MAMMOTH (2009), Lukas Moodysson:

Leo (Gael García Bernal) og Ellen har masser af succes! Leo har udviklet et succesfuldt web-site, og Ellen er en dedikeret kirurg på en skadestue.
Men parret har ikke meget tid til deres 8-årige datter, som tilbringer langt det meste af dagen med den fillipinske barnepige Gloria. Da Ellen begynder at tvivle på, hvorvidt de har skruet tilværelsen rigtigt sammen, og Leo samtidig skal på forretningsrejse i Thailand, sker der en række radikale begivenheder i den lille familie.

Lukas Moodysson! Navnet i sig selv burde være begrundelse nok for at se filmen (Fucking Åmål, Lilja 4-ever, m.v.). Lige fra starten af er der masser af patos. Mødre græder, børn er rastløse, og mennesker er adskilt fra hinanden. Det hele før, vi lærer folks navne at kende. Og lang tid før, vi kommer under huden på dem.
Men med sprød musik af Ladytron og Cat Power og forførende billeder fra luksuslejligheder i New York, thailandske strande og filippinske slumområder fører Moodysson os langsomt, men sikkert ind i sine hovedpersonernes usikre univers. Ingen har styr på noget. Alle har gode intentioner, men de kan ikke udleve dem. De kommer i vejen for sig selv.
Mennesker er måske ensomme, men de er fælles om at være ensomme. Vi er alle ensomme, frustrerede og umulige på samme måde.
Alligevel mangler filmen lige det sidste der. Den der wauv-effekt, der løfter filmen op på det næste niveau udebliver. Til tider virker det hele bare lidt naivt, når handlingen bliver for utroværdig eller iscenesat. Uasnet bestemt en seværdig film. Og skandinavisk.

THE BROTHERS BLOOM (2008), Rian Johnson:

Brødrende Stephen og Bloom (Adrien Brody) er verdens bedste "con men" (trick tyve). De snyder millionærer med komplekse scenarier af begær og intriger. Bloom har imidlertid fået nok, men Stephen overtaler ham endnu en gang til et sidste job. Målet er den smukke og excentrisk Penelope (Rachel Weisz).

Det lykkes mig aldrig at komme ind i filmen. Filmen er i sin helhed både sær og anderledes. Et eksempel er handlingen, som finder sted i vores tid, og alligevel er de involverede personer klædt som var de fra 60'erne.
Dette er kun Rian Johnson 2. film i karrieren, og det skal måske også tages med overvejelserne. Ikke desto mindre har hans manuskript tilsyneladende imponeret nogen. Enten et filmselskab, der har været villige til at skyde penge i projektet, eller også har henholdsvis Adrien Brody og Rachel Weisz oprigtigt syntes om historien. Det gør jeg imidlertid ikke.

STATE OF PLAY (2009), Kevin Macdonald:

Den dybdeborende journalist Cal McCaffrey (Russell Crowe) syntes, der er noget uldent ved to mord, som tilsyneladende ikke har noget med hinanden at gøre. Cals efterforskning fører ham til Stephen Collins, der ud over at være hans gode ven også en politiker på vej frem. Venskabet får dog ikke Cal til at trække snuden til sig. Snart viser hans mange spørgsmål til magtens mænd sig at indebære en seriøs helbredsrisiko.

Fantastisk film. Den indeholder alle elementerne af en god thriller. På visse tidspunkter føler man måske plottet er lige lovligt købt eller nemt, men omvendt, efterlader helhedsindtrykket en film, der er lykkedes.
Det er et vellykket moderne bud på en gammeldags politisk thriller, hvor tålmodig journalistik agerer samfundets vagthund over for den onde magtelite, der naturligvis er drevet af en ubønhørlig liderlighed, hvad angår sex såvel som indflydelse.
Tempoet er lige så højt som miljøbeskrivelsen er overbevisende, og forlægget fra en seks timer lang BBC-serie er veldoseret kogt ned til det store lærred, så overraskelserne konstant står i kø, uden at man mister overblikket. Ja, lige som man gik og troede, at det kun var englænderne, der forstod sig på at skrue en god krimi sammen, så modbevises dette her.
Især kan Russell Crowe præstation fremhæves, som værende en af hans bedste i karrieren, hvilket i høj grad også bærer filmen. Mr. Stone Face aka Ben Affleck er ikke ligefrem kendt for blændende skuespil (eller roller), men han slipper godt fra det her.
Jeg ser frem til den næste film af Kevin Macdonald.

JCVD (2008), Marbrouk El Mechri:

Jean-Claude Van Damme er på røven. Han har problemer med skattevæsenet og er midt i et retsligt opgør om forældremyndigheden over sin datter. Og så har hans værste rival, Steven Seagal, snuppet en rolle for næsen af ham.
Derfor tager han på en lille ferie hjem til Brussel.

