NINJA ASSASSIN (2009), James McTeigue:

De snuppede Raizo fra hans forældre på fjernøstens gader. De trænede ham op til at blive verdens sejeste sortklædte lejemorder. Men da Ozunu-klanen henretter Raizos ven, bryder mesterninjaen alle bånd og flygter til Europa for at planlægge en blodig hævn.

Hmm, filmen stinker plot-, skuespil- og scenografi-mæssigt, så det sagt. Plottet er gennemskueligt og mangelfuldt med flere huller. Fx det at man stiller sin ninja-stjerne overdækkede VW på parkeringspladsen, foran det hotel man overnatter, når man er på flugt. Skuespillet er elendigt og hverken europæerne eller japanerne taler originalt sprog, hvilket ellers kunne have klædt filmen (det ringe skuespil). Desuden virker kulisserne kunstige, fantasifulde og computerspilanimerede, som en eller anden kulisse, på trods af man ellers forsøger bl.a. med en Berlin mur og Japansk inspireret gårmilø.
Alligevel har filmen dog nogle imponerende kampscener, som i sig selv kan være så underholdende, at man helt glemmer, hvad man egentligt sidder og kigger på (elendigt film og skuespil pakket ind i afstumpet vold og blod, blod, blod).

NEW YORK, I LOVE YOU (2009), Fatih Akin, (m.fl.):

En lang række af historier, der tilsammen danner rammen, om en kærlighedserklæring til The Big Apple, New York City.

Filmen er svær at bedømme, eftersom den i teorien indholder en række (kort) film.
Så jeg vil bare nøjes med at konkludere, at nogle af historierne er af høj klasse. Det vil sige både spændende, velspillede og med gode replikker. Andre historier er desværre det modsatte, og dette gør det samlede indtryk af filmen til en blandet pose bolcher.
Men kan man abstrahere fra de mere kedelige momenter (fx momentvise sove, hvilket filmen uden tvivl også vil give dig lyst til, for derefter at vågne op), og i stedet fokusere på de mere vellykkede momenter, kan der blive en udmærket oplevelse ud af det.

WHERE THE WILD THINGS ARE (2009), Spike Jonze:

Max, en temperamentsfuld og melankolsk 9-årig dreng, føler ikke, at hans mor og storesøster giver ham nok opmærksomhed. I et raserianfald løber han hjemmefra og flygter ind i sit eget fantasiunivers.

Wauv. Det normalt ikke et ord jeg bruger i mit ordforråd, men det er her altså virkelig en sød lille (kort om man vel) film. Men hvad kunne man ellers vente af Spike Jonze. Den mand er jo intet mindre end fantastisk.
Filmen er en super intelligent og velskrevet historie. Og forvirrende ikke mindst. Hvilket jeg overbevist om at den helt bevidst skal være. Fordi hvad handler den egentligt om? Er det her en komedie? Eller er det mere sarkasme? Er det en børnefilm eller for voksne? Og lignende. Svarende må være op til en selv, men jeg synes filmen lykkes i bedste velgående.

THE INFORMANT (2009), Steven Soderbergh:

Mark Whitacre (Matt Damon) er underdirektør og kronprins i den landbrugs-biokemiske industrivirksomhed ADM. Whitacre giver ikke sidde med hænderne i skødet og vente på at blive direktør, så han henvender til FBI for at afsløre ADM's karteldannelse, for så må han vel blive forfremmet. Men først skal der beviser på bordet, og FBI begynder snart at fortryde, at de har indgået i samarbejdet med Whitacre, for han ter sig som en James Bond på speed.

Den her film ter sig som alt andet end en James Bond på speed. Måske er det bare mig, men det her film er virkelig bare unbeliveable (for at følge ovenstående terminologi) kedelig. Zzz Zzz. Ikke mindre end to gange er det lykkes mig at falde i søvn til den.
Jeg kan ikke pege på noget bestemt andet end bare konstaterer, at der altså er et eller andet, der mangler i den her film på den ene eller anden måde, for at kunne fange og ikke mindst holde min opmærksomhed filmen igennem.

THE FIRM (2009), Nick Love:

London 1980'erne. Dom er teenager og føler sig draget af den karismatiske verden af fodbold casuals specielt med baggrund i The Firms top boy Bex.

The Football Factory (netop af Nick Love) og Green Street Hoolgians står stærkt i hukommelsen indenfor genren. Nu næsten 5år efter kommer Nick Love så med endnu en hooligan film, The Firm. Men hvorfor lige nu? Er den bølge ikke ovre? Og hvorfor så ikke gøre den andeles, når det endelig er?
Filmen overrasker på ingen måde og forekommer filmisk ude af tid og meget (Tv-spil) Britisk uden det nødvendigvis behøver være en kritik i sig selv. Desuden er jeg også overbevist om at det rent faktisk bare er Nick Love stil (taget i betragtning af hans seneste film Outlaw). Desuden udspiller filmen sig i 80'erne miljø. Men når det er sagt, så er filmen alt for forudsigelig og der er alt for lidt fokus på de centrale personer og ikke mindst en gennemgående manglende karakterudvikling. Hvilket er lidt ærgerligt eftersom filmens historie har langt større potentiale end The Football Factory havde.

PRECIOUS (2009), Lee Daniels:

Vi er i Harlem, 1987, hvor livet ligner et helvede for den 16-årige Precious. Hendes mor mishandler hende, og hendes far har gjort hende gravid for anden gang. Og selv om den overvægtige teenager får gode karakterer i skolen, kan hun hverken læse eller skrive.

Utrolig stærk historie som ikke mindst bliver båret af en ligeså stærk karakter. Filmen efterlader om man kan lide den eller ej et unikt indtryk. Hvor tit får man lige lov til at se en size xxl ordblind ung sort teenage mor som hovedperson i hel spillefilms længde. Og af samme årsag kan jeg på en måde også godt forstå filmens oscar nominering.
Jaja, filmen handler og er lavet til kvinder. Der optræder stort set ikke én mand i hele filmen og de der gør er enten onde eller nedladende. OgfFilmen er der heller ikke altid lige vellykket sådan rent filmteknisk set. Men det påvirker altså ikke det samlede indtryk hos mig.

THE STEPFATHER (2009), Nelson McCormick:

I sin søgen efter den perfekte familie tager David Harris drastiske midler i brug, når virkeligheden ikke lever op til glansbilledet.

Film forsøger at følge alle genrekonventioner til punkt og prikke. "Først var han der ikke - så var han der"-finten bliver nærmest (op)brugt i det uendelige. Filmen skal tydeligvis række ud efter det unge, spændingshungrende (i mine øjne amerikanske) publikum. En af salgsmetoderne er fx en række umotiverede scener med meget letpåklædte, smukke unge mennesker. Ligesom de middelmådige skuespilpræstationer og hele det polerede "amerikansk-serie-miljø"-look giver filmen en lidt slesk glathed, der forstærker indtrykket af en mellemvare drejet med venstre hånd. Og med adskillige plothuller og forudsigelige irritationsmomenter er dette endnu et remake, som aldrig skulle være lavet.

LAW ABIDING CITIZEN (2009), F. Gary Gray:

En retskaffen mands (Gerard Butler) kone og datter myrdes brutalt, men morderne pågribes hurtigt. Anklageren Nick (Jamie Foxx) får sagen og tvinges til at lade en af de skyldige slippe billigt for at få ham til at vidne.

Udmærket start på filmen og et forsøg på en lidt anderledes form for thriller. Især finder jeg hele temaet i forlængelse af The Punisher temaet omkring nådesløs "et-øje-for-et-øje"-hævn og opgør mod et inkompetent (rets, politi, og fængsels, mv.)system for værende dybt interessant.
Alligevel er filmen ikke vellykket. Og det er faktisk lidt synd, fordi den utroligt tæt på at lykkes med sin lidt specielle form for ekstremt buldrende selvtægtsstil.
Efter at have opbygget den her fantastisk snedige hævner skal der pludselig findes en løsning på, at han bliver stoppet, og det virker simpelt hen utroværdigt inden for filmens ramme. Plus at den virkelig kommer på moralsk "gyngende grund" til sidst. Det gælder forøvrigt i nogen grad for alle selvtægtsfilm. Men her virker forholdet mellem den rå mængde vold og den ønskede pointe alt for skævt. Det gør at filmen efterlader en lidt flad fornemmelse til slut.
Hvad angår filmens univers (miljø), så skal den forestille at foregår i "vores verden", nærmere bestemt Philadelphia i USA. Men filmens handling, miljø og karakterer virker altså bare mest af alt som et lidt "urealistisk" tegneserieunivers (manuskriptforfatteren har bl.a. skrevet Equilibrium og Ultraviolet) og havde med garanti virket bedre, hvis man var gået all in på den idé.