PANDORUM (2009), Christian Alvart:

To crew members om bord på et rumskib vågner op uden nogen viden om deres mission eller identitet.

Er man fan af Resident Evil filmene, så er der endnu et bud på den type film her.
Pandorum har alle de velkendte momenter en scifi-"gyser" skal have. Masser af skumle gange. Monstre der spiser menneskerne i bedste zombie stil. Action og kampscener samt et musikalsk score, der bidrager med lidt ekstra crisp, sammen med lydeffekterne.
Dennis Quaid og Ben Foster fungerer fint som vores 2 hovedpersoner, som lider af hukommelsessvigt, der undervejs bid for bid begynder at huske mere fra deres fortid. Yderligere kan Antje Traue i rollen som Nadia fremhæves. Hendes looks og karisma overtager af og til scenerne fra Ben Foster. Hun er en ny actionheltinde i kategori med bl.a. Kate Beckinsale og Milla Jovovich.
Det er god underholdning, men Pandorum er desværre ikke helt så uhyggelig eller nyskabende, som man kunne have ønsket. Faktisk ville den i mine øjne have været langt bedre uden alle monsterene. Men fedt univers og en eventuel 2'er ville ikke være dårligt.

MARTYRS (2008), Pascal Laugier:

Femten år efter en grusom bortførelse bestående af langvarig tortur, påbegynder Lucie en blodig mission af hævntørst mod sinde undertrykkere.
Lucies barndomsven Anna, der også har oplevet et misbrug, kommer hende til hjælp. Men Lucie befinder sig imidlertid i et syrealistisk stadie af sindsforvirring og vrangforestillinger.

Dette her er helt bestemt en overset film, hvis du spørg mig. Måske ikke så meget indenfor gyser/horror genren, fordi her er folk generelt godt orienterede om hvad der rører sig. Men den har i hvert fald aldrig været i Danmark, hverken i biograf eller på dvd, så vidt jeg er orienteret (den er ikke til at opdrive på lovlig vis).
Lad mig sige det med det samme, filmen bygger på begrebet torture porn. Min opfattelse er lidt, at enten kan man lide det eller også kan man ikke. Nogle ser det ligefrem som en trend indenfor gyser/horror genren i forlængelse af hele Saw-serien, hvor man groft sagt kan sige, at filmene ikke handler om andet. Men Martyrs er i en helt anden kaliber.
På intet tidspunkt kan man forudse slutningen, uden at filmen er forvirrende af den grund. Den har ens fulde opmærksomhed hele vejen. Visse scener føles frastødende, men alligevel kan man ikke lade være med at kigge. Den vækker emotionelle følelser i en, og der er nærmest ikke et tidspunkt, hvor man ikke føler ængstelse eller foruroligelse. Den er som den skal være. Eneste mangel, hvis man da skal pege på nogen, er måske at den går en smule i stå i den sidste tredjedel.

2012 (2009), Roland Emmerich:

Forskere opdager at jorden snart vil gå under, og klodens ledere lægger i al hemmelighed planer for at redde sig selv og så mange andre som muligt.
Jackson (John Cusack) er på ferie med sine to børn, da han tilfældigvis opdager sandheden om den forestående undergang, og inden han får set sig om, er den hyggelige ferie ændret til en kamp mod elementerne og egoistiske samfundsspidser.

Filmen servere på godt og ondt alle elementerne indenfor katastrofefilmgenren. Den er på en gang både pompøs, stupid og fantastisk underholdende.
Her viser billedmageren, Emmerich, endnu engang at han om nogen mestrer the art of special effects. Hvilket helt efter bogen også er det som holder filmen oppe. Derfor kan jeg heller ikke understrege nok, at den her film selvfølgelig skal ses i biografen. Skuespillet er okay godt, genren taget i betragtning. Især er Zlatco Buric overbevisende i den rolle, som gjorde ham kendt herhjemme, og som han nu engang mestre til fingerspidserne.
Men filmen gør mere end bare underholde, hvis du spørg mig. Filmen efterlader lidt én med en slags "dårlig smag i munden". Til dels fordi man lige har siddet og lappet hele filmen i sig uden at tænke ret meget over de etiske og moralske princippet, der ligger bag de handlinger og beslutninger, som bliver foretaget filmen. Desuden giver filmen mig lyst til at reflekterer over, hvordan vi mennesker lever vores liv, og behandler hinanden og vores planet. Eller hvordan regeringer og statsmagter gør hvad det passer dem og bevidst holder folket hen i uvished til det sidste. Eller de utallige religiøse referencer, der bliver brugt. Eller ikke mindst hvordan hele menneskeheden bare sætter sig over naturens kræfter/lov. I en af de sidste scener, hvor skibende ligger side om side, og alle strabadserne er oversået, kunne jeg faktisk ikke lade være med at tænke tanken, at "bam bam bam, wups, Kinserne havde ikke lige fortalt, at de havde monteret våben på deres skib, med den konsekvens at de sænker alle de andre og bliver enehersker over menneskeheden og jorden". Se det kunne have været en fed slutning.

THE HANGOVER (2009), Todd Phillips:

Dougs polterabend i Las Vegas forhøjer indsatsen med en raseret luksussuite, et spædbarn i skabet, en tiger på badeværelset og en brudgom, der er pist væk dagen før brylluppet! Gommens tre venner har nu 24 timer til at finde ham igen ved at gå baglæns i deres egne slingrende fodspor.

Sorry, fornemmer lidt at jeg er uenig med andre, men jeg synes bare ikke den er sjov nok til at være sjov. Andre er nok ikke helt enige med mig, når jeg siger det, men eneste sjove scene (hvor jeg seriøst grinte) er der, hvor politibildøren bliver slået op i hovedet på babyen, som sidder i baby-selen på maven af Alan. Bam, sådan intet mere intet mindre. Den bliver ikke overspillet eller trukket ud. Scenen er der bare, og underordnet for handlingen i sin helhed.
Men måske er det bare ikke min form for humor det her. Det hele bliver bare lidt for meget og påtaget i længden. En komedie behøver ikke være sjov hele tiden, hvert 2.minut, hvis du spørg mig, fordi det bliver simpelthen bare for meget. Genren ligger ikke op til at handlingen skal være realistisk eller at personerne altid skal handle rationelt, men alligevel bliver det hele bare lidt for farce agtigt. Udemærket skuespil, men en gennemsnitlig komedie, der i mine øjne er under middel.

PARANORMAL ACTIVITY (2007), Oren Peli:

Siden Katie var lille, har hun hørt mystiske lyde om natten. Også i hendes og kæresten Micahs nye hus er der noget, der rumsterer i mørket. Micah stiller et videokamera op i soveværelset for at indfange kilden til forstyrrelserne på bånd. Han tror ikke på, at en clairvoyant kan løse problemet.

Det er blevet forsøgt flere gange, men wuhu endelig lykkes det. Her mener jeg forsøget på at gøre filmen autentisk, ved brug af håndholdt kameraføring. Dogme film er en ting, men der er trods alt stadig en kameramand til steder. I The Blair Witch Project og Cloverfield forsøgte man sig i stedet med "amatør" optagelser i bedste hjemmevideostil, men til gengæld med et noget mere svingende resultat. Forstået på den måde at det stadig ikke virkede realistisk nok. Man tænkte stadig os seere ind i optagelserne (historien). Og ja, det er da også svært at lave en spændende film samtidig med at man skal bevare den realistiske dimension. Fx at når kameraet er slukket, så er kameraet altså slukket, eller fx når kameraet står på køkkenbordet så kommer man altså uundgåeligt til at bevæge sig ud af billedet før eller siden, o.lign. Yderligere at man i visse situationer simpelthen slukker kameraet, da det ikke er rationelt belæg for at holde fast i kameraet hele tiden og filme alt.
Det her er en atypisk film på flere områder. Den blev skudt på en uge på et mikroskopisk budget, hvor pengene især er gået til special effects. Derudover har man markedsført den på en utrolig smart måde. Fx var det brugerne der mobiliserede sig, og i fællesskab bl.a. via underskriftsindsamling sørgede for at filmen kom til netop deres biograf.
Overordnet så forsøger filmen at få os til at bruge vores sanser. Til dels fordi der mangler flere brikker i puslespillet (manglende information eller baggrundsviden om personerne), vi er ikke med i hele forløbet (kameraet er i perioder helt slukket). Yderligere hele lydsiden, som der er et stort fokus. Fordi en ting er alt det man ser en anden ting er alt det man ikke ser. Og her spiller især lydsiden ind (men kender det selv fra sit eget liv, fx når man hører en (uforklarlig)lyd fra et i sted i huset/lejligheden, men man kan ikke se derhen/det). Man forsøger at bygge på en basal frygt eller faresignal der indbygget i kroppen og som det fleste kender til.
Eneste mangel ved filmen er måske historiens manglende underholdningsværdi, der hovedsageligt sker som konsekvens af formen. Den er en smule kedelig den første 2/3 del, og som kun bliver holdt oppe af forventningen om det hele ender ud i en eller anden form for orgasme i den sidste 3. del.

DRAG ME TO HELL (2009), Sam Raimi:

Bankrådgiveren Christine kommer i et dilemma, da en ældre, mystisk dame kommer ind i banken og beder om udsættelse på sit huslån. Skal hun følge sit hjerte og hjælpe den gamle dame - eller skal hun imponere sin chef og følge bankens regler?

Dette er på ingen måde et filmisk mesterværk, hvis du spørger mig. Jeg keder mig noget så forfærdeligt. Blandingen mellem horror og parodi, som ellers har fået anmeldere op ad stolene af begejstring, er for mig filmens svaghed.
Selvom Raimi tager udgangspunkt i den super corny B-film-genre, som især er velkendt fra gyser/horror genren, med alt hvad det indebærer af bombastiske effekter på både lyd- og billedside, så bliver det altså ikke et vellykket resultat, når man på den måde sætter sig mellem to stole. Det bliver faktisk helt og alt desles uinteressant fra enhver tænkelig vinkel, og især på det psykologiske plan. Den overspiller alle (gyser) elementerne, så meget, at det nærmest bliver (tragi)komisk.
Når jeg ser gyser/horror film, og rent faktisk bare film generelt, så tænker jeg rationelt, forstået på den måde at personernes handling, så vidt muligt, skal være rationelt motiveret. Jo mere realistisk filmen er, desto mere kan jeg relatere til den. Og troværdighed er i høj grad vigtigt, for at det bliver en vellykket film, hvis du spørg mig. I komedier kan det give sig til udtryk i, at en person kan kung fu i én scene, fordi det lige er sjovt, og tyve minutter senere kan de ikke forsvare sig mod en overfaldsmand. Hvilket virker modsigende.
Drag Me to Hell minder nok allermest om film a la Friday the 13th, som altså intet har med rigtige gyser/horror film at gøre. Musikken skulle da måske lige være det eneste, som forsøger at holde niveau (stemning oppe).

TERMINATOR SALVATION (2009), McG:

Vi befinder os i den tidlige fase af krigen mellem menneskerne og maskinerne, hvor Terminatorerne er mere aggressive end nogensinde før.
John Connor (Christian Bale) forsøger at samle modstandsbevægelsen i et sidste forsøg på at redde menneskeheden.

Der vist ikke så meget at kommentere på her. Filmen levere hvad man kunne forvente intet mere og intet mindre. Det her er en typisk popcorn film, hvor effekter og "meningsløs"(?) action er vigtigere end handling og monolog. Det er nemlig i allerhøjeste grad et brølende inferno af brændende helikoptere og vildt skydende robotter, samt eksplosioner af alverdens ting og sager, der spiller den største rolle i filmen. Alligevel synes jeg dog, at filmen til tider virker befriende analog og old school af udseende (altså disse digitale tider tager i betragtning).
I øvrigt genere det mig ikke, at John Conner nu spilles af Christian Bale. Og er det bare mig eller er ligheden ikke bare slående. Sam Worthington er vel om nogen den nye Jean-Claude Van Damme både af udseende og attitude.