LMIW!

GRAN TORINO (2008), Clint Eastwood:

Man starter ud i kirken, hvor den aldrende Walt Kowalski (Clint Eastwood) netop har mistet sin kone og livs kærlighed.

Efter begravlesen til gravøl (findes der virkelig ikke at andet ord på dansk end det? "mourning") bliver det tydeligt, at forholdet til sønnerne, svigerdøtrene, børnebørnene eller kort sagt familien ikke ligefrem er lykkeligt. Selv præsten må finde sig i at få en sviner med på vejen, da han forklarer Walt, at han har lovet hans kone han vil hører ham skrifte.

Hans sønner vil have ham til at flytte ud af det gamle nabokvarter i Detroit, som efterhånden mere består af asiater end amerikanere, men den tilsyneladende evigt gnavende Walt ønsker ikke at efterkomme deres krav. Det selvom hans forhold til asiater er temmelig anstrængt efte sin deltagelse i Korea-krigen.

Walts fordomme får et ekstra boost, da han finder naboens knægt, Thao, i færd med at stjæle hans mintgrønne Gran Torino årgang 72. Noget Thao imidlertid er blevet presset til af en flok lokale asiatiske gangstere.

Men Thao og resten af nabofamilien er en god familie, hvilket Walt langsomt får øjnene op for. Walt ser det nu som sin pligt med alle midler, at beskytte dem og nabolaget mod disse lokale gangstere, der terrorisere Thao og resten af nabolaget.

Well, altså nu vil jeg betragte mig selv, som lidt af en Clint Eastwood beundre, både hvad angår hans skuespil såvel som intruktør-evner. Det sagt uden at det skal lyde somom jeg forguder manden og hans personlige værdier uden for rampelyset. Men du ved, bare sådan på det karriere-mæssige plan. Manden er jo om nogen en legende. Desuden kan ingen andre end Clint Eastwood væsse sig igennem en hel film. