LAND OF THE BLIND (2006), Robert Edwards:

20 år med tortur, folkemord, korruption og bagvaskelse! Men i befolkningen er revolutionen endelig på vej! En politisk fange og en idealistisk soldat samler støtte til at vælte diktaturstyret. Men vil de selv kunne modstå magtens mange fristelser?

Dette må siges at være lidt af det man kan kalde en "nichefilm". Jeg havde intet hørt om filmen på forhånd, og handlingen kom derfor som lidt overraskelse, heldigvis af den positive slags skal det tilføjes.
Der er tale om fantastisk godt skuespil af især Ralp Fiennes og Donnald Southerland, og en film lidt i stil med V for Vendetta, hvis den skal sammenlignes med en anden film.
Land Of The Blind er både skrevet og instrueret af Robert Edwards. Robert har tidligere lavet kortfilm og dokumentarer og har vundet et par priser for dem. Og det forstår jeg godt. Denne her film er virkelig en sjældenhed. Når de undertrykte revolutionære vælter tyrannen og selv kommer til magten, så er de ikke et hak bedre for folket end den tidligere regering. Det hele går i ring, og alt er forgæves. Som minoritet er det let at være god og have noget nobelt at kæmpe for, men så snart man sejrer og bliver majoriteten, så har den besejrede styreform alligevel sejret og overføres uforsødent til det nye styre.
Der er bevidst eller ubevidst benyttet adskillige referencer til virkelige tyranner som fx George Bush, Kim Jong-Il, Saddam Hussein, Hugo Chavez, Castro, den iranske Shah, Mahmoud ahmadinejad, osv. Ubevidst eller bevidst benyttet, fordi det netop er op til folk selv, at danne deres paralleller og referencer.
Det skal dog nævnes, at dette ikke er en film for dem der hurtigt mister tråden, når de ser film.
Grunden til hvorfor filmen aldrig blev/bliver en succes i USA (forbliver ukendt), er til dels filmens kompleksitet, men måske især de principper, som filmen bygger på. Politisk satire og alt hvad det nu ellers medfører af holdninger til øst og vest. Og med fare for at lyde fordomsfuld, så vil de fleste europæere nok se en anden (slags) film end de fleste amerikanere vil se.

OBSESSED (2009), Steve Shill:

Da en succesfuld finansrådgiver Derek Charles slår sig ned i et nyt nabolag i Los Angeles med sin kærlige hustru Sharon (Beyoncé Knowles) og deres unge søn Kyle, synes alt at være perfekt.
Men da en smuk vikar, Lisa, begynder i firmaet, tager Dereks liv en uventet drejning.

Denne film er simpelthen bare komisk ringe. Den minder allermest om en low-budget (ikke sikkert at det er tilfældet) b-film, og forøvrigt et synligt bevis på, hvor Beyoncé Knowles ambitions niveau som skuespiller ligger. I mine øjne er hun udelukkende valgt til rollen på grund af sit navn.

STAR TREK (2009), J. J. Abrams:

James T. Kirk og Spock mødes som unge på Stjerneflåde-akademiet. De er som nat og dag og bryder sig ikke synderligt om hinanden, men da den hævngerrige romulanske kaptajn Nero (Eric Bana) beslutter sig for at forsøge at udslette både Jorden og planeten Vulcan, bliver de tvunget til at samarbejde.

Jeg må med det samme indrømme, at jeg aldrig har været en ’Star Trek’-fan. Alligevel kan jeg konstaterer, at dette er en, inden for sci-fi-genren, helt igennem vellykket film.
Kirk og Spock er hovedpersonerne i det klassiske ’Star Trek’-univers, men aldrig før er deres forhistorie blevet fortalt. Det bliver den her.
Umiddelbart irriterer James T. Kirks (Chris Pine) person mig grænseløst i starten, og jeg kan på ingen måde identificere mig med filmens hovedperson (kritisk). Men heldigvis bliver hans personlighed nedtonet i løbet af filmens udvikling, med hjælp fra drivet, som sikrer, at man aldrig keder sig. Filmen besidder også de flotte obligatoriske special effects, især i den elegant koreograferede scene, hvor Kirk, Sulu og en tredje fra USS Enterprise skal foretage et rumdyk i frit fald ned på en gigantisk maskine, der truer med at bore et sort hul i planeten Vulcan.

ADORATION (2009), Atom Egoyan:

I fransktimens oversættelsesøvelse bliver highschool eleven, Simon, inspireret til at skrive en historie, om hans families baggrund indspundet i en nyhedshistorie, der involverer terrorisme.
Fransklæren opfordrer, i forbindelse med en drama øvelse, Simon til at spinde videre på historien, hvilket får store konsekvenser for både Simon og hende.

Canadisk instruktør, der efter sigende godt kan lide at provokere med sine film. Men alligevel en kedelig og rodet film. Samt med et, i mine øjne, urealistisk plot. Yderligere er skuespillet heller ikke overbevisende.

THE TAKING OF PELHAM 123 (2009), Tony Scott:

I New York sættes metroens kontrolcenter på den anden ende, da en bande af kriminelle kaprer to fyldte togvogne i en tunnel og forlanger 10 millioner dollars inden for en time. Ellers ruller der hoveder – én passager per overskredet minut! Dagens ufrivillige helt bliver vagtleder Walter Garber (Denzel Washington), som togpiraternes melodramatiske anfører Ryder (John Travolta) insisterer på at sludre med over radioen.

