James) arbejder som sikkerhedsvagt i en New Jersey Mall.
Han har i årevis forsøgt at blive en rigtig betjent, men han lider af sukkermangel (fedme), og er derfor fejlet hver gang.
En dag bliver the mall overtaget af en gruppe organiserede kriminelle, og det er nu op til Blart at tage kampen op.

Steve Carr har instrueret, men det er Kevin James og Nick Bakay, der begge er kendt fra især The King Of Queens serien, som står bag (skrevet og produceret). Og det bærer filmen vel også præg af i et eller andet omfang.
I dette tilfælde skal det desværre, da jeg ellers er stor fan af The King Of Queens, forstås på en negativ måde. Det meste er set før, og hele filmen bygger på klassiske genre-bestemmelser og klicher. Og skal jeg være helt ærlig, så virkede den overhovedet ikke sjov på noget tidspunkt. Nærmere kedelig og forudsigelig.
Er man til tom underholdning uden den store hjerneaktivitet er dette et meget godt bud.

COLUMBUS DAY (2008), Charles Burmeister:

Efter sit livs kup, holder John Cologne (Val Kilmer) lav profil i en city park, alt imens han forsøger at få en aftale, dvs en masse penge, ud af den stjålne kuffert.
Her starter et usædvanligt venskab med en lille dreng, der hurtigt sætter tankerne igang hos John. Med udsigten til en aftale der gør ham rig, forsøger John via en telefonboksen i parken, løbbende med forhandlingerne omkring kufferten og sin egen sikkerhed i risiko, at ringe til hhv. sin ex-kone og datter, som han håber at kunne blive genforenet med igen.

Gaaaab, og ja, jeg gaber nærmest stadigvæk. Jeg vil af samme grund ikke bruge alt for meget energi og ord på filmen.
Charles Burmeister, som både har skrevet og instrueret, er ny i faget, og det bærer filmen også tydeligt præg af. Filmen virker rodet og usammenhængende. Ligesom handlingen er decideret kedelig og forudsigelig. Den formår i hvert fald på intet tidspunkt at fange mig.
Absolut spild af tid, færdig, næste.

WHAT JUST HAPPENED (2008), Berry Levinson:

Vi følger én uge af Bens (Robert De Niro) liv. Han er en magtfuld Hollywood producer, der blandt andet kæmper med en konstant anspændt instruktør (Michael Wincutt), som skal redigere slutningen af hans film om, en skuespiller (Bruce Willis) og hans agent (John Turturro), fordi Bruce er mødt op til den nye film med et stort fuldskæg, og sin seneste ex-kone, som Ben stadig elsker, der måske har en elsker.
Men kan Ben holde tungen lige i munden og selv følge med?

Filmen er inspireret af Art Linsons (stor Hollywood producer) personlige biografi, og giver måske af samme grund et meget godt billede, altså på godt og ondt, af hvordan branchen rent faktisk fungere. Og jo, jeg er selvfølgelig klar over, at der er tale om film, endda en komedie, hvor ting langt fra er realistiske på den den måde. Tvætimod. Men forstået på den måde, hvad man som big time hollywood producere går op i (i og ude for arbejdet, eller er der overhovedet forskel?), og skal tage sig af.
Komedie-genren er ikke i top hos mig, og filmen er da heller ikke i specielt morsom faktisk. Tror måske man skal færdes i de kredse, før man helt forstår alle jokes'ne og klicherne. Men alligevel kan man ikke komme udenom, at den til en vis grad er velspillet og underholdende, uden man dog skal forvente sig det store.
Der er ikke altid logik i hvilke film der udkommer direkte på DVD, og hvilke der går i biografen. Men i dette tilfælde giver den direkte DVD-udgivelse mening. Den er på ingen måde en must-see film.

EDEN LAKE (2008), James Watkins:

Den børneglade lærer, Jenny, og hendes kæreste, Steve, tager afsted sammen på en romantisk weekend.
Steve, som har planer om at fri, har fundet et idylisk og naturskønt område, ved en fjerntliggende sø, der er omgivet af skov.
Freden bliver imidlertid brudt af en gruppe lokale unge, som opfører sig ubehageligt og respektløst. En konfrontation er uundgåelig, og tingene eskalerer hurtigt til at være langt mere alvorlig end de nogensinde i deres vildeste fantasi ville kunne have forestillet sig.

Jaja, så er vi her igen, hej dårlige nerver og anspændthed. Genren er bestemt ikke min favorit, netop fordi jeg ikke bryder mig om de følelser den slags film kan fremkalde hos et ellers rationelt tænkende menneske som mig.
Uanset, så ser jeg rent faktisk langt de fleste af filmene alligevel, måske fordi de rent underbevidst har en eller anden tiltrækningskræft på mig. Derfor kan jeg hurtigt konkludere at filmen er, indenfor genren, en af de bedre, og den fungerer helt bestemt.
Den lever til fulde op til genre-bestemmelserne og langt de fleste af kendetegnende er at finde i filmen. Andre (inklusiv mig selv iforhold til andre genre) vil nok nærmere kalde det for klichéerne, men i mine øjne drejer det sig om at få dem indført på en måde, hvor det fungere og ikke virker kunstigt eller påtaget. Jo mere realistisk (ikke at det der sker er realistisk i sig selv, men bare sådan worst-case-scenario-agtigt) personernes handling er, jo højere er troværdigheden og autenciteten også, og des bedre fungerer historien.
Af gode grunde vil jeg af hensyn til handlingen ikke gå ind og pege direkte på de steder, hvor der er tale om horror-genrekendetegn, for ikke at afsløre historien.
Men fx er den obligatoriske chok-scene også til stede her, og den virkede i hvert fald på mig.
Er du til horror film er det her helt klart en must-see.

KILLSHOT (2008), John Madden:

Den følelseskolde Armand Degas a.k.a. The Blackbird (Mickey Rourke), med indiansk afstamning, fungerer som hitman for mafiaen. Han efterlader ingen vidner til sine hits, og de der har set hans ansigt må dø, uanset deres baggrund.
Armand skyder imidlertid den forkerte under hans seneste hit, og er nu på flugt fra sin egen arbejdsgiver. Her støder han på den psykopatiske og unge nybegynder, Richie Nix, som kan tilbyde ham $ 10.ooo, hvis han hjælper ham med et job.
Jobbet går dog ikke som forventet, og Carmen og Wayne Colson (Thomas Jane) for begge set deres ansigter.

Denne Elmore Leonard (Get Shorty, Jackie Brown) historie har efter sigende været undervejs som film i flere år, med diverse forskellige tiltænkte instruktører og skuespillere, uden at det er endt ud i reele optagelser af den grund. Men nu er den her, og det bæger måske lidt præg af dette. Nemlig at den ikke helt har fået det budget og cast den havde fortjent.
Men sådan historie-mæssigt er det en rigtigt god og underholdende film, som jeg ikke helt kan forstå ikke er gået i biograferne når man tænker på, hvor meget andet bras der går istedet. Men det hænger som regel ikke logisk sammen på den måde.
Især Joseph Gordon-Levitts rolle som psykopatisk white-trash massemorder er genial. Eller bare karakterne generelt er interessante. Thomas Jane som Wayne Colson har også en stor stjerne hos mig.
Desværre mangler den bare lige det der ekstra, et overraskende element, eller noget der kan give den en merbetydning. Der er for meget kliché, forudseenhed, genre-genkendelighed over den. Noget en Quentin Tarantino (Jackie Brown) nok bedre kan end John Madden. Uden det skal lyde somom John Madden ikke har gjort et hæderligt forsøg, fordi det har han bestemt.
Overset fed action-trhriller, men ikke absolut must-see.

BATTLE IN SEATTLE (2007), Stuart Townsend:

Det er november 1999, og fem historiske dage i forbindelse med WTO møderne i Seattle, hvor 10.ooo af demonstrerende går på gaderne i protest.
Vi følger "slagets" gang set fra flere forskellige personers synspunkt. Det drejer sig bl.a. om de fire demonstrerende Django (André Benjamin), Sam, Lou (Michelle Rodriguez) og Jay, der har hver deres baggrund, men er forenet med det fælles mål, om at blive hørt og gøre en forskel i verden. Journalisten Jean (Connie Nielsen). Paret Dale (Woody Harrelson), der politimand, og Ella (Charlize Theron). Seattles borgmester Jim Tobin (Ray Liotta). Og flere andre.

Dette er Stuart Townsends, som forøvrigt er forlovet med netop Charlize Theron, debut som intruktør. Yderligere er han også krediteret som producent og manuskriptforfatter, hvilket i sig selv som debutant må siges at være noget specielt (ikke at det ikke er set før, fordi det er dét, men mere fordi det er den kaliber som det er).
Først og fremmest kan jeg ikke helt forstå hvorfor den ikke er gået i biografen, fordi det er netop den her slags film, der efter min mening i høj grad mangler. Den her film kan rent faktisk lærer os noget, da den både er samfunds aktuel og tankemæssigt provokerende. Omvendt kan jeg måske også godt give svaret på, hvorfor den ikke gik i biograferne, fordi handlingen går desværre istå efter 1time og 20min (den vare 1time og 40min), og det er som bekendt ikke nok til en biograffilm, som jo helst skal være "underholdende" fra start til slut, og det er som oftest 2timer.
Hvilket faktisk er lidt ærgerligt, fordi filmen har ellers meget godt fat i den lange ende, både hvad angår virkemidler og historie.
Det fjerde hjerte har den dog udelukkende fået på grund af temaet, som virkelig er overset globalt, selvom det burde vedkomme os alle (verdenssamfundets borgere).

IN THE ELECTRIC MIST (2009), Bertrand Tavenier:

Dave Robicheaux (Tommy Lee Jones) er en Cajun Iberia Parish Deputy, som kæmper med sine indre dæmoner.
Dave er igang med at opklare mordet på en lokal luder, som han linker til New Orleans mafiabossen Julie Balboni a.k.a. Baby Feet (John Goodman).
Yderligere, da Dave stopper den berusede/psykotoiske film-stjerne, Elrod Sykes (Peter Sarsgaard), begynder han at mumle, omkring det her lig han har fundet i the Atchafalaya Swamp.
Liget er af en sort mand, som Dave så blive murdet 35 år tidligere.

Ja, handlingen er en meget kompliceret sag i sig selv, og derfor lidt svær at koge ned. Desuden vil jeg råde folk til at se den med danske tekster af samme grund, ikke mindst fordi den karakteristiske sydstat accent kan volde visse forståelsesproblemer (lesson learned).
Men når det er sagt, så bæger filmen tydeligt præg af at være baseret på en bog. Det er ikke altid en god ting, men heller ikke nødvendigvis dårlig. I det her tilfælde synes jeg imidlertid det af tale om lidt af begge dele, fordi nogen gange fungere det andre gange ikke.
Fx er miljøet virkelig godt overført, fordi man fornemmer tydeligt atmosfæren man forsøger at bygge op fra bogen (har ikke læst bogen, så kan i princippet ikke vide det). Desuden er Tommy Lee Jones nærmest selvskrevet til rollen og forøvrigt altid velspillende.
Alligevel føler jeg ikke helt vi kommer ind til Daves indre dæmoner, ligesom hele historien bliver fortalt lidt overfladisk, på trods af plotet er der til en god fortælling. Det bliver meget hurtigt til en kliché-fortælling, og noget man som publikum føler man har set før. Dette behøver dog ikke gøre det til en dårlig film af den grund.
Men fin film, dog næppe en keeper i dvd-samlingen (den er udkommet direkte på dvd).

NOTORIOUS (2009), George Tillman Jr.:

Dette er historien om Notorious, a.k.a. Christopher Wallace. Gennem hans rå talent og målrettethed, følger vi hvordan Christopher transformerer sig selv fra at være en Brooklyn street hustler, til at være en af de største rappere i vor tid: The Notorious, B.I.G, Biggie Smalls.
Hans kometkarriere har om nogen været med til at redefinere vores billede af at leve "The american dream".

