tirsdag den 14. april 2009


WATCHMEN (2009), Zack Snyder:

Året er 1985 og en atomkrig mellem USA og USSR truer. Næsten alle af superheltene er blevet tvunget til at lægge kostumerne, men da Edward Blake, a.k.a. The Comedian, dør under mystiske omstændigheder, beslutter superhelten Rorshach (Jackie Earle Haley) at undersøge sagen nærmere.
Sagen viser sig imidlertid at være for kompliceret for Rorshach, og snart er der atter brug for superheltene.

Tegneserien der på forhånd blev kaldt for "umulig at filmatisere". Og ja, så er spørgsmålet vel egentlig bare om det så er lykkedes. Kort sagt, ja, fordi filmatiseret er den da i hvert fald blevet nu. Om det så lykkedes på en måde så det er blevet til en helstøbt film er en anden sag. Men for hurtigt at give svar på tiltale, så bliver det også et ja.
Iforvejen må jeg erklærer mig som lidt af en Zack Snyder fan, taget i betragtning at manden kun har en meget kort karriere, men især 300 faldt i min smag.
Og lad mig med det samme gøre det klart, at ja, jeg er glad for at jeg så filmen alene, og ikke med et eller andet (højst sandsynligt) irriterende utålmodigt vedhæng, fordi filmen varer nemlig næsten 3timer. Hvilket, altså for nogen, bare er for lang tid, uanset kvaliteten af filmen. Desuden må jeg konstatere, at de filmandmeldere, der har følt sig stødt af, om Dr. Manhatten nu viser sin blå pik overdrevet meget eller ej, altså i mine øjne må beside småhomofobiske tendenser (fx JP's Josh H. Christensen), fordi det rører ikke mig, hverken hvad angår længden (på filmen altså), eller den nøgne mand.
Filmen besider så mange dybere lag, at man næppe fanger dem alle i første eller anden omgang for den sags skyld. Noget der netop gjorde en film som Blade Runner så fantastisk. Jeg vil af samme grund ikke gå i dybden med associationerne her. Desuden fungerer musikken og de æstetisk flotte billeder stemnings- og miljø-beskrivende godt, og er helt klart med til at give filmen en merbetydning.
Eneste minus er, at visse scener i filmen, i mine øjne, kan virke lidt, ikke direkte malplacerede, men nok nærmere underordnede måske. Ligesom at filmen i stedet for at kører i sin helt egen spændingskurve og stil, alligevel til tider ligger under for visse genre-bestemte-Hollywood-must-have-scener (fx sex-scenen i "rumskibet", eller I-forgive-and-understand-you-mom-scenen, i filmens slutning, mellem Silk Spectra II og hendes mor).
Alligevel påvirker dette dog ikke mit samlede indtryk filmen, fordi det er klart a-must-see. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar