ROBIN HOOD (2010), Ridley Scott

Historien, hvor den begyndte, om en bueskytte, ved navnet Robin Longstride (Russell Crowe). Først tjener han under King Richard Coeur de Lion, derefter King John, for senere at ende som fredløs.

Filmen er ligeså genial, som den er "tæerkrummende". På visse tidspunkter en enestående film. På visse tidspunkter en Hollywood produktion, der forfalder til populistiske floskler. I første halvdel er filmen så fantastisk, at det næsten er for godt til at være sandt. Hvilket det også er. Filmen knækker, bogstaveligt talt, første gang cirka halvvejs, da Robin og hans mænd henter den konfiskerede såsæd tilbage. Og allermest til sidst, hvor Marion og the Feral Childs deltager på lige fod i mod den Normaniske invasion. Ridley Scott demonstrerer endnu en gang, med en række scener, at han kan det der med at få ethvert drengehjerte, uanset alder (og køn), til at banke hurtigere. Det spektakulære, dramatiske og medrivende mestrer han bedre end de fleste. Desuden spiller Russell Crowe og Cate Blanchett med karisma og troværdighed.

ALICE IN WONDERLAND (2010), Tim Burton

Som 19-årig træder Alice igennem troldspejlet og haver i Eventyrland, hvor hun møderhun traf alskens løjerlige personager, såsom Den Gale Hattemager, Filurkatten, Syvsoveren, Kålormen og Hr. Kanin.

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg intet kender til Alice i eventyrland. Alligevel er der et eller andet galt, om det er Tim Burtons instruktion, eller Linda Woolvertons overskrivning, kan jeg ikke svare på. Visse scener er sjove, omvendt virker miljøet stilistisk unuanceret og alt for sterilt. Er det bare mig, eller er flere af effekterne ikke vildt dårlige? Filmen efterlader et mangelfuldt helhedsindtryk.

THE WOLFMAN (2010), Joe Johnston

Efter mange års fravær vender adelsmanden Lawrence Talbot (Benicio Del Toro) hjem til familiens victorianske landsted, da hans bror forsvinder sporløst.

Der efter sigende lavet om i plottet flere steder i filmen, i forhold til den oprindelige 70år gamle version. Alligevel fanger filmen aldrig rigtigt én. Anthony Hopkins har valgt en ligegyldig arrogance til sin rolle, hvilket på en måde bliver samme holdning, som man selv sidder med, når man ser filmen. Genren taget i betragtning er underholdningsværdien simpelthen ikke høj nok. Ligesom den ikke er uhyggelig. Billederne er tilgengæld flotte, hvilket alt i alt understreger, at filmen aldrig bliver mere end overfladisk og ligegyldig.

CRAZY HEART (2009), Scott Cooper

Den falmede country musiker, Bad Blake (Jeff Bridges), er tvunget til at revurdere sit dysfunktionelle liv. Samtidig finder han sig selv fanget i en dødsdømt romance, der inspirerer ham ud over det sædvanlige.

The harder the life, the sweeter the song. En helt igennem okay film, hvor der ikke kan sættes en finger på noget. Meeeen alligevel, desværre nok, en lidt for "stille" film til mit temperament. Dermed ikke sagt at filmen er kedelig. Filmen er bare tro mod sin historie. Især skuespillet løfter filmen gevaldigt, i form af Maggie Gyllenhaal, Robert Duvall og Jeff Bridges, der spiller sin rolle sublimt, og er hans Oscar fuldt fortjent.

NEW MOON (2009), Chris Weitz

Efter at have overlevet et angreb fra vampyrer ser Bella frem til at skulle fejre sin 18-års fødselsdag med sin kæreste Edward og hans familie. Et lille uheld får imidlertid Edward og hans familie til at flytte fra byen for at beskytte Bella.

Filmen må sætte noget nær verdensrekord i langsom afvikling af banale og ligegyldige replikker. Umiddelbart kan jeg sagtens sætte mig ind filmens univers af emotional skrøbelig- og udødelighed iscenesat af lidende teenage-kærlighed. Og jeg fandt faktisk Twilligt okay. Men er bange for jeg tog fejl. Hovedpersoner der kludrer tåbeligt rundt i deres forhold, og et usammenhængende plot, får filmen til at virke amatøragtig. Om det er bogen eller instruktøren er mig ligegyldigt, resultatet er pinligt ringe.

THE ROAD (2009), John Hillcoat

En apokalyptisk katastrofe har forvandlet planeten Jorden til en rygende askehob. En far og hans søn begiver sig fra midten af USA ud mod kysten i håb om at finde en udvej.

Undergang og spinkelt håb. Kærlighed og opofrelse. Lidelser og rædsler. Stakåndet bevæger filmen sig fremad, ligesom sine hovedpersoner. Det er denne konstante fremdrift, som i slutbilledet bliver løftet ud af historiens fremtidsløse ramme, og som med en advarende pegefinger peger direkte ned på vores samtid, hvor mistro og undvigemanøvrer også med skræmmende hyppighed er begyndt at danne baggrund for beslutninger om samfundets sammensætning. Heldigvis har vi stadig vores egen fremtidsfyldte samtid at vende tilbage til.

BROTHERS (2009), Jim Sheridan

Grace mister sin mand, og døtrene deres far, da kaptajn Sam Cahill styrter ned med en militærhelikopter i Afghanistan. Ulykken får hans kriminelle lillebror, Tommy, til at træde i karakter, og hans omsorg vinder svigerindens hjerte.

Filmen er et melodrama af de helt store. Dette er langt mere end en klassisk krigsfilm, det er en fortælling om de følelser, krig kan vække både på slagmarken og på hjemmebanen. Der er små ændringer i forhold til originalen. Fx faren, der har været i Vietnam og selv lod det gå ud over sin familie, hvilket binder filmens budskab stærkere sammen. Filmen handler om at tilgive og mest om at tilgive sig selv. Når det er sagt fortæller den ikke historien bedre end den originale, mestendels fordi jeg finder det sværre, at identificere mig med den amerikanske mentalitet end den danske, som var spot on i originalen.

SHUTTER ISLAND (2010), Martin Scorsese

I 1954 tager U.S. Marshal Teddy Daniels (Leonardo DiCaprio) og hans partner Chuck Aule til den afsides ø ud for Massachusetts for at finde en undvegen patient fra et sindssygehospital.

En psykologisk thriller tilsat stormvejr, koldkrigsparanoia, nazitraumer og vrangforestillinger. Filmen er på den tekniske side, fuldstændig fejlfri. Det er perfektioniske kameravinkler, og utroligt smukke billeder, af ellers almene locations, der pryder lærredet. Det jeg er mest begejstret for, er den måde Scorsese stadig formår at udvikle sig, og lave lige så originale scener som han gjorde da han begyndte.

FROM PARIS WITH LOVE (2010), Pierre Morel

Livet som assistent på USA's ambassade i Paris er ganske udmærket, men James Reece (Jonathan Rhys Meyers) savner alligevel lidt spænding i hverdagen. Han får al den action, han kunne tænke sig og mere til, da han gennem sit bijob i CIA sendes på sin første rigtige efterretningsmission.

En slunken, men klassisk, fransk Luc Besson actionfilm. Et forudsigeligt "plottwist" og en overbevisende præstation af John Travolta kendetegner meget fint, hvad det drejer sig om. Man må tag det sure med det søde, for at den film skal virke bare nogenlunde spiselig. Udover det indeholder filmen alt hvad genrekonventionerne byder den, af corny replikker, damer, og rå action for actionens skyld. Der hvor jeg sår af er imidlertid, da Pulp Fiction referencerne bliver hevet ind. Det er hverken elegant eller smart, blot dumt og primitivt. Kan allernådigst ses på DVD med drengene.

AN EDUCATION (2009), Lone Scherfig

London, 1961. Mere frigjorte tider venter lige om hjørnet, men indtil da må den begavede 16-årige skolepige Jenny nøjes med at drømme. I den forbindelse melder den charmerende 35-årige David sig på banen, og introducerer Jenny til det søde liv med jazzklubber, materielle goder og rejser til Paris.

Filmen er som at være i et rart selskab. Man føler med Jenny og krummer tæer af hendes far. Man genkender ungdommens naivitet og livets realitet. Lone Scherfig beviser sine evner som instruktør, ved at leverer et ualmindeligt godt stykke håndværk. Faktisk kan man ikke sætte en løftet finger på noget, hverken fejl eller mangler, men det er måske også derfor, at man ikke vil huske den omhyggelige historie, og den forventede morale, særligt længe efter biograflektionen har ringet ud. Desuden vil jeg mener at filmen virker gunstigere på kvinder end mænd.

THE LOVELY BONES (2009), Peter Jackson

Susie Salmon bliver myrdet, men kan alligevel følge med i sin families liv på jorden. Derfor kan hun også se, hvilket utroligt savn hun efterlader. Samtidig kan hun også følge med i, hvordan hendes morder sletter sine spor og gør klar til at myrde igen. Noget må Susie gøre, men hvad og hvordan...

Puh, dette er et eksempel på Peter Jackson når han er værst. Størstedelen af tiden savner man et følelsesmæssigt forankringspunkt, hvorfra historien kan udfolde sine grene, og man som publikum kan finde et punkt at indstille sine følelser efter. Filmen er ufokuseret, og opslugt af handlingstråde og et omfattende persongalleri. Man bliver stopfodret med tamme effektsekvenser fra Susies verden, der ingen rigtig relevans har for historien, plus en hel del sidehistorier, der tydeligvis har haft stor betydning i romanen, som filmen bygger på.

HARRY BROWN (2009), Daniel Barber

Udsigten fra enkemanden Harry Browns (Michael Caine) lejlighed bliver stadig mere trøstesløs. Unge bøller tæsker løs på tilfældige ofre, og selv på pubben handles der åbenlyst med hårde stoffer.

Filmen er en klassisk selvtægtsfilm, der er glimrende skruet sammen af instruktør Daniel Barber. Alligevel formår filmen ikke helt, at hæve sig over genrens normer. Barber bygger den godt op i en meget langsom indledning, billedsiden er gennemført flot, og Caine er stærk i hovedrollen. Men selv om filmens billede af de sociale problemer i slummen virker temmelig realistisk, bliver den socialrealistiske dimension ikke rigtig til andet end en udløser for selvtægten. Ligesom Emily Mortimer forekommer mig komplet utroværdig i rollen som kriminalbetjent. Tag filmen for hvad den er, men heller ikke mere.

VALHALLA RISING (2009), Nicolas Winding Refn

Som en anden kamphund holdes den stumme kriger One-Eye (Mads Mikkelsen) i bur af sine hedenske slaveherrer. Det varer dog kun, indtil han slipper fri og slår følge med en flok tungt bevæbnede nykristne vikinger. Turen går i langbåd fra det skotske højland til Jerusalem, hvor de vil lægge Det Hellige Land for deres fødder.

Der tales stort set ikke et ord i hele filmen, og når der ytres noget, sker det i bastante udmeldinger, der ikke minder det mindste om replikker i en dialog. Alt sammen selvfølgelig med bevidst overlæg fra Winding Refn, for i stedet for at kopiere forbilleder som Apocalypse Now eller Gladiator, så stiliserer han vikingefilmen til det ekstreme. Det virker afskrækkende på dem, der havde håbet på en plotdrevet historisk storfilm, og ja, der er da også øjeblikke undervejs, hvor man tager sig selv i at glide over i en halvmeditativ tilstand, men som kunstnerisk udtryk føles det på samme tid langt mere tilfredsstillende. Filmen er med sit æstetiker udtryk på linje med Antichrist, og skriver sig ind i listen af usminkede genrefilm.

