mandag den 8. marts 2010

UP IN THE AIR (2009), Jason Reitman:

Når krisen kradser, og cheferne ikke selv tør svinge øksen over medarbejderne, træder Ryan Bingham (George Clooney) til. Men to kvinder rykker ved hans selvvalgte solokurs.

Filmen var Oscar nomineret og er blevet rost til skuerne, stort set alle steder jeg er set. Men jeg må imidlertid indrømme at jeg på ingen måde har fået samme opfattelse af filmen. Okay den er et skide godt stykke håndværk forstået på den måde, at jeg ikke kan sætte en finger på noget bestemt, der er galt med filmen. Desuden føler man sig faktisk ret godt underholdt, genren taget i betragtning. Men når det er sagt, så fanger den mig altså ikke. De skjulte undertoner og twists har tilsyneladende ikke gjort stort nok indtryk på mig, til at jeg har lagt specielt mærke til dem. Dertil virker Anna Kendrick i rollen som Natalie Keener, i mine øjne, irriterende og spiller elendigt. Om det er George Clooneys geniale skuespil, der udstiller dét, skal jeg lade være usagt. Men scenen hvor hun bryder ud i gråd, er lige til at krumme tæer over.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
THE BOONDOCK SAINTS II (2009), Troy Duffy:

Brødrene MacManus har nu boet otte år på en fårefarm i den mest øde del af Irland. En dag bliver de opsøgt af deres onkel, der fortæller brødrene, at de er under mistanke for drabet på en præst i USA.

Filmen har mere end svært ved at leve op til sin forgænger, The Boondock Saints, selvom den ihærdigt forsøger. Og hvorfor vente næsten 10år med at lave en 2'er, når man alligevel ikke har mere at byde på? Det er kun Georg Lucas, som kan gøre sådan noget, Troy Duffy. Det er som om universet på en måde er blevet mere stuerent og spiseligt, for det mere sarte publikums skyld. Desuden irritere det mig, at hele humor elementet virker kunstigt og trukket ned over filmen, på en måde, der får den til at vakle mellem at være comedy-flick eller ren action.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

fredag den 5. marts 2010

UN PROHÈTE (2009), Jacques Audiard:

Efter at have begået vold mod politiet havner den 19-årige fransk-arabiske El Djebena seks år i fængsel med hærdede kriminelle. Han bruger kræfter på at forbedre sine boglige færdigheder, samtidig med at han hurtigt lærer at begå sig.

Filmen er gennemført velkonstrueret, om end man naturligvis skal tage højde for den overmåde generøse spilletid. Den folder sig ud som et facetteret værk med en kuldslået morale – en gangsters dannelseshistorie. Maliks gangster fødes ikke som resultatet af Scorseses glitrende gangsterdrømme fra Goodfellas, der blev udtalt med den udødelige åbningsreplik "As far back as I can remember, I always wanted to be a gangster. ", men som en brutal konklusion på en kamp for overlevelse. I hans verden er den ingen ære og moral, kun overlevelse, list, kløgt og durkdrevenhed.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
THE MEN WHO STARE AT GOATS (2009), Grant Heslov:

Reporteren Bob Wilton befinder sig midt i en identitetskrise. Konen er skredet med chefen og Bob vil nu gøre alt for at imponerer hende. I den forbindelse begiver han sig til Irak, hvor han støde på den gådefulde Lyn Cassady.

I kraft af sit tempo og den raske handling, der dog nogle gange bliver lige tjep nok, er der ikke tale om en ørkenvandring, men derimod om en slingrende rute med udvalgte oaser af genial humor. Den leverer alt hvad man kunne forvente indenfor genren. God underholdning og solidt skuespil, men derudover mener jeg ikke at man er vidne til noget revolutionerne nyt og overraskende på den front.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:

mandag den 1. marts 2010

SYNECDOCHE, NEW YORK (2008), Charlie Kaufman:

Da teaterinstruktøren Caden erfarer, at han er dødeligt syg, beslutter han sig at opføre et sidste monumentalt teaterstykke. I en lagerhal bygger han en miniudgave af New York, og lader skuespillere udleve hele fiktive liv.

Det her må være en af de på engang mest underlige og ambitiøse film, der nogensinde er kommet ud af Hollywood. Men hvad skulle det ellers være blevet, når manuskriptforfatteren er Charlie Kaufman (efter sigende et bestillingsarbejde fra Sony, om at skrive en gyser, som Spike Jonze så skulle instruerer).
Man skal passe på med sin umiddelbare vurdering af denne film. Fordi endnu engang handler det om yndlingstemaet, det menneskelige sind, og dets komplekse omgang med virkelighed, fantasi, hukommelse, begær og drømme, hvad det nu end medfører på godt og ondt. Men dette er på ingen måde en ny Being John Malkovich eller Adaptation. Langt fra. Hvis man efter at have set filmen føler, at man havde svært ved at forstå, hvad filmen egentlig handler om, så er man ikke alene. Faktisk så en række distributionsfolk og biografejere (fx kom den af samme årsag aldrig til Danmark) filmen som decideret underlig (på den dårlige måde). Alligevel har Time Magazine og New York Post kaldt filmen for en af de ti bedste film i 2008.
Kaufmans debut som instruktør er derfor også en noget broget fornøjelse, men hans gravalvorlige gang fritflyvende filosofisk-eksistentielle undren over livet, kærligheden, kunsten, menneskelige forfald og døden, krydret med dobbeltkarakterers, drømmende metakonstruktioner og højkomiske detaljer. En film om at vi mennesker hver især er som instruktører, der med tragisk effekt projicerer vores eget verdensbillede over på vore skuespillende medmennesker. Og har man ikke gennemskuet det efter den første gang man ser filmen, er det fordi man nok skal se den mindst 10 gange mere, for at forstå det i dets fulde.
Indsendt af kl. Ingen kommentarer:
Abonner på: Opslag (Atom)