SHERLOCK HOLMES (2009), Guy Ritchie:

Detektiven Sherlock Holmes (Robert Downey Jr.) har en hjerne ud over det sædvanlige, men holder sig heller ikke tilbage for at springe igennem vinduesruder og uddele øretæver i bar overkrop!
Sammen med krigsveteranen Dr. Watson (Jude Law) optrevler den berømte detektiv en skummel plan, der truer med at bringe Victoriatidens Storbritannien i knæ.

Fuck anmeldelser og gamle historiebeskrivelser af hvordan Sherlock var og bør fremstå før han er den korrekte karakter. Dårligt spillende Rachel McAdams, krum eller lige pibe, uanset så er der er bare et eller andet ved Guy Ritchies film, som thriller mig.
Man kan se alle hans film igennem og finde elementer, som går igen. Forskellen denne gang er at denne filmen, i mine øjne, er hans første rigtige mainstream film. Hvilket filmen desværre også bærer lidt præg af, i form af lidt for meget folkelig-populær-spiselighed. Forstået på den måde at der ikke må være for meget psykologi eller underbevidst handling. Alt skal udpensles. Derudover kan de mange små gimmicks/one-liners, hvor (biograf)salen lige skal rystes lidt op af stolen, så det ikke bliver for dystert eller seriøst det hele, godt blive lidt for folkeligt i længden.
Når det er sagt, så det alligevel sjovt at se, hvordan Guy Ritchies stil nu er blevet mainstream. For det er nøjagtigt de samme virkemidler som han altid har brugt. Især valget af skuespillere (Mark Strong er den nye Jason Statham), håndkampscenerne og hele scenografien, miljøet og ikke mindst rulleteksterne er for fede (fatter virkelig ikke folk som, ja, løber ud af biografsalen, mens rulletekstbillederne stadig kører på lærredet).
Glæder mig til 2'eren og generelt bare mere fra Guy Ritchies side.

ME YOU AND EVERYONE WE KNOW (2005), Miranda July:

Christine Jespersen (Miranda July) er en ensom kunstner, der ved siden af sit ikke altid livsbekræftende arbejde som pensionistchauffør sværmer ihærdigt om den nyligt fraskilte skosælger Richard.
Sammen med sine to sønner er Richard flyttet ind i en lille lejlighed i forstæderne, hvor han desperat forsøger at få styr på den tilværelse, der ramlede sammen om ørerne på ham, da konen gik fra ham. Alt imens lever hans to sønner, som så mange andre af deres jævnaldrende, deres helt eget liv.

Åhja, hvilken lille perle af en debutfilm fra Miranda July. Der er desværre bare alt for langt imellem dem. Oftest fordi de drukner i hype og promotion fra store blockbusters, med kæmpe budgetter og Hollywoodstjerner. Men rart at blive bekræftet i de stadig findes, trods alt.
Det er en lille og ydmyg film. Den råber ikke op, den bruger ikke store armbevægelser, og er både i form og indhold en audiovisuel oplevelse, der ikke søger at gøre unødig opmærksom på sig selv.
Dermed ikke sagt at filmen ikke har noget på hjerte – for hjerte har den – men at den forstår at portrættere samtidens middelklasse-USA som en ikke-sensationel, ikke-spektakulær samling af dagligdagshændelser, der i deres simplicitet og varme humor får et skær af surrealistisk mystik. En lille skæv billedcollage fra den amerikanske independent-scene, der bedst kan beskrives som en pudsig dagdrøm, et sted mellem virkelighed og fantasi.
Jeg er fan.

CARRIERS (2009), Àlex & David Pastor:

Fire venner er på flygt fra en virus-smittende pandemi. De lærer imidlertid snart at de selv er farligere end nogen virus.

Handlingen er i sig selv udmærket, genren taget i betragtning. Udførelsen er til gengæld en helt anden sag. Filmen kører simpelthen alt for langsomt. Ligesom skuespillet heller ikke er alt for overbevisende.
Til instruktørernes og manuskriptforfatternes forsvar, Àlex og David Pastor, så er de heldigvis stadig begge nye i faget. De har nemlig en del at lærer endnu.

THE SQUID AND THE WHALE (2005), Noah Baumbach:

Da Joan en dag opdager sit skrivetalent, bliver hendes mand Bernard (Jeff Daniels) mindet om sine tabte forfatter-drømme og bliver jaloux.
De bliver bliver skilt og den lille New Yorker-familie med sønnerne Walt og Frank må vænne sig til et nyt liv.