Dette er endnu en Hollywood-genindspilning, men måske rent faktisk en af de mere oplagte. Romanen "The Taking of Pelham One Two Three" blev første gang filmatiseret i 1974, som en tight, effektiv 70'er-thriller. Og det er bestemt ikke nogen dum idé at modernisere historien om en bande kyniske forbrydere, der tager en subway-togvogn som gidsel, og kræver en stor løsesum af New Yorks borgmester.
Det vil altså sige, at så er resten op til instruktørens og skuespillernes evner.
Filmens første time lever da også op til forventningerne, men derefter går går luften langsomt ud af ballonen. Der er grundlæggende tale om et solidt, men også yderst forudsigeligt gidseldrama. En film hvor det eneste plus er, at Denzel Washington og John Travolta skinner flot igennem. Filmen bliver mere medrivende og intens takket være disse 2 fremragende skuespillere. Tony Scott har lavet mange bedre film, og selvom det er ham og Washington's fjerde film sammen, er Taking of Pelham 123 den svageste.
Faktisk kører filmen efter min mening, for at blive i metaforerne, lidt af sporet til sidst. Hvilket er ærgerligt, da det trods alt er det sidste indtryk filmen efterlader hos én.

A SERIOUS MAN (2009), Ethan & Joel Coen:

Minnesota, 1967. Den handlesvage, jødiske akademiker Larry bliver klemt fra alle sider. Konen har fundet en anden og mere mandig mand. Teenagesønnen rapser penge til pot, mens datteren plager om en skønhedsoperation. Naboen gør indhug i græsplænen og endelig afpresses Larry af en af en elev, hvilket kan få betydning for hans forfremmelse. Desperat søger han efter svar, men rabbierne har kun flade floskler på lager.

Hvor får de det fra, Coen brødrende er intet mindre end geniale. Senest var det i 2007 No Country For Old Men, i 2008 var det Burn After Reading, og nu i 2009 er det så A Serious Man.
I en accelererende spiral med kurs mod katastrofen finder vi os denne gang henkastet til et (hos de fleste formoder jeg) ukendt klaustrofobisk jødisk miljø, i de endeløse og ucharmerende amerikanske forstæder.
Filmen er renset for skønhed, og beskriver nærmest biografisk sit miljø og karakterer, der tydeligt bærer præg af en vis insider-viden, og at det ikke ligefrem kan være kærlighed Coen brødrene har følt til deres jødiske opvækst.
Vi er endnu en gang (i Coen brødrenes tradition) vidne til, hvordan en person, Larry, gennem hele filmen bliver pint. Men denne gang lader de ham imidlertid reagere, som "et helt menneske", og ikke med psykopatiske modsvar. Plotets tragikomiske balancegang er mesterlig udført. Helt igennem seværdig og anbefalelsesværdig film.

THE OTHER MAN (2008), Richard Eyre:

Den småkedelige webdesigner Peter (Liam Neeson) opdager ved et tilfælde, at hustruen Lisa har en lidenskabelige affære med den charmerende spanier Ralph (Antonio Banderas).
I stedet for at konfrontere hustruen, opsøger han Ralph i Milano og indleder et nervepirrende bekendtskab med ham.

Potentialet er der vel på et eller andet niveau. Instruktøren, Richard Eyre, var med Notes on a Scandal nomineret til ikke mindre end 4 oscars. Ligesom der er en okay rolleliste, med Antonia Banderas og altid velspillende Liam Neeson. Alligevel lever filmen ikke op til forventningerne.
Bevares skuespillet er okay, men plottet er forvirrende og holder simpelthen ikke i længden. Filmen dør langsomt, og slutningen, er i mine øjne, især virker slutningen sær. Yderligere er der flere huller, som jeg ikke kan finde svar på. Bl.a. en af de sidste scener, hvor Ralph befinder sig på et hospital i hospitals uniform, som om han arbejder der. Hvordan skal det forstås?
Kort sagt en ikke vellykket film, og i dette tilfælde, rent faktisk grunden til at den er udkommet direkte på dvd.

G.I. JOE THE RISE OF COBRA (2009), Stephen Sommers:

G. I. Joe er navnet på en elitestyrke, der udstyret med det nyeste og mest topmoderne indenfor overvågning og militærudstyr. Det har de også hårdt brug for, hvis de skal få ram på den korrupte våbenhandler Destro og ikke mindst den mystiske Cobra-organisation, som viser sig at være en større trussel, end nogen troede muligt.

Der er ikke meget at kommenterer på her. Udover at filmen stinker på alle måde. Instruktion, manuskript, skuespil, og lignende, er elendigt. Plotet er set før og intetsigende. Og ja, jeg er udmærket klar over, at filmen bygger på et specielt univers hentet fra serien af militæractionfigurer fra legetøjsfirmaet Hasbro. Men det havde næppe gjort oplevelsen bedre, hvis jeg havde kendte bedre til universet, før jeg så filmen.

SHRINK (2009), Jonas Pate:

En af LA's top psykiatere, Henry Carter (Kevin Spacey), finder sig selv ude af stand til at håndtærer sin kones død.
Han forvandler sig til et hash vrag uden bekymringer omkring hans opførsel eller mulighed for at indse sin egen inkompetence overfor sine patienter.

Selv de folk vi søger hjælp hos kan have brug for hjælp. Noget a la dette må være filmens overordnede budskab. Når det er sagt, så er filmen ud over en velspillende Kevin Spacey ikke vellykket.
Plottet var urealistisk og kedeligt. Måske hvis man rent faktisk lever i Hollywood kan man genkende noget i denne film, men for mig gjorde den absolut intet.