Dette er faktisk en film man kan forvente sig en hel del af, hvis du spørger mig, selvom jeg på ingen måde er inde i rap-kulturen, dens lyd eller historie. Men fordi den omhandler et virkelig ømtåleligt, men samtdig relevant tema på mange områder. Hele det her East-cost vs. West-cost temaet, mordet på Tupac Shakur (vis liv i sig selv er en film værdig), ghetto-livet eller måske rettere manglen på samme, osv.
Ikke mindst er det historien om manden bag Notorious, og hvad det vil sige at leve the american dream på godt og ondt. En karriere mange den dag idag stadig efterstræber i de amerikanske ghettoer.
Netop disse ovennævnte emner formår filmen dog på ingen måde at berører, set i mine øjne. Desværre fristes man til at sige.
Den fortæller historien på en meget overfladisk måde, måske endda for overfladisk, fordi der jo heller ikke tale om en dokumentar her, hvor man neutralt og objektivt fortæller historien (ikke at filmen på nogen måde er objektiv eller neutral af den grund). Men det er fx tydeligt, at man (manuspriptforfatterne, intruktøren, filmselskabet) på ingen måde tør at røre ved East-cost vs. West-cost temaet. Selvom det nok i nogens øjne er at stort skridt at frikende Notorious i forhold til hele Tupac Shakur-overfaldet, men det er bare ikke nok. East-cost vs. West-cost-temaet er stadig et ømtåleligt og eksisterende problem, det udbrød fx kampe under præmieren, så vidt jeg husker.
Desuden irritere den til tider lidt glamourøs holdning til hans mildest talt tragiske liv mig. Det er en kliché fremstilling af rapperlivet. Men på det område ligner den vel bare alle andre film-musik-biografier der blevet lavet, ikke at det er en undskyldning.
Jamal Woolards lighed med Christopher Wallace er imidlertid imponerende, men filmen ikke værd at se.

YES MAN (2008), Peyton Reed:

Carl Allens (Jim Carrey) kedelige liv er gået i stå, eller rettere han lever det ikke, der er ingen fremtid.
Men under en frokost pause møder han Nick, som han ikke har set i mange år, og han forslår ham, at møde op til et personligt udviklingsprogram, med den simple idé: bliv en "yes man", sig ja til alt i dit liv.
Modvilligt acceptere Carl, at han i hele det kommende år vil sige ja til alle de ting han bliver forslået og tilbudt, og som han under tidligere omstændigheder ville sige nej til. Pludselig bliver hans liv langt mere spændende.

Romantisk komedie, yak, jeg er nærmest ved at stå af på forhånd overfor den slags film, men i det her tilfælde valgte jeg, helt i takt med filmens tema, at være en "Yes man" og se den alligevel. Hvilket jeg må indrømme, at jeg altså heller ikke fortrød.
Filmen er helt igennem en romantisk komedie, med de klichéer og forudbestemte genre-bestemmelser det nu ellers kræver, men alligevel er det blevet til en gennemført (humor er som bekendt individuel), til tider mere eller mindre, morsom film.
Ikke mindst på grund af godt skuespil af bl.a. Jim Carrey, fordi han kan altså bare det der. Selvom han bevidst i de seneste år har forsøgt at nedtone den side, ved at spille med i flere seriøse film, for netop at kunne få disse mere seriøse roller, som han altså også kan spille.
Desuden mener jeg faktisk også Zooey Deschanel (forfærdeligt navn, men lad nu det ligge) spiller godt, og i høj grad også er med til at bære filmen.
Altså, genren og hvad det medfører trækker ned, men den har bestemt også sine momenter, især scenen, hvor Carl ligger skjult på bagsæddet af "Yes man"-guruen, Terrence Bundleys (Terrence Stamp) bil, og Carl kun lige når at sige noget retningen af: "don't freak out", hvorefter Terrence i chok, selvfølgelig gør netop dette og køre galt. Okay, I know, det kan ikke forklares, det skal ses.
Så det vil jeg derfor foreslå, se den.

WATCHMEN (2009), Zack Snyder:

Året er 1985 og en atomkrig mellem USA og USSR truer. Næsten alle af superheltene er blevet tvunget til at lægge kostumerne, men da Edward Blake, a.k.a. The Comedian, dør under mystiske omstændigheder, beslutter superhelten Rorshach (Jackie Earle Haley) at undersøge sagen nærmere.

Sagen viser sig imidlertid at være for kompliceret for Rorshach, og snart er der atter brug for superheltene.

Tegneserien der på forhånd blev kaldt for "umulig at filmatisere". Og ja, så er spørgsmålet vel egentlig bare om det så er lykkedes. Kort sagt, ja, fordi filmatiseret er den da i hvert fald blevet nu. Om det så lykkedes på en måde så det er blevet til en helstøbt film er en anden sag. Men for hurtigt at give svar på tiltale, så bliver det også et ja.

Iforvejen må jeg erklærer mig som lidt af en Zack Snyder fan, taget i betragtning at manden kun har en meget kort karriere, men især 300 faldt i min smag.

Og lad mig med det samme gøre det klart, at ja, jeg er glad for at jeg så filmen alene, og ikke med et eller andet (højst sandsynligt) irriterende utålmodigt vedhæng, fordi filmen varer nemlig næsten 3timer. Hvilket, altså for nogen, bare er for lang tid, uanset kvaliteten af filmen. Desuden må jeg konstatere, at de filmandmeldere, der har følt sig stødt af, om Dr. Manhatten nu viser sin blå pik overdrevet meget eller ej, altså i mine øjne må beside småhomofobiske tendenser (fx JP's Josh H. Christensen), fordi det rører ikke mig, hverken hvad angår længden (på filmen altså), eller den nøgne mand.

Filmen besider så mange dybere lag, at man næppe fanger dem alle i første eller anden omgang for den sags skyld. Noget der netop gjorde en film som Blade Runner så fantastisk. Jeg vil af samme grund ikke gå i dybden med associationerne her. Desuden fungerer musikken og de æstetisk flotte billeder stemnings- og miljø-beskrivende godt, og er helt klart med til at give filmen en merbetydning.

Eneste minus er, at visse scener i filmen, i mine øjne, kan virke lidt, ikke direkte malplacerede, men nok nærmere underordnede måske. Ligesom at filmen i stedet for at kører i sin helt egen spændingskurve og stil, alligevel til tider ligger under for visse genre-bestemte-Hollywood-must-have-scener (fx sex-scenen i "rumskibet", eller I-forgive-and-understand-you-mom-scenen, i filmens slutning, mellem Silk Spectra II og hendes mor).

Alligevel påvirker dette dog ikke mit samlede indtryk filmen, fordi det er klart a-must-see. 

THE SPIRIT (2008), Frank Miller:

"Rookie" betjenten Denny Colt, bliver brutalt dræbt, men genopstår på forunderligvis. Han er dog langt fra den samme person som før. 

Fast besluttet i troen er han blevet den maskeredre hævner, Spirit, en helt byen længe har manglet, en helt vis mission det er at rense Central City for det kriminelle afskum det gør byen usikker.

Spirit kommer hurtigt på sporet af superskurken Octopus (Samuel L. Jackson), som har planer om at udslette hele byen og alle der kommer i vejen for dette.

Umiddelbart burde man have store forventninger på forhånd til denne film. Ikke alene fordi det er en Frank Miller film, men også fordi den er ud af en Sin City- og 300-serie (ikke at der en nogen sammenhæng ellers, eller at der for den sags skyld er tale om en decideret serie), hvor man optager skuespillerne op mod en grøn skærm, hvorefter man tilfører liv, ved hjælp af computeranimering.

Desværre er filmen i mine øjne noget af en rodet forestilling. Det fungerer simpelthen ikke i det lange løb. Hvor er historien, fristes man til at sige? Den manglende historie og mærkværdige vaklen mellem at ville være en (tegneserie)komedie og et seriøst actionunivers, gør filmen overkarikeret, og får den til at fremstå tegneserie-agtigt, altså på den negative uncool måde vel og mærke. 

Bevares, den er æstetisk flot, med en super kombination af farve- og vinkel-valg, og alt det der. Som gør at man som tilskuer tydeligt fornemmer, at man befinder sig i et tegneserieunivers på mange forskellige måder. Yderligere er der flotte damer, fx i form af altid sexede Eva Mendes og Scarlett Johansson. 

Men ja, alligevel sidder man altså tilbage men den her følelse af at være blevet skuffet. Den burde ikke rates særligt højt, men scenografien reder en helt del hos mig. Og kan kun sige, kom igen Frank Miller, men hent lige assistance udefra en anden gang.