Filmen er baseret på en sand historie fra instruktøren Noah Baumbachs egen barndom. Den starter godt ud med nogle fed pointer, som man kan relaterer til fra (sit "eget") liv(et). Filmen er nemlig rig på pinlige detaljer og strålende skuespil. Især den nedtonede stil (kunne være en film for 20år siden), det rolige tempo, og det at der økonomiseres med virkemidlerne er til filmens fordel. Filmen var da også nomineret til en Oscar i kategorien Best Writing.
Jeg må imidlertid konstatere at den desværre ikke helt holder niveau i mine øjne. Faktisk går filmen lidt i stå i den sidste 1/3, hvilket er lidt ærgerligt, da fundamentet ellers er der til mere. Uanset bestemt en seværdig film.

PANDORUM (2009), Christian Alvart:

To crew members om bord på et rumskib vågner op uden nogen viden om deres mission eller identitet.

Er man fan af Resident Evil filmene, så er der endnu et bud på den type film her.
Pandorum har alle de velkendte momenter en scifi-"gyser" skal have. Masser af skumle gange. Monstre der spiser menneskerne i bedste zombie stil. Action og kampscener samt et musikalsk score, der bidrager med lidt ekstra crisp, sammen med lydeffekterne.
Dennis Quaid og Ben Foster fungerer fint som vores 2 hovedpersoner, som lider af hukommelsessvigt, der undervejs bid for bid begynder at huske mere fra deres fortid. Yderligere kan Antje Traue i rollen som Nadia fremhæves. Hendes looks og karisma overtager af og til scenerne fra Ben Foster. Hun er en ny actionheltinde i kategori med bl.a. Kate Beckinsale og Milla Jovovich.
Det er god underholdning, men Pandorum er desværre ikke helt så uhyggelig eller nyskabende, som man kunne have ønsket. Faktisk ville den i mine øjne have været langt bedre uden alle monsterene. Men fedt univers og en eventuel 2'er ville ikke være dårligt.

MARTYRS (2008), Pascal Laugier:

Femten år efter en grusom bortførelse bestående af langvarig tortur, påbegynder Lucie en blodig mission af hævntørst mod sinde undertrykkere.
Lucies barndomsven Anna, der også har oplevet et misbrug, kommer hende til hjælp. Men Lucie befinder sig imidlertid i et syrealistisk stadie af sindsforvirring og vrangforestillinger.

Dette her er helt bestemt en overset film, hvis du spørg mig. Måske ikke så meget indenfor gyser/horror genren, fordi her er folk generelt godt orienterede om hvad der rører sig. Men den har i hvert fald aldrig været i Danmark, hverken i biograf eller på dvd, så vidt jeg er orienteret (den er ikke til at opdrive på lovlig vis).
Lad mig sige det med det samme, filmen bygger på begrebet torture porn. Min opfattelse er lidt, at enten kan man lide det eller også kan man ikke. Nogle ser det ligefrem som en trend indenfor gyser/horror genren i forlængelse af hele Saw-serien, hvor man groft sagt kan sige, at filmene ikke handler om andet. Men Martyrs er i en helt anden kaliber.
På intet tidspunkt kan man forudse slutningen, uden at filmen er forvirrende af den grund. Den har ens fulde opmærksomhed hele vejen. Visse scener føles frastødende, men alligevel kan man ikke lade være med at kigge. Den vækker emotionelle følelser i en, og der er nærmest ikke et tidspunkt, hvor man ikke føler ængstelse eller foruroligelse. Den er som den skal være. Eneste mangel, hvis man da skal pege på nogen, er måske at den går en smule i stå i den sidste tredjedel.

2012 (2009), Roland Emmerich:

Forskere opdager at jorden snart vil gå under, og klodens ledere lægger i al hemmelighed planer for at redde sig selv og så mange andre som muligt.
Jackson (John Cusack) er på ferie med sine to børn, da han tilfældigvis opdager sandheden om den forestående undergang, og inden han får set sig om, er den hyggelige ferie ændret til en kamp mod elementerne og egoistiske samfundsspidser.

Filmen servere på godt og ondt alle elementerne indenfor katastrofefilmgenren. Den er på en gang både pompøs, stupid og fantastisk underholdende.
Her viser billedmageren, Emmerich, endnu engang at han om nogen mestrer the art of special effects. Hvilket helt efter bogen også er det som holder filmen oppe. Derfor kan jeg heller ikke understrege nok, at den her film selvfølgelig skal ses i biografen. Skuespillet er okay godt, genren taget i betragtning. Især er Zlatco Buric overbevisende i den rolle, som gjorde ham kendt herhjemme, og som han nu engang mestre til fingerspidserne.
Men filmen gør mere end bare underholde, hvis du spørg mig. Filmen efterlader lidt én med en slags "dårlig smag i munden". Til dels fordi man lige har siddet og lappet hele filmen i sig uden at tænke ret meget over de etiske og moralske princippet, der ligger bag de handlinger og beslutninger, som bliver foretaget filmen. Desuden giver filmen mig lyst til at reflekterer over, hvordan vi mennesker lever vores liv, og behandler hinanden og vores planet. Eller hvordan regeringer og statsmagter gør hvad det passer dem og bevidst holder folket hen i uvished til det sidste. Eller de utallige religiøse referencer, der bliver brugt. Eller ikke mindst hvordan hele menneskeheden bare sætter sig over naturens kræfter/lov. I en af de sidste scener, hvor skibende ligger side om side, og alle strabadserne er oversået, kunne jeg faktisk ikke lade være med at tænke tanken, at "bam bam bam, wups, Kinserne havde ikke lige fortalt, at de havde monteret våben på deres skib, med den konsekvens at de sænker alle de andre og bliver enehersker over menneskeheden og jorden". Se det kunne have været en fed slutning.

THE HANGOVER (2009), Todd Phillips:

Dougs polterabend i Las Vegas forhøjer indsatsen med en raseret luksussuite, et spædbarn i skabet, en tiger på badeværelset og en brudgom, der er pist væk dagen før brylluppet! Gommens tre venner har nu 24 timer til at finde ham igen ved at gå baglæns i deres egne slingrende fodspor.

Sorry, fornemmer lidt at jeg er uenig med andre, men jeg synes bare ikke den er sjov nok til at være sjov. Andre er nok ikke helt enige med mig, når jeg siger det, men eneste sjove scene (hvor jeg seriøst grinte) er der, hvor politibildøren bliver slået op i hovedet på babyen, som sidder i baby-selen på maven af Alan. Bam, sådan intet mere intet mindre. Den bliver ikke overspillet eller trukket ud. Scenen er der bare, og underordnet for handlingen i sin helhed.
Men måske er det bare ikke min form for humor det her. Det hele bliver bare lidt for meget og påtaget i længden. En komedie behøver ikke være sjov hele tiden, hvert 2.minut, hvis du spørg mig, fordi det bliver simpelthen bare for meget. Genren ligger ikke op til at handlingen skal være realistisk eller at personerne altid skal handle rationelt, men alligevel bliver det hele bare lidt for farce agtigt. Udemærket skuespil, men en gennemsnitlig komedie, der i mine øjne er under middel.

PARANORMAL ACTIVITY (2007), Oren Peli:

Siden Katie var lille, har hun hørt mystiske lyde om natten. Også i hendes og kæresten Micahs nye hus er der noget, der rumsterer i mørket. Micah stiller et videokamera op i soveværelset for at indfange kilden til forstyrrelserne på bånd. Han tror ikke på, at en clairvoyant kan løse problemet.

