søndag den 31. januar 2010

ZOMBIELAND (2009), Ruben Fleischer:

Verden er overtaget af zombier og der er kun få mennesker tilbage.
Blandt dem er bangebuksen Columbus og cowboy'en Tallahassee (Woody Harrelson).

På visse tidspunkter kan det være meget underholdende i sig selv bare at se en masse zombie mord. Men i længden bliver det desværre lidt for monotomt, forudsigeligt, og ja, rent ud sagt kedeligt. Der er nærmest slet ingen karakterudvikling til steder og de "sjove momenter"(?) er ikke sjove nok til at være en rigtig (zombie) komedie. Spild af tid.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
500 DAYS OF SUMMER (2009), Marc Webb:

Tom forfatter de tekster, der står inde i lykkeønskningskort. En dag begynder den charmerende og selvstændige Summer på kontoret og Tom falder pladask for hende.

Åh åh, endnu en sukkersød kærlighedskomedie!? Eller sådan tænker man i hvert fald til at starte med. Men langsomt finder man ud af, at filmen på mange måder alligevel ikke er helt så stereotyp, som den ellers umiddelbart giver udtryk for. Især hvad angår det overordnede tema eller budskab (call it whatever you like).
Der også flere godt scener. Bl.a. hele expectations vs. reality scenen og filmens flotteste scene hvor den urbane bykulisse med Tom i centrum bliver til en arkitektonisk skitse, som bliver visket ud til tomhed (det hvide ark uden nogen form for udtryk).
Men men. Tja, hvad skal jeg sige. Filmen fanger mig altså ikke rigtigt. Jeg er dog overbevist om, at bider man først på, og overgiver (hengiver) sig til filmens fortælling, så oplever man også filmen som værende ganske anderledes. Med andre ord. Filmen kræver at du overgiver dig til den. Eller rettere sagt. Filmen er afhængig af om den fanger dig.
Hos mig forekommer filmen alt for langtrukken og med alt for lidt handling. Men godt klaret af en debut film trods alt.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
IRRÉVERSIBLE (2002), Gasper Noé:

To mænd baner sig vej på en bøssebar. De er på jagt. Da de får øje på deres offer eksploderer det i en blodrus og han smadres hæmningsløst. En brutal start. Men starten er slutningen.

Wauv, fucking wauv. Hvorfor har jeg ikke set (hørt om) denne film før nu? Den er jo intet mindre end fantastisk og falder perfekt ind under kategorien af film, som jeg har en særlig forkærlighed for. Et anderledes plot med et twist, som afspejler sig i alle filmens aspekter, lige fra instruktion, skuespil, dialog, musik til miljø. Desuden har filmen, udover den sender dig på arbejde med bare at forstå filmen i sig selv, en højere meningen, som giver én lyst til, at tænke videre ud over filmes rammer. Alle vores handlinger tæller, for intet i tilværelsen kan gøres om.
Eneste problem ved filmen, hvis man kan kalde det for dét, fordi det er med garanti et helt bevidst valg fra instruktøren og selve meningen med hele filmens udtryk, er at der bliver fortalt i omvendt rækkefølge, er at beretter(Hollywood)modelen dermed også kommer i omvendt rækkefælge. Dvs spændingskurven følger en omvendt kurve, hvor man starter ud i det røde felt med orgasmen og derefter langsomt nedtrapper forspillet, indtil man slutter af omgivet af hverdagens grønne græsplæner og legende børn. Se den!
Som en sidebemærkning er filmen umuligt at opstøve på DVD. Desuden undrer det mig, at instruktøren kun har lavet kortfilm udover denne.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
ADAPTATION (2009), Spike Jonze:

Arbejdet med manuskriptet til 'The Orchid Thief' kører slet ikke for forfatteren Charlie Kaufman. Han lider af skriveblokering, seksuelle frustrationer og manglende selvtillid. Imens kører alt som smurt for hans sorgløse, men langt mindre begavede tvillingebror Donald.

Adaptation er muligvis den bedste film jeg nogensinde har set. Film er en leg, men på samme tid dybt seriøs. Et sanseligt mesterværk, der udover at lære os om planter (mennesker) samtidig indeholder så mange andre aspekter. Aspekter der med garanti bliver synligere for hver gang man (gen)ser den. Desuden er filmen på alle måder velspillet, især Nicolas Cage kan fremhæves i rollen som tvillingebrødrende Chalie og Donald Kaufman.
Spike Jonze, der tidligere har optrådt i MTV’s vilde drengerøvsserie Jackass, og har instrueret musikvideoer for blandt andet Fatboy Slim og The Chemical Brothers er en sand mester. Yderligere er manuskriptet af den uhyre dygtige Charlie Kaufman, der også har stået bag perler som Eternal Sunshine of The Spotless Mind. Adaptation er et sandt (overset?) mesterværk, som absolut burde ses af alle.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

søndag den 17. januar 2010

AUF DER ANDEREN SEITE (2007), Fatih Akin:

Den tyrkiske enkemand Ali og hans akademikersøn Nejat bor i Tyskland og får en ny logerende. Det er den prostituerede kvinde Yeter.

Filmen hopper rundt i mange temaer, men det er egentlig ikke noget problem. Filmen vil ikke prædike, men derimod blot bruge disse temaer som baggrund, som materiale i historierne og beskrivelsen af karaktererne og forskelle mellem dem. Hvilket der i virkeligheden genistregen i denne film.
Karaktererne og miljøerne virker autentiske, som var de beskrevet indefra, og alligevel med en distance, som ikke dømmer, men sætter tilskueren i position som dommer. Samtidig har vi at gøre med et højt fortælleniveau, der forklarer indviklede historier, og får det til at være lysende klart, hvem er hvem. Man sidder ikke og prøver at opklare, hvad der sker, men i stedet hvorfor, hvornår og hvordan.
Mens den første time virker en anelse lang, så bliver det opvejet af de mættede miljøbeskrivelser og af de små historier, som elegant væves sammen i den anden. Det her er ikke underholdning, hvis man ser bort fra de sparsomme sekvenser med skyderi, flugt og situationelle komiske bemærkninger, men i stedet et billede forankret i virkeligheden, hvis historiefortælling stimulerer følelser og intellekt.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

lørdag den 16. januar 2010

SURROGATES (2009), Jonathan Mostow:

I en nær fremtid ser verden helt anderledes ud, end den gør i dag. Stort set alle mennesker har en robotiseret gengivelse af sig selv og holder sig indendøre.
Da der sker et mystisk mord må FBI-agenten Greer (Bruce Willis) afbryde kontakten til sin robot og selv tage affære.

Filmen er tilsyneladende (var jeg ikke klar over inden jeg så filmen) baseret på en tegneserie af Robert Venditti og Brett Weldele. Et forhold filmen efter sigende ikke er synderlig interesseret gøre brug af. Tegneserien er et spændende science fiction-univers, med mange filosofiske perspektiver. Mens filmens thrillerplot ikke er vider sindsoprivende.
Fx at konen er blevet fuldstændig afhængig af sit nye, smukkere surrogat-jeg og ser sit kødelige selv som andenrangs. Eller fx den frygtelige forestilling at soldater ved hjælp af surrogater nu kan føre oversøisk krig fra militærbasens trygge styreenheder, misser filmen også fuldstændig at forfølge. I stedet løber Bruce Willis videre i en velkendt kamp mod tiden for at redde menneskeheden fra den totale død.
Willis er i sit es, men hverken hans plastiklignende, blonde surrogat eller den mørbankede, skaldede version af kød og blod kan forhindre filmen i blot at være endnu en 'whodunit'-thriller om en strømer, der optrevler en forbrydelse.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

fredag den 15. januar 2010

GAMER (2009), Mark Neveldine & Brian Taylor:

Uden at vide det er den dødsdømte Kabel (Gerard Butler) blevet en af jordens største stjerner. Hver uge sidder millioner klistret til skærmen, når Kabel og hundredvis af andre fanger kæmper på liv og død i det hybervoldelige spil Slayers.
Men Kabel er selvsagt ikke særlig tilfreds med sin rolle i spillet, og det beslutter han at gøre noget ved.

Filmen trækker på alle genrens velkendte klicheer og overraskelser på intet tidspunkt. Dermed ikke sagt at det ikke kan være cocktailen på en underholdende film, fordi det kan det skam. Bare ikke i det her tilfælde. Fancy kamerateknik, flot productiondesign og hardcore action kan hurtigt blive monotomt, hvis filmen ikke har andet at byde på end det.
Og taget i betragtning at instruktørerne er skaberne af Crank-filmene, som var demonstrativt overgearede, så virker Gamer bevidst nedtonet. Det er som om instruktørerne er blevet "kastrerede". Tonen er på trods af alverdens blod og bly blevet blødere, fokus er blevet uskarpt, og tilbage er kun Gerard Butlers sammenbidte ansigt krydsklippet med et par hundrede eksplosioner. Game over? Mon ikke.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

tirsdag den 12. januar 2010

3 MONKYES (2008), Nuri Bilge Ceylan:

Alle familier har hemmeligheder, og nogen gør alt for at glemme deres.

Filmen utrolig smuk i sit billedlige udtryk. Hvad angår filmens plot, så er det i bund og grund en meget interessant historie. Og instruktøren er da også blevet belønnet, som "Best director" ved Cannes Filmfestival 2008. Problemet kommer her og det på trods af jeg ellers var blevet advaret på forhånd. Filmen kører simpelthen alt for laaaaaaaaaaaaangsomt. Ligesom der er scener, som virker overflødige. Den megen tavshed og handling mellem linierne i den sparsomme dialog gør det svært at fatte sympati for nogen af personerne. Politikeren er fej og brutal, Eyüp er korrupt og brutal, hans kone er svag og utro, og deres søn er dvask og dum.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

mandag den 11. januar 2010

DISTRICT 9 (2009), Niell Blomkamp:

For over 20 år siden kom en gruppe fremmede væsener fra rummet til jorden. De var flygtninge fra en anden verden, og man gav dem et midlertidigt hjem i Sydafrikas Distrikt 9, mens man diskuterede, hvad man skulle stille op med dem.

Tror den har film har efterladt et måske lidt ambivalent indtryk på mig. På den ene side er filmen utraditionel og anderledes og ikke mindst et tiltrængt pust indenfor sci-fi genren. Især fungerer det autentiske virkende "dokumentar element" (endnu en gang fristes man næsten til at sige, med det adskillige eksampler, der har været på det seneste) godt. Mens filmen på den anden side er mærkelig og usammenhængende. Det er på en eller anden måde som om filmen midtvejs taber pusten eller vælger retning om man vil. Desværre bare ikke en retning, der er til filmens fordel, selvom spændingskurven samtidig stiger proportionelt.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
AVATAR (2009), James Cameron:

Den tidligere marinesoldat Jake Sully sidder i kørestol og er desillusioneret, indtil han en dag bliver hyret til en ekspedition på månen Pandora for at finde et dyrebart mineral.
Til opgaven bruges et system, hvormed Jakes bevidsthed kommer til at styre en 'avatar', der er en hydbrid af menneske og Na'vi, som er de indfødt beboere på Pandora.