EL SECRETO DE SUS OJOS (2009), Juan José Campanella

Argentina, 1974. Sagen om drabet på en smuk, ung kvinde sætter varige spor i Benjamín, der arbejder ved straffedomstolen. Han agter at opspore morderen med hjælp fra sin kollega, Sandoval, og sin nærmeste overordnede, Irene. 25 år senere skriver han en bog om hele miseren, og dét kaster nyt lys både over fortiden og hans egen fremtid.

Øjnene er sjælens spejl. Man kan se det hele i øjnene. Skyld, begær, ensomhed, trods, usikkerhed, hån. Blot kan man bare ikke vide, om det, man ser, nu også er sandheden. Denne film er ikke bare fantastisk godt filmhåndværk, det er også en gennemgribende film om melankoli og tabte drømme. Det løfter filmen fra en gennemsnitlig opklaringssag til et værk gennemsyret af kvalitet og indhold. Den visuelle stil er sikker, men gevaldigt afdæmpet på nær scenen midtvejs i filmen, hvor vi befinder også på et stadion under en fodboldkamp. Det er rent blær, men symboliserer præcis det tekniske overskud, som er med til at give ro til en ellers ganske traditionel fortælling.

NINE (2009), Rob Marshall

Filmen knækker bogstaveligt talt for instruktøren Guido Fellini (Daniel Day-Lewis), øhh, Contini, da han på samme tid rammes af en midtvejskrise og en kunstnerisk blokering under arbejdet med sit seneste værk.

Dette er en udmærket film, men mindre god musical. Det er tydeligt at Rob Marshall har et svagere musikalsk materiale end han arbejdede med i Chicago. Specielt understreger "Cinema Italiano", som danses og synges af Kate Hudson, som Vogue-journalist med groupie-ambitioner, problemet ved filmen. Balancen mellem stil og indhold. For nok var stil vigtigt i den nye bølge af film, der svømmede over Europa i 60’erne, og nok er italienerne med rette berømmede for deres sans for design, men en film om perioden skal stadig være tro mod sin tid, og en struktur, for at holde sammen på sig selv, og derfor må man nøjes med netop stil over indhold. Det ser godt ud, det lyder stedvist godt – og den buldrende Middelhavscharme skinner med jævne mellemrum gennem det kaotiske virvar af en handling.

WHITE LIGHTNIN` (2009), Dominic Murphy

Legenden Jack White aka "the dancing outlaw" kommer fra et samfund dybt inde i hjertet af Appalachian Mountains i West Virginia. Som dreng røg Jesco ind og ud af opdragelsesskolen og sindssygehospitalet. For at holde ham ude af problemer, lærte hans far, D-Ray, ham kunsten af danse.

Filmen er en overset perle, så er det sagt. Umiddelbart forekommer den ved første øjekast ufattelig voldelig og brutal på en helt speciel og bestialsk måde. Men samtidig er det en lineær historie om white trash (en mand), som er forvirrende og rystende på en og samme tid. Enten elsker du den, eller også hader du den. Jeg elsker den, fordi det er galskab overført til film, som jeg aldrig har set det før!

EDGDE OF DARKNESS (2010), Martin Campbell

Thomas Craven bliver rodet ud i noget snavs, da hans 24-årige datter skydes ned foran hans egen hoveddør. Officielt anses Craven for at være målet for attentatet, men han opdager snart, at datteren førte et hemmeligt liv, hvis tråde rækker dybt ind i regeringens hjerte.

Endnu en thriller om selvtægt og politisk paranoia. Filmen har alt det, som man kan forvente, men desværre intet udover det. Svaghederne trumfer styrkerne, og jeg finder Ray Winstones rolle, som filosofisk regeringsagent, decideret malplaceret.
Ellers er filmens i sin helhed underholdende, og så tro mod genren, at det hele ender som et skuffende samlebåndsprodukt.