Til at starte med er det lidt svært at finde op og ned på denne film, fordi man konstant forsøger at placere den et eller andet sted. Hvor er vi henne? Hvad eller hvem handler det om? Hvilken genre er det? osv.
Men langsomt falder brikkerne på plads, og jeg følte mig faktisk overraskende godt underholdt. Der er ingen tvivl om, at det franske fremmedsprog er til filmens fordel, men alligevel er der ingen tvivl om Jean-Claude Van Damme spille sig selv ganske overbevisende (sjovt nok), og at selve plottet og filmen er noget alternativ. Filmen giver bl.a. et bud på samfundets opfattelse af stjernernes fiktive roller og den ofte mindre glamourøse virkelighed.

THE BOAT THAT ROCKED (2009), Richard Curtis:

I 1966 har BBC endnu ikke fået ørene op for rock- og popmusikkens kvaliteter.
Heldigvis begynder en gruppe DJ's at sende rockradio fra en båd ud for Englands kyst. Hver dag lytter 25 millioner englændere til den musik, der ledsager 1960'ernes samfundsrevolution.
Den britiske regering forsøger imidlertid med alle tænkelige midler at lukke stationen ned.

Normalt er denne slags genre (familie venligt komedie drama) ikke lige min kop te. Ikke desto mindre er denne film en undtagelse. Den lever fuldt op til genre konventionerne, og fungere også godt i sin helhed. Det er nemlig tale om et godt plot, gode skuespiller præstationer, og ikke mindst masser af god musik.
Eneste mangel, hvis man skal fremhæve sådan en, må være, at filmen er lige ved at gå i stå halvvejs. Det hele bliver lidt for langtrukket og ensformigt. Måske skulle man have brugt lidt mere tid på at bygge historien op, i stedet for, som seer, bare at blive smidt ind i det hele, mens det hele allerede er oppe og kører. Den valgte version begrænser nemlig mulighederne for udvikling alt for meget.

CHE (2008), Steve Soderbergh:

Part One: Den 26. november 1956 ankommer Fidel Castro og 80 andre oprørere med båd til Cuba. Blandt disse er den argentinske læge Ernesto 'Che' Guevara (Benicio Del Toro), der ligesom Castro drømmer om at styrte diktatoren Fulgencio Batista. Che beviser under de efterfølgende kamphandlinger, at han er en ekspert i guerillakrig. Han stiger hurtigt i graderne i oprørshæren og snart er han en revolutionshelt blandt de lokale cubanere.

Part Two: Den cubanske revolutionshelt Che Guevara er både berømt og magtfuld, da han pludselig forsvinder fra øen. Han er nemlig taget til Bolivia for at organisere en revolution sammen med nogle af sine cubanske kammerater. Hans offervilje og idealisme er ikke nok til at sikre at projektet bliver gennemført med success, men det er med til efterfølgende at gøre ham til et symbol for heltemod verden over.

Man behøver ikke diskutere særligt længe, om man bryder sig om den her slags film eller ej. Enten finder man dem alt for lange og kedelige uden appel eller et decideret mål (budskab). Eller også nyder man at hengive sig til filmen og lader den tag den tid det tager at fortælle sin historie.
Steven Soderbergh har ikke lavet en mainstream film her. Tværtimod er filmen i mine øjne ret gammeldags og deraf en sjældenhed idag blandet diverse blockbusters. Hvilket vel og mærke er et plus. Dette er ikke en cubansk Braveheart eller ideolisering af Che Guevara. Filmen bygger godt nok på hans egne biografier, og, uden at have læst dem, kan man deraf selvfølgelig godt tillade sig at stille spørgsmålstegn ved, hvor objektivt det er.
Yderligere spiller Benicio Del Toro sin rolle ualmindeligt godt og troværdigt. Filmen er desuden utrolig flot og realistisk i sit udtryk. Det tydeligt at Steve Soderbergh er en der kan sit håndværk, hvilket i høj grad bæger filmen. Ønsker man den fuldendte dimension bør man se The Motorcycle Diaries som optakt inden disse to.

ANGELS & DEMONS (2009), Ron Howard:

Da religionshistorikeren Robert Langdon (Tom Hanks) får færten af, at det gamle magtfulde broderskab Illuminati er genopstået, ved han, at den katolske kirke er i fare. Og med tiden bliver det ham klart, at en katastrofe af bibelske dimensioner er under opsejling og massevis af menneskeliv i fare. Sammen med den charmerende italienske forsker Vittoria tager Robert kampen op og leder efter afgørende spor.

Denne film er måske endda endnu bedre end Da Vinci Mysteriet. Ikke at handlingen er mindre forskruet/urealistisk denne gang, tværtimod, men nærmere fordi denne bog giver Ron Howard endnu bedre muligheder for at skrue intensitets niveauet op. Ron Howard er en mester hvad filmtekniske virkemidler angår, og det får man så sandelig også at føle. Ligesom ved Da Vinci Mysteriet ser man forbi og glemmer de mere urealistiske momenter. Man lader sig følge med handlingsforløbet i den sindssyge jagt efter tiden. Filmen er i mine øjne super underholdende og spændende fra start til slut.

