LMIW!

PARANORMAL ACTIVITY (2007), Oren Peli:

Siden Katie var lille, har hun hørt mystiske lyde om natten. Også i hendes og kæresten Micahs nye hus er der noget, der rumsterer i mørket. Micah stiller et videokamera op i soveværelset for at indfange kilden til forstyrrelserne på bånd. Han tror ikke på, at en clairvoyant kan løse problemet.

Det er blevet forsøgt flere gange, men wuhu endelig lykkes det. Her mener jeg forsøget på at gøre filmen autentisk, ved brug af håndholdt kameraføring. Dogme film er en ting, men der er trods alt stadig en kameramand til steder. I The Blair Witch Project og Cloverfield forsøgte man sig i stedet med "amatør" optagelser i bedste hjemmevideostil, men til gengæld med et noget mere svingende resultat. Forstået på den måde at det stadig ikke virkede realistisk nok. Man tænkte stadig os seere ind i optagelserne (historien). Og ja, det er da også svært at lave en spændende film samtidig med at man skal bevare den realistiske dimension. Fx at når kameraet er slukket, så er kameraet altså slukket, eller fx når kameraet står på køkkenbordet så kommer man altså uundgåeligt til at bevæge sig ud af billedet før eller siden, o.lign. Yderligere at man i visse situationer simpelthen slukker kameraet, da det ikke er rationelt belæg for at holde fast i kameraet hele tiden og filme alt.
Det her er en atypisk film på flere områder. Den blev skudt på en uge på et mikroskopisk budget, hvor pengene især er gået til special effects. Derudover har man markedsført den på en utrolig smart måde. Fx var det brugerne der mobiliserede sig, og i fællesskab bl.a. via underskriftsindsamling sørgede for at filmen kom til netop deres biograf.
Overordnet så forsøger filmen at få os til at bruge vores sanser. Til dels fordi der mangler flere brikker i puslespillet (manglende information eller baggrundsviden om personerne), vi er ikke med i hele forløbet (kameraet er i perioder helt slukket). Yderligere hele lydsiden, som der er et stort fokus. Fordi en ting er alt det man ser en anden ting er alt det man ikke ser. Og her spiller især lydsiden ind (men kender det selv fra sit eget liv, fx når man hører en (uforklarlig)lyd fra et i sted i huset/lejligheden, men man kan ikke se derhen/det). Man forsøger at bygge på en basal frygt eller faresignal der indbygget i kroppen og som det fleste kender til.
Eneste mangel ved filmen er måske historiens manglende underholdningsværdi, der hovedsageligt sker som konsekvens af formen. Den er en smule kedelig den første 2/3 del, og som kun bliver holdt oppe af forventningen om det hele ender ud i en eller anden form for orgasme i den sidste 3. del.