Det er blevet forsøgt flere gange, men wuhu endelig lykkes det. Her mener jeg forsøget på at gøre filmen autentisk, ved brug af håndholdt kameraføring. Dogme film er en ting, men der er trods alt stadig en kameramand til steder. I The Blair Witch Project og Cloverfield forsøgte man sig i stedet med "amatør" optagelser i bedste hjemmevideostil, men til gengæld med et noget mere svingende resultat. Forstået på den måde at det stadig ikke virkede realistisk nok. Man tænkte stadig os seere ind i optagelserne (historien). Og ja, det er da også svært at lave en spændende film samtidig med at man skal bevare den realistiske dimension. Fx at når kameraet er slukket, så er kameraet altså slukket, eller fx når kameraet står på køkkenbordet så kommer man altså uundgåeligt til at bevæge sig ud af billedet før eller siden, o.lign. Yderligere at man i visse situationer simpelthen slukker kameraet, da det ikke er rationelt belæg for at holde fast i kameraet hele tiden og filme alt.
Det her er en atypisk film på flere områder. Den blev skudt på en uge på et mikroskopisk budget, hvor pengene især er gået til special effects. Derudover har man markedsført den på en utrolig smart måde. Fx var det brugerne der mobiliserede sig, og i fællesskab bl.a. via underskriftsindsamling sørgede for at filmen kom til netop deres biograf.
Overordnet så forsøger filmen at få os til at bruge vores sanser. Til dels fordi der mangler flere brikker i puslespillet (manglende information eller baggrundsviden om personerne), vi er ikke med i hele forløbet (kameraet er i perioder helt slukket). Yderligere hele lydsiden, som der er et stort fokus. Fordi en ting er alt det man ser en anden ting er alt det man ikke ser. Og her spiller især lydsiden ind (men kender det selv fra sit eget liv, fx når man hører en (uforklarlig)lyd fra et i sted i huset/lejligheden, men man kan ikke se derhen/det). Man forsøger at bygge på en basal frygt eller faresignal der indbygget i kroppen og som det fleste kender til.
Eneste mangel ved filmen er måske historiens manglende underholdningsværdi, der hovedsageligt sker som konsekvens af formen. Den er en smule kedelig den første 2/3 del, og som kun bliver holdt oppe af forventningen om det hele ender ud i en eller anden form for orgasme i den sidste 3. del.

DRAG ME TO HELL (2009), Sam Raimi:

Bankrådgiveren Christine kommer i et dilemma, da en ældre, mystisk dame kommer ind i banken og beder om udsættelse på sit huslån. Skal hun følge sit hjerte og hjælpe den gamle dame - eller skal hun imponere sin chef og følge bankens regler?

Dette er på ingen måde et filmisk mesterværk, hvis du spørger mig. Jeg keder mig noget så forfærdeligt. Blandingen mellem horror og parodi, som ellers har fået anmeldere op ad stolene af begejstring, er for mig filmens svaghed.
Selvom Raimi tager udgangspunkt i den super corny B-film-genre, som især er velkendt fra gyser/horror genren, med alt hvad det indebærer af bombastiske effekter på både lyd- og billedside, så bliver det altså ikke et vellykket resultat, når man på den måde sætter sig mellem to stole. Det bliver faktisk helt og alt desles uinteressant fra enhver tænkelig vinkel, og især på det psykologiske plan. Den overspiller alle (gyser) elementerne, så meget, at det nærmest bliver (tragi)komisk.
Når jeg ser gyser/horror film, og rent faktisk bare film generelt, så tænker jeg rationelt, forstået på den måde at personernes handling, så vidt muligt, skal være rationelt motiveret. Jo mere realistisk filmen er, desto mere kan jeg relatere til den. Og troværdighed er i høj grad vigtigt, for at det bliver en vellykket film, hvis du spørg mig. I komedier kan det give sig til udtryk i, at en person kan kung fu i én scene, fordi det lige er sjovt, og tyve minutter senere kan de ikke forsvare sig mod en overfaldsmand. Hvilket virker modsigende.
Drag Me to Hell minder nok allermest om film a la Friday the 13th, som altså intet har med rigtige gyser/horror film at gøre. Musikken skulle da måske lige være det eneste, som forsøger at holde niveau (stemning oppe).

TERMINATOR SALVATION (2009), McG:

Vi befinder os i den tidlige fase af krigen mellem menneskerne og maskinerne, hvor Terminatorerne er mere aggressive end nogensinde før.
John Connor (Christian Bale) forsøger at samle modstandsbevægelsen i et sidste forsøg på at redde menneskeheden.

Der vist ikke så meget at kommentere på her. Filmen levere hvad man kunne forvente intet mere og intet mindre. Det her er en typisk popcorn film, hvor effekter og "meningsløs"(?) action er vigtigere end handling og monolog. Det er nemlig i allerhøjeste grad et brølende inferno af brændende helikoptere og vildt skydende robotter, samt eksplosioner af alverdens ting og sager, der spiller den største rolle i filmen. Alligevel synes jeg dog, at filmen til tider virker befriende analog og old school af udseende (altså disse digitale tider tager i betragtning).
I øvrigt genere det mig ikke, at John Conner nu spilles af Christian Bale. Og er det bare mig eller er ligheden ikke bare slående. Sam Worthington er vel om nogen den nye Jean-Claude Van Damme både af udseende og attitude.

LAND OF THE BLIND (2006), Robert Edwards:

20 år med tortur, folkemord, korruption og bagvaskelse! Men i befolkningen er revolutionen endelig på vej! En politisk fange og en idealistisk soldat samler støtte til at vælte diktaturstyret. Men vil de selv kunne modstå magtens mange fristelser?

Dette må siges at være lidt af det man kan kalde en "nichefilm". Jeg havde intet hørt om filmen på forhånd, og handlingen kom derfor som lidt overraskelse, heldigvis af den positive slags skal det tilføjes.
Der er tale om fantastisk godt skuespil af især Ralp Fiennes og Donnald Southerland, og en film lidt i stil med V for Vendetta, hvis den skal sammenlignes med en anden film.
Land Of The Blind er både skrevet og instrueret af Robert Edwards. Robert har tidligere lavet kortfilm og dokumentarer og har vundet et par priser for dem. Og det forstår jeg godt. Denne her film er virkelig en sjældenhed. Når de undertrykte revolutionære vælter tyrannen og selv kommer til magten, så er de ikke et hak bedre for folket end den tidligere regering. Det hele går i ring, og alt er forgæves. Som minoritet er det let at være god og have noget nobelt at kæmpe for, men så snart man sejrer og bliver majoriteten, så har den besejrede styreform alligevel sejret og overføres uforsødent til det nye styre.
Der er bevidst eller ubevidst benyttet adskillige referencer til virkelige tyranner som fx George Bush, Kim Jong-Il, Saddam Hussein, Hugo Chavez, Castro, den iranske Shah, Mahmoud ahmadinejad, osv. Ubevidst eller bevidst benyttet, fordi det netop er op til folk selv, at danne deres paralleller og referencer.
Det skal dog nævnes, at dette ikke er en film for dem der hurtigt mister tråden, når de ser film.
Grunden til hvorfor filmen aldrig blev/bliver en succes i USA (forbliver ukendt), er til dels filmens kompleksitet, men måske især de principper, som filmen bygger på. Politisk satire og alt hvad det nu ellers medfører af holdninger til øst og vest. Og med fare for at lyde fordomsfuld, så vil de fleste europæere nok se en anden (slags) film end de fleste amerikanere vil se.

OBSESSED (2009), Steve Shill:

Da en succesfuld finansrådgiver Derek Charles slår sig ned i et nyt nabolag i Los Angeles med sin kærlige hustru Sharon (Beyoncé Knowles) og deres unge søn Kyle, synes alt at være perfekt.
Men da en smuk vikar, Lisa, begynder i firmaet, tager Dereks liv en uventet drejning.

Denne film er simpelthen bare komisk ringe. Den minder allermest om en low-budget (ikke sikkert at det er tilfældet) b-film, og forøvrigt et synligt bevis på, hvor Beyoncé Knowles ambitions niveau som skuespiller ligger. I mine øjne er hun udelukkende valgt til rollen på grund af sit navn.

STAR TREK (2009), J. J. Abrams:

James T. Kirk og Spock mødes som unge på Stjerneflåde-akademiet. De er som nat og dag og bryder sig ikke synderligt om hinanden, men da den hævngerrige romulanske kaptajn Nero (Eric Bana) beslutter sig for at forsøge at udslette både Jorden og planeten Vulcan, bliver de tvunget til at samarbejde.

Jeg må med det samme indrømme, at jeg aldrig har været en ’Star Trek’-fan. Alligevel kan jeg konstaterer, at dette er en, inden for sci-fi-genren, helt igennem vellykket film.
Kirk og Spock er hovedpersonerne i det klassiske ’Star Trek’-univers, men aldrig før er deres forhistorie blevet fortalt. Det bliver den her.
Umiddelbart irriterer James T. Kirks (Chris Pine) person mig grænseløst i starten, og jeg kan på ingen måde identificere mig med filmens hovedperson (kritisk). Men heldigvis bliver hans personlighed nedtonet i løbet af filmens udvikling, med hjælp fra drivet, som sikrer, at man aldrig keder sig. Filmen besidder også de flotte obligatoriske special effects, især i den elegant koreograferede scene, hvor Kirk, Sulu og en tredje fra USS Enterprise skal foretage et rumdyk i frit fald ned på en gigantisk maskine, der truer med at bore et sort hul i planeten Vulcan.

ADORATION (2009), Atom Egoyan:

I fransktimens oversættelsesøvelse bliver highschool eleven, Simon, inspireret til at skrive en historie, om hans families baggrund indspundet i en nyhedshistorie, der involverer terrorisme.
Fransklæren opfordrer, i forbindelse med en drama øvelse, Simon til at spinde videre på historien, hvilket får store konsekvenser for både Simon og hende.

Canadisk instruktør, der efter sigende godt kan lide at provokere med sine film. Men alligevel en kedelig og rodet film. Samt med et, i mine øjne, urealistisk plot. Yderligere er skuespillet heller ikke overbevisende.

THE TAKING OF PELHAM 123 (2009), Tony Scott:

I New York sættes metroens kontrolcenter på den anden ende, da en bande af kriminelle kaprer to fyldte togvogne i en tunnel og forlanger 10 millioner dollars inden for en time. Ellers ruller der hoveder – én passager per overskredet minut! Dagens ufrivillige helt bliver vagtleder Walter Garber (Denzel Washington), som togpiraternes melodramatiske anfører Ryder (John Travolta) insisterer på at sludre med over radioen.

Dette er endnu en Hollywood-genindspilning, men måske rent faktisk en af de mere oplagte. Romanen "The Taking of Pelham One Two Three" blev første gang filmatiseret i 1974, som en tight, effektiv 70'er-thriller. Og det er bestemt ikke nogen dum idé at modernisere historien om en bande kyniske forbrydere, der tager en subway-togvogn som gidsel, og kræver en stor løsesum af New Yorks borgmester.
Det vil altså sige, at så er resten op til instruktørens og skuespillernes evner.
Filmens første time lever da også op til forventningerne, men derefter går går luften langsomt ud af ballonen. Der er grundlæggende tale om et solidt, men også yderst forudsigeligt gidseldrama. En film hvor det eneste plus er, at Denzel Washington og John Travolta skinner flot igennem. Filmen bliver mere medrivende og intens takket være disse 2 fremragende skuespillere. Tony Scott har lavet mange bedre film, og selvom det er ham og Washington's fjerde film sammen, er Taking of Pelham 123 den svageste.
Faktisk kører filmen efter min mening, for at blive i metaforerne, lidt af sporet til sidst. Hvilket er ærgerligt, da det trods alt er det sidste indtryk filmen efterlader hos én.

A SERIOUS MAN (2009), Ethan & Joel Coen:

Minnesota, 1967. Den handlesvage, jødiske akademiker Larry bliver klemt fra alle sider. Konen har fundet en anden og mere mandig mand. Teenagesønnen rapser penge til pot, mens datteren plager om en skønhedsoperation. Naboen gør indhug i græsplænen og endelig afpresses Larry af en af en elev, hvilket kan få betydning for hans forfremmelse. Desperat søger han efter svar, men rabbierne har kun flade floskler på lager.

Hvor får de det fra, Coen brødrende er intet mindre end geniale. Senest var det i 2007 No Country For Old Men, i 2008 var det Burn After Reading, og nu i 2009 er det så A Serious Man.
I en accelererende spiral med kurs mod katastrofen finder vi os denne gang henkastet til et (hos de fleste formoder jeg) ukendt klaustrofobisk jødisk miljø, i de endeløse og ucharmerende amerikanske forstæder.
Filmen er renset for skønhed, og beskriver nærmest biografisk sit miljø og karakterer, der tydeligt bærer præg af en vis insider-viden, og at det ikke ligefrem kan være kærlighed Coen brødrene har følt til deres jødiske opvækst.
Vi er endnu en gang (i Coen brødrenes tradition) vidne til, hvordan en person, Larry, gennem hele filmen bliver pint. Men denne gang lader de ham imidlertid reagere, som "et helt menneske", og ikke med psykopatiske modsvar. Plotets tragikomiske balancegang er mesterlig udført. Helt igennem seværdig og anbefalelsesværdig film.

THE OTHER MAN (2008), Richard Eyre:

Den småkedelige webdesigner Peter (Liam Neeson) opdager ved et tilfælde, at hustruen Lisa har en lidenskabelige affære med den charmerende spanier Ralph (Antonio Banderas).
I stedet for at konfrontere hustruen, opsøger han Ralph i Milano og indleder et nervepirrende bekendtskab med ham.

Potentialet er der vel på et eller andet niveau. Instruktøren, Richard Eyre, var med Notes on a Scandal nomineret til ikke mindre end 4 oscars. Ligesom der er en okay rolleliste, med Antonia Banderas og altid velspillende Liam Neeson. Alligevel lever filmen ikke op til forventningerne.
Bevares skuespillet er okay, men plottet er forvirrende og holder simpelthen ikke i længden. Filmen dør langsomt, og slutningen, er i mine øjne, især virker slutningen sær. Yderligere er der flere huller, som jeg ikke kan finde svar på. Bl.a. en af de sidste scener, hvor Ralph befinder sig på et hospital i hospitals uniform, som om han arbejder der. Hvordan skal det forstås?
Kort sagt en ikke vellykket film, og i dette tilfælde, rent faktisk grunden til at den er udkommet direkte på dvd.

G.I. JOE THE RISE OF COBRA (2009), Stephen Sommers:

G. I. Joe er navnet på en elitestyrke, der udstyret med det nyeste og mest topmoderne indenfor overvågning og militærudstyr. Det har de også hårdt brug for, hvis de skal få ram på den korrupte våbenhandler Destro og ikke mindst den mystiske Cobra-organisation, som viser sig at være en større trussel, end nogen troede muligt.

Der er ikke meget at kommenterer på her. Udover at filmen stinker på alle måde. Instruktion, manuskript, skuespil, og lignende, er elendigt. Plotet er set før og intetsigende. Og ja, jeg er udmærket klar over, at filmen bygger på et specielt univers hentet fra serien af militæractionfigurer fra legetøjsfirmaet Hasbro. Men det havde næppe gjort oplevelsen bedre, hvis jeg havde kendte bedre til universet, før jeg så filmen.

SHRINK (2009), Jonas Pate:

En af LA's top psykiatere, Henry Carter (Kevin Spacey), finder sig selv ude af stand til at håndtærer sin kones død.
Han forvandler sig til et hash vrag uden bekymringer omkring hans opførsel eller mulighed for at indse sin egen inkompetence overfor sine patienter.

Selv de folk vi søger hjælp hos kan have brug for hjælp. Noget a la dette må være filmens overordnede budskab. Når det er sagt, så er filmen ud over en velspillende Kevin Spacey ikke vellykket.
Plottet var urealistisk og kedeligt. Måske hvis man rent faktisk lever i Hollywood kan man genkende noget i denne film, men for mig gjorde den absolut intet.

MAMMOTH (2009), Lukas Moodysson:

Leo (Gael García Bernal) og Ellen har masser af succes! Leo har udviklet et succesfuldt web-site, og Ellen er en dedikeret kirurg på en skadestue.
Men parret har ikke meget tid til deres 8-årige datter, som tilbringer langt det meste af dagen med den fillipinske barnepige Gloria. Da Ellen begynder at tvivle på, hvorvidt de har skruet tilværelsen rigtigt sammen, og Leo samtidig skal på forretningsrejse i Thailand, sker der en række radikale begivenheder i den lille familie.

Lukas Moodysson! Navnet i sig selv burde være begrundelse nok for at se filmen (Fucking Åmål, Lilja 4-ever, m.v.). Lige fra starten af er der masser af patos. Mødre græder, børn er rastløse, og mennesker er adskilt fra hinanden. Det hele før, vi lærer folks navne at kende. Og lang tid før, vi kommer under huden på dem.
Men med sprød musik af Ladytron og Cat Power og forførende billeder fra luksuslejligheder i New York, thailandske strande og filippinske slumområder fører Moodysson os langsomt, men sikkert ind i sine hovedpersonernes usikre univers. Ingen har styr på noget. Alle har gode intentioner, men de kan ikke udleve dem. De kommer i vejen for sig selv.
Mennesker er måske ensomme, men de er fælles om at være ensomme. Vi er alle ensomme, frustrerede og umulige på samme måde.
Alligevel mangler filmen lige det sidste der. Den der wauv-effekt, der løfter filmen op på det næste niveau udebliver. Til tider virker det hele bare lidt naivt, når handlingen bliver for utroværdig eller iscenesat. Uasnet bestemt en seværdig film. Og skandinavisk.

THE BROTHERS BLOOM (2008), Rian Johnson:

Brødrende Stephen og Bloom (Adrien Brody) er verdens bedste "con men" (trick tyve). De snyder millionærer med komplekse scenarier af begær og intriger. Bloom har imidlertid fået nok, men Stephen overtaler ham endnu en gang til et sidste job. Målet er den smukke og excentrisk Penelope (Rachel Weisz).

Det lykkes mig aldrig at komme ind i filmen. Filmen er i sin helhed både sær og anderledes. Et eksempel er handlingen, som finder sted i vores tid, og alligevel er de involverede personer klædt som var de fra 60'erne.
Dette er kun Rian Johnson 2. film i karrieren, og det skal måske også tages med overvejelserne. Ikke desto mindre har hans manuskript tilsyneladende imponeret nogen. Enten et filmselskab, der har været villige til at skyde penge i projektet, eller også har henholdsvis Adrien Brody og Rachel Weisz oprigtigt syntes om historien. Det gør jeg imidlertid ikke.

STATE OF PLAY (2009), Kevin Macdonald:

Den dybdeborende journalist Cal McCaffrey (Russell Crowe) syntes, der er noget uldent ved to mord, som tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre. Cals efterforskning fører ham til Stephen Collins, der ud over at være hans gode ven også en politiker på vej frem. Venskabet får dog ikke Cal til at trække snuden til sig. Snart viser hans mange spørgsmål til magtens mænd sig at indebære en seriøs helbredsrisiko.

Fantastisk film. Den indeholder alle elementerne af en god thriller. På visse tidspunkter føler man måske plottet er lige lovligt købt eller nemt, men omvendt, efterlader helhedsindtrykket en film, der er lykkedes.
Det er et vellykket moderne bud på en gammeldags politisk thriller, hvor tålmodig journalistik agerer samfundets vagthund over for den onde magtelite, der naturligvis er drevet af en ubønhørlig liderlighed, hvad angår sex såvel som indflydelse.
Tempoet er lige så højt som miljøbeskrivelsen er overbevisende, og forlægget fra en seks timer lang BBC-serie er veldoseret kogt ned til det store lærred, så overraskelserne konstant står i kø, uden at man mister overblikket. Ja, lige som man gik og troede, at det kun var englænderne, der forstod sig på at skrue en god krimi sammen, så modbevises dette her.
Især kan Russell Crowe præstation fremhæves, som værende en af hans bedste i karrieren, hvilket i høj grad også bærer filmen. Mr. Stone Face aka Ben Affleck er ikke ligefrem kendt for blændende skuespil (eller roller), men han slipper godt fra det her.
Jeg ser frem til den næste film af Kevin Macdonald.

JCVD (2008), Marbrouk El Mechri:

Jean-Claude Van Damme er på røven. Han har problemer med skattevæsenet og er midt i et retsligt opgør om forældremyndigheden over sin datter. Og så har hans værste rival, Steven Seagal, snuppet en rolle for næsen af ham.
Derfor tager han på en lille ferie hjem til Brussel.

Til at starte med er det lidt svært at finde op og ned på denne film, fordi man konstant forsøger at placere den et eller andet sted. Hvor er vi henne? Hvad eller hvem handler det om? Hvilken genre er det? osv.
Men langsomt falder brikkerne på plads, og jeg følte mig faktisk overraskende godt underholdt. Der er ingen tvivl om, at det franske fremmedsprog er til filmens fordel, men alligevel er der ingen tvivl om Jean-Claude Van Damme spille sig selv ganske overbevisende (sjovt nok), og at selve plottet og filmen er noget alternativ. Filmen giver bl.a. et bud på samfundets opfattelse af stjernernes fiktive roller og den ofte mindre glamourøse virkelighed.

THE BOAT THAT ROCKED (2009), Richard Curtis:

I 1966 har BBC endnu ikke fået ørene op for rock- og popmusikkens kvaliteter.
Heldigvis begynder en gruppe DJ's at sende rockradio fra en båd ud for Englands kyst. Hver dag lytter 25 millioner englændere til den musik, der ledsager 1960'ernes samfundsrevolution.
Den britiske regering forsøger imidlertid med alle tænkelige midler at lukke stationen ned.

Normalt er denne slags genre (familie venligt komedie drama) ikke lige min kop te. Ikke desto mindre er denne film en undtagelse. Den lever fuldt op til genre konventionerne, og fungere også godt i sin helhed. Det er nemlig tale om et godt plot, gode skuespiller præstationer, og ikke mindst masser af god musik.
Eneste mangel, hvis man skal fremhæve sådan en, må være, at filmen er lige ved at gå i stå halvvejs. Det hele bliver lidt for langtrukket og ensformigt. Måske skulle man have brugt lidt mere tid på at bygge historien op, i stedet for, som seer, bare at blive smidt ind i det hele, mens det hele allerede er oppe og kører. Den valgte version begrænser nemlig mulighederne for udvikling alt for meget.