THE DA VINCE CODE (2006), Ron Howard:

Kurator Jacques Saunière bliver fundet dræbt på Louvre i Paris. Omkring liget er en række symboler, og religionseksperten Robert Langdon (Tom Hanks) bliver tilkaldt. De kryptiske tegn viser sig at være en kode, der giver første spor på vejen til verdens største skat. Sammen med den både kloge og søde Sophie Neveu (Audrey Tautou) knækker Robert kode efter kode i skattejagten. I hælene på dem er Opus Dei, en katolsk orden uden skrubler af nogen art.

Som filmelsker kan man ikke undgå at holde af en film som denne, uanset om man kender plottet på forhånd (læst bogen), eller at de passager, der i bogen bliver sprunget let hen over, bliver yderligere synliggjort i film universet her.
Det positive er, at der er masser af handling, og at den er spændende/underholdende vel og mærke. Yderligere er det en af de bedste instruktører, Ron Howard, der har sammensat filmen. Især er sidstnævnte ikke helt uvæsentligt for hvorvidt filmen lykkes. Hvilket i mine øjne udelukkende er på baggrund af Ron Howards filmtekniske evner.
Fordi han formår at holde én (seeren) fast på trods af manglerne. Fx de passager, der ikke virker realistiske, eller rettere, er lige lovligt iscenesatte, og som nok fungere bedre i bogformat. Og ikke mindst den usandsynligt lange slutning (som i bogen på ingen måde er lang i forhold til bogens helhed). Netop den lange slutning er et problem sådan helt fundamentalt handlingsmæssigt set. Filmen er i princippet slut allerede halvvejs inde i filmen (det er i hvert fald den opfattelse man som seer sidder med), hvilket gør at man mister koncentrationen i den resteredne halvdel, hvor alle detaljerne skal falde på plads.

INGLOURIOUS BASTERDS (2009), Quentin Tarantino:

Vi befinder os i det Nazi-besatte Frankrig under 2. Verdenskrig.
"The Bastards" er en specialenhed under den amerikanske hær, bestående af jødisk-amerikanske soldater, med det specifikke formål at skabe frygt i det Tredje Rige. Det sker ved at være brutale på den meste skånselsløse måde.
Shosanna, biograf-ejer i Paris, finder en dag sig selv i en fordelagtig position, der giver hende mulighed for endelig, at hævne det brutale mord på hendes familie, begået nogle år tidligere af Colonel Hans Landa a.k.a. "Jew Hunter" fra Waffen SS.

For at gøre en lang historie kort, så kommer man altså ikke udenom, at dette er film kunstskaber fremført på et højt højt niveau. Hvilket selvsagt vil sige, at det også er underholdning på et højt højt niveau.
Jeg er begejstret for Tarantinos stil og evne til at forny sig, eller rettere, gøre sig gældende på et andet område i forhold til hans sidste film. I mine øjne er der stor forskel på, bare for at nævne de seneste tre film, Kill Bill, Sin City, og Death Proof. Alligevel er hans stil, humor, rollekarakteristik, osv, altid genkedelig. Ikke mindst elsker Tarantino (ikke uden grund at han er fan af Lars von Trier) at provokere i sine film. Dette giver sig ikke kun til kende gennem volds og blodsudgydelser, hvilket mange ellers (føler sig provokeret af) ville pege på. Ofte er filmens tema i sig selv provokerende.
I denne film er det ikke blot skalperinger og kranieknusninger, der vækker debat. Det handler i ligeså høj grad, om en en flok jødisk-amerikanske soldater, som terrorisere bag de tyske linjer og medvirker til 2. Verdenskrig slutter allerede i juni 1944, ved at udslette hele den nazistiske top. Kontroversen er til dels i om(skrivningen)gangen med historien, det moralsk forsvarlige i at lade en gruppe jøder få hævn, ved at optræde ligeså bestialsk som de nazister, der traditionelt har været bødlerne, såvel historisk som på film. Men hey, detto er jo bare en bastard-film i andet end kun titlen.

BRÜNO (2009), Larry Charles:

Den evigt flamboyante østrigske mode guru, Brüno, bringer sit show til Amerika i sit forsøg på at opnå verdensberømmelse.
Det viser sig dog imidlertid hurtigt ikke at være helt så enkelt endda.

Filmen efterlader mig dybt splittet, fordi er Sascha Baron Cohen én af vor tids største, og ikke mindste, modigste komikkere, eller er det her slet ikke komisk på nogen måde overhovedet?
Umiddelbart kan jeg kun finde 2-3 scener, som jeg finder sjove. Desuden er det ikke alle scener der er lige autentiske. Et element man som seer ikke kan gennemskue, men selv må vurdere fra scene til scene.
Omvendt er der flere scener, som får en til at krummer tæer, få svedige håndflader, eller lyst til at kigge væk. Og hvis en film kan få dig til at reagere sådan, må det vel i sig selv være et grundlag for dens berettigelses. Alligevel underholder filmen i sin helhed ikke mere end på et middel niveau.