ANIMAL KINGDOM (2010) - David Michôd

17 årige Josh aka 'J' er ikke klare til at stå på egne ben, da hans mor dør af en overdosis.

Drama som drama skal være. Det er en meget intens film, som på sin helt egen måde virker både forudroligende og skræmmende - understøttet af godt skuespil og velvalgt underlægnings musik. At filmen er en lowbudget film er bestemt ikke til at se.

BLACK DEATH (2010) - Christopher Smith

Byldepesten har kastet England ud i kaos, men en enkelt by siges at være uberørt af den sorte død.

Dette er mere adventure end det er gys. Og heldigvis, for det er efter min mening, hvad der reder filmen. Den afstumpede vold og opfattelsen af tro, liv og død, gør blot filmen mere realistisk - historisk korrekt eller ej. Noget der mangler i de fleste historiske film. Hvis meningen var det skulle være en gyser, hvilket man godt kunne fristes til at tro instruktørens seneste film taget i betragtning (Trianlge, Creep, etc), så lykkedes det imidlertid ikke helt.

CASINO JACK (2010) - George Hickenlooper

En hardcore lobbyist og hans protegé går ligeså langsomt ned i takt med deres planer falder fra hinanden.

Kedelig. Nogle film kan overkomme det ved at filmen i det mindste forsøger, på en ambitiøs, charmerende, skæv eller kikset måde. Men ikke i det her tilfælde. Historien bliver fortalt på laveste fællesnævner. Den virker følelsesmæssigt forladt, og skildrer de utiltalende skildringer uden energi eller humor. Og jeg føler på ingen måde jeg kender skandalen bedre nu end før filmen.

ECLIPSE (2010) - David Slade

Bella må vælge mellem Edward, der er vampyr, eller Jacob, der er varulv.

THE EXPENDABLE (2010) - Sylvester Stallone

Lejesoldaten Barney Ross og hans team lever af at gøre det beskidte arbejde, som de andre ikke vil lave.

THE OTHER GUYS (2010) - Adam McKay

Strisser-makkerparret Gamble og Hoitz er ikke det perfekte match, men en dag får de en chance for at vise, hvad de dur til og stige i graderne.

MACHETE (2010) - Ethan Maniquis, Robert Rodriguez

Efter at være blevet forrådt af den organisation, der hyrede ham, igangsætter ex-Federale en brutal rasen efter hævn mod sin tidligere chef.

Coolness or uncoolness!? Det tema bliver slået an lige fra starten, og går igen i gennem hele filmen som en rød tråd. Når det sagt, så har filmen faktisk en masse at byde på, i form af underholdende actionsekvenser, spændende karakterer, og et interessant plot. Desuden er der en bizar blanding af skuespillere - Danny Trejo, Robert De Niro, Steven Seagal, Jessica Alba, Lindsay Lohan, m.v. Filmen skal på ingen måde tages seriøst, og så alligevel, for her leverer Rodriguez, fordi han går all-in, hvad Tarantino har forsøgt, men hidtil ikke formået.

TWELVE (2010) - Joel Schumacher

Vi følger en ung narkohandler i kølvandet på mordet af hans fætter, som hans bedste ven bliver anklaget for.

Den kedelige personfortælling og de polerede smukke teenageansigter, der klynker efter stoffer, gør at du hurtigt spekulerer på, hvad fanden du ser. Joel Schumacher har ikke lavet en smart film om Upper East Side teenagerenes narkotikafyldte verden. Filmen er tværtimod Twillight-overfladisk og forvirrende. Jeg går ikke ud fra at romanen, som filmen bygger på, er ligeså substansforladt som filmen er.

THE KILLER INSIDE ME (2010) - Michael Winterbottom

Lou Ford er vicesherif i den texanske olieby Central City. Han er en ganske flot fyr og har en sød kæreste.

En helstøbt film noir, med flotte billeder og troværdigt skuespil - man føler sig rent faktisk hensat til en anden tid. Samtidig er Casey Affleck perfekt i den her sleske rolle, hvor han udadtil er en præsentabel og veltalende mand, der samtidig indadtil gemmer på nogle indre dæmoner, der bare venter på at blive lukket ud.

THE A-TEAM (2010) - Joe Carnahan

Hannibal Smith og hans ellers succesfulde A-Team bliver beskyldt for noget de ikke har gjort.

Jeg ved godt at filmen på ingen måde skal opfattes som værende troværdig - slet ikke taget i betragtning at det er en filmatisering af kitch serien fra 80'erne - men alt for mange scener virker simpelthen usandsynlige og direkte tåbelige - det bliver for plat. Joe Carnahans Smokin' Aces var tilsyneladende bare en engangsforestilling.