Filmen er visuelt og æstetisk noget af det smukkeste og bedst udførte jeg nogensinde har set til dato. 3-d teknikken er utrolig overbevisende, når man sidder i biografens mørke. (Hvorfor kan man ikke vælge, at se en version uden undertekster, som ødelægger hele filmens 3-d niveau? Seriøst, det gør det altså). Det hele er så smukt og veludført, at man til tider mister pusten fuldstændig og tilgiver filmen for dens talløse andre mangler.
Alverdens paralleller kan tilsyneladende drages til filmens plot og James Camerons tanker omkring den, både hvad angår filmiske-, universelle-, økonomiske-, samfundsmæssige-, racepolitiske, klimapolitiske-, o. lign paralleller. Så det vil jeg undlade at kommenterer alt for meget på. Udover at det faktisk er meget forfriskende, at se kapitalismens (og den hvide mands) hensynsløse efterspørgsel på ressourcer, som skurken. Dertil skal det desuden tages i betragtning, at filmen blev skrevet lang tid før nuværende finansielle krise. Fordi jeg ved godt, at den nyeste skud på skurkekarakterer ikke længere er tyskere eller russere, men derimod kapitalister, forretningsfolk og den finansielle sektor. Yderligere må hele den indlysende parallel omkring virtuelle-universer og netværkssamfund fremhæves. Eksempler er unødvendige, men ser man filmen igennem endnu en gang vil man med garanti lag for lag finde frem til et mønster, der peger i en og samme retning.
I mine øjne har James Cameron ikke opfundet den dybe tallerken. Animerede film universer (Final Fantasy: The Spirits Within) og 3-d teknik er jo set før. Han har tyvstjålet langt størstedelen af hans idéer fra film andre steder (deraf grunden til de mange paralleller). Men når det er sagt, så viser James Cameron sig, som en talentfuld og visuel historiefortæller, der har formået at løfte det hele op på et højere niveau, hvor man glemmer alt og bare lapper det i sig, som en anden baby første gang den smager sukker. Avatar er underholdning på allerhøjeste plan.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

onsdag den 6. januar 2010

THE IMAGINARIUM OF DOCTOR PARNASSUS (2009), Tony Gilliam:

Dr. Parnassus og hans gøglervogn har set bedre dage. Men han er immervæk en udødelig troldmand, og træder man igennem spejlforhænget på hans scene, åbenbares ens vildeste fantasier som i et eventyrland.
Desværre er Parnassus også en spillefugl, der løbende indgår væddemål med Djævelen. Men måske har truppens seneste medlem, den gådefulde Tony, et es i baghånden?

Hvis man forbinder det at gå i biografen med at lade tanker og fantasi slippe løs i et billedmæssigt univers, man ikke selv kunne have opfundet, er det her filmen man skal se.
Terry Gilliam, har navnet med sig, og det store spørgsmål til hans film, vil af samme årsag, hver gang være, om denne film nu også leve op til det.
Det gode ved hans film er, at han ikke gør dem simple eller folkeligt pædagogisk forklarende. Man skal arbejde med dem. Nogle gange virker hans film andre gange gør de ikke. (1.) Nogle gange bliver de bedre efter man ser dem nogle gange (Brazil). (2.) Andre gange virker de med det samme (Twelve Monkeys). (3.) Og helt andre gange virker de slet ikke (Brothers Grimm). Denne film er nok nærmere en blanding af alle tre. Et mix af gode idéer, fantastisk skuespil, og et genialt miljø. Men samtidig også en tendens til at være for teatralsk og ville for meget. Noget virker og noget andet gør ikke (slutningen).
Men den fortjener bestem at blive genset, og forhåbentligt vil det også komme til filmens fordel.
Hvad angår skuespillet, så kan man i løbet af filmen ikke undgå at sidde og tænke på, at dette er Heath Ledgers sidste film, og grunden til at Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell overtager rollen. Men egentligt fungerer det meget godt, og deres optrædener er netop med til at få filmen til at live op.
Med hensyn til Andrew Garfield, så er han et spændende mix af irritation og genialitet. Lidt på samme måde, som jeg havde det med Leonardo DiCaprio. Først syntes jeg han var forfærdelig, men indså med tiden, at det var hans person jeg ikke kunne fordrage. Med andre ord spillede han sin karakter så overbevisende, at mine negative følelser i forhold ham blev overdraget til karakteren. (noget der dog har ændret sig med hans seneste film). Uanset må det være en genial optræden.

Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Abonner på: Opslag (Atom)