LMIW!

YES MAN (2008), Peyton Reed:

Carl Allens (Jim Carrey) kedelige liv er gået i stå, eller rettere han lever det ikke, der er ingen fremtid.
Men under en frokost pause møder han Nick, som han ikke har set i mange år, og han forslår ham, at møde op til et personligt udviklingsprogram, med den simple idé: bliv en "yes man", sig ja til alt i dit liv.
Modvilligt acceptere Carl, at han i hele det kommende år vil sige ja til alle de ting han bliver forslået og tilbudt, og som han under tidligere omstændigheder ville sige nej til. Pludselig bliver hans liv langt mere spændende.

Romantisk komedie, yak, jeg er nærmest ved at stå af på forhånd overfor den slags film, men i det her tilfælde valgte jeg, helt i takt med filmens tema, at være en "Yes man" og se den alligevel. Hvilket jeg må indrømme, at jeg altså heller ikke fortrød.
Filmen er helt igennem en romantisk komedie, med de klichéer og forudbestemte genre-bestemmelser det nu ellers kræver, men alligevel er det blevet til en gennemført (humor er som bekendt individuel), til tider mere eller mindre, morsom film.
Ikke mindst på grund af godt skuespil af bl.a. Jim Carrey, fordi han kan altså bare det der. Selvom han bevidst i de seneste år har forsøgt at nedtone den side, ved at spille med i flere seriøse film, for netop at kunne få disse mere seriøse roller, som han altså også kan spille.
Desuden mener jeg faktisk også Zooey Deschanel (forfærdeligt navn, men lad nu det ligge) spiller godt, og i høj grad også er med til at bære filmen.
Altså, genren og hvad det medfører trækker ned, men den har bestemt også sine momenter, især scenen, hvor Carl ligger skjult på bagsæddet af "Yes man"-guruen, Terrence Bundleys (Terrence Stamp) bil, og Carl kun lige når at sige noget retningen af: "don't freak out", hvorefter Terrence i chok, selvfølgelig gør netop dette og køre galt. Okay, I know, det kan ikke forklares, det skal ses.
Så det vil jeg derfor foreslå, se den.