RESIDENT EVIL: AFTELIFE (2010) - Paul W.S. Anderson

Alice og hendes klonhær stormer Umbrella Corporations hovedkvarter i Tokyo.

Så er han, Paul W.S. Anderson, tilbage som instruktør igen - manden bag de indtil videre 4 Resident Evil film. Hmm, og det er på alle måde same same and not different. Hvilket ellers præcis er hvad der mangler - et twist der hæver filmen op over de andre og giver den et nyt pust. Dermed ikke sagt, at Milla Jovovich i stramtsiddende tøj, slowmotionscener akkompagneret af catchy musik, og heftige actionscener, hvor the zombies bliver killed ikke er underholdende - det er bare ensformigt.

PREDATORS (2010) - Nimród Antal

Lejesoldater, gangstere og andre hårdkogte dræbere får lov at smage deres egen medicin, da de strander på en fremmed planet, hvor de snart finder ud af at de selv udgør byttet.

Filmen er, genren taget i betragtning, som sådan et okay forsøg på at lave endnu en film omkring Predators. Når det er sagt så føler man på intet tidspunkt sympati eller medlidenhed med de involverede personer, der ellers befinder sig i et sandt helvede. Det betyder blandt andet at man til sidst bliver en smule ligeglad med, om det er mennesket eller monsteret som vinder i sidste ende. Og på den måde falder underholdningsværdien også.

LYMELIFE (2009) - Derick Martini

Alting forandrer sig omkring den 15-årige forstadsknægt Scott i 1970'ernes Long Island.

Et klassisk forstadsdrama set gennem øjnene af den spinkle og følsomme teenager, Scott, der gradvist er begyndt at gøre sig sine egne tanker om livet. Filmen bæres i høj grad af skuespillet og fortællestilen, præcis som det er kutyme i genren, og der kan i den forbindelse ikke sættes en finger på noget.

JONAH HEX (2010) - Jimmy Hayward

Det amerikanske militær giver den arrede bounty hunter med warrants på hans hoved et tilbud han ikke kan afslå.

Jeg har ikke læst tegneserien, men jeg er alligevel overbevist om, at dette er endnu film, der aldrig får det fulde potentiale ud af sin historie. Miljøet, scenografien og castet er som sådan helt i orden, men filmen - og specielt sidste halvdel - er, puha, rent ud sagt elendig og fyldt med fejl. Ærgerligt, men eneste trøst er at filmen trods alt ikke er længere end den er (81min).

YOU WILL MEET A TALL DARK STRANGER (2010) - Woody Allen

Vi følger Alfie, Helena, og deres datter Sally og hendes mand Roy, deres lidenskaber, ambitioner og bekymringer.

Historien kan faktisk ende hvornår det skal være, ti minutter tidligere eller ti minutter senere. Men det er uden tvivl meningen, at slutningen på en og samme tid giver mening og ingen mening (for nu at blive i Woody Allen logikken). En velskabt film som viser, hvordan vanvid og genialitet tit og ofte føl(g)es ad(f).

THE TOWN (2010) - Ben Affleck

I Boston-kvarteret Charleston bliver der begået flere bankrøverier end noget andet sted i USA.

Et dybfølt actiondrama, om at prøve at løsrive sig fra det miljø og den arv, man er vokset op med. Filmen er Ben Afflecks anden film som instruktør, hvilket han igen klarer ganske overbevisende. Det her er ikke socialrealisme i klassisk (europæisk) forstand, men derimod en velspillet og underholdende stykke håndværk, med kvalitet til at blive en klassiker i genren.

KNIGHT AND DAY (2010), James Mangold

Egentlig skulle June Havens bare fragte en karburator hjem til Boston, men pludselig er der rent bogstaveligt vent op og ned på alt.

Måske er dette et forsøg på at lave en krydsning af There's Something About Mary "komedie-gak" og Mission Impossible "action-tju-bang". Problemet er bare at det er mere end 10 år siden der var something about Mary og at superagentfilm efterhånden er blevet en mission impossible i sig selv. Filmen bygger på klicheer ud over alle grænser og man føler rent ud sagt at den går i tomgang på mere end én måde.

IRON MAN 2 (2010), Jon Favreau

Efter hele verden ved, at playboymilliardæren Tony Stark er manden bag Iron Man befinder han sig snart i en situationen, hvor han bliver han presset fra mere end én side.

Same same. Filmen er på alle måder renpoleret Hollywood action på en underholdning facon uden dybere substans. Men var der nogen der havde forventet det? Samtidig klæder filmens gode portion selvironi karakterenes narcissistiske fremtoning - og her referere jeg ikke kun til Tony Starks karakter.

SALT (2010), Phillip Noyce

Under et ellers rutinepræget forhør af en russisk afhopper bliver CIA-agent Evelyn Salt udpeget som russisk 'sovende' spion.

Hollywood for fuld udblæsning. En klassisk "Run away" action thriller på godt og ondt, men mest godt. Indrømmet, der er flere plothuller, men acceptere man først præmissen og lader sig fører med, så er det en ganske underholdende film fra start til slut. Tom underholdning vil nogle kalde det, men så længe man ved, hvad man går ind til, så bliver man ikke skuffet.

SHELTER (2010), Måns Mårlind, Björn Stein

En kvindelig retsmedicinske psykiater opdager, at alle af hendes patientens personligheder er tidligere mord ofre.

En mystery thriller af tvivlsom karakter. Cara Harding, Julianne Moore (normalt altid velspillende), handler alt andet end rationelt, hvilket man ellers kunne forvente af en anerkendt psykiater. Yderligere mærker den rutinerede doktor ikke at han er dødeligt angrebet. Ligesom filmen har flere huller i plottet. Hvorfor kan en dødsensfarlig psykopat som David/Adam/Wesley/what ever pludselig bevæge sig rundt udenfor sindssygehospitalet? Kort sagt, så virker filmen mere irriterende end spooky.

PRINCE OF PERSIA (2010), Mike Newell

Mellemøsten i det 6. årh. Den forældreløse gadedreng Dastan imponerede den persiske konge med sin frækhed i kamp, hvorefter kongen adopterer ham.

Filmatiseringen af et computerspil er blevet til et flot action eventyr i ægte (moderne) Disney stil. Fra første scene kan man regne ud, hvem der er de gode og hvem der er de onde. Handlingen er fyldt med huller og spring, hvorfor en af hovedpersonerne gang på gang forklarer, hvad der nu skal ske (for os uvidende stakler?). Actionscenerne er okay underholdende, men i længden går der computeranimation i det hele. Var meningen ikke at lave en filmatisering af computerspillet og ikke omvendt, fristes man til at spørge? Smag og behag, men jeg keder mig.

PAPER MAN (2010), Kieran Mulroney, Michele Mulroney

En forfatter i midtvejskrise indgår et usandsynligt venskab med en teenager fra Long Island.

Et velspillet drama, der bygger på komplicerede og eksistentielle spørgsmål i livet. Filmen er tro mod sin stil, og følge en rød tråd gennem hele filmen. Specielt Jeff Daniels præstation kan fremhæves. Han får filmens utroværdige (skæve) univers til at virke troværdigt.

CENTURION (2010), Niel Marshall

En udbrydergruppe af romerske soldater må kæmpe for deres liv bag fjendens linjer efter deres legion er decimeret i et ødelægende guerilla angreb.

Dette er en underholdende blodig actionfilm, bygget på historisk fiktion. Hvor fiktionsdelen er det, der trækker ned. Umiddelbart virker filmen ellers historisk tro (scenografi, miljø, og kostumer), hvilket på den ene side er filmens styrke, men så alligevel ikke. Især den umenneskeligt stærke piktkvinde, Etain, og de mange "modernismer" i sproget og kulturen slider på filmens helhedsindtryk.

KICK-ASS (2010), Matthew Vaughn

Den nørdede Dave elsker superhelte så meget, at han vælger at gøre dem kunsten efter.

Overvurderet action-komedie, med tyk streg under komedie (den skal på ingen måde tages seriøst), hypen taget i betragtning. Men bevares, det er stadig en anderledes action-komedie med underholdende (hvilket netop er filmens formål) actionscener akkompagneret af cool musik. Det imidlertid også en film, der er i uoverensstemmelse med sig selv. Balancen mellem det realistiske og urealistiske element - super-tosserne og super-heltene. I den forbindelse forekommer fx Hit Girl karakteren mig for utroværdig sammenlignet med resten af universet.

INCEPTION (2010), Cristopher Nolan

Ved hjælp af tophemmelig teknologi kan man trænge ind i andres drømme og udtrække ideer fra deres natlige hjernespind. Don Cobb bliver imidlertid hyret til præcis det modsatte - plante en idé.

Drømmer jeg, eller er jeg vågen? Plottet finder sted på mange niveauer, og jo mere af plottet, der forbliver ufortalt, jo bedre. Skåret ind til benet så er det jo noget værre vrøvl. Det vigtigste for filmens vellykkethed er derfor hvorvidt konceptet bliver præsenteret troværdigt. Hvilket er det eneste sted filmen måske halter. Filmen er en modig plotkonstruktion og en helt igennem mesterlig kontrol over mediets klassiske egenskaber. Der er lagret uendelige lag af detaljer i billeder, figurer, kulisser og replikker. Man føler sig fanget præcis som i en drøm man ikke kan vågne op af. Den skal ses - helst mere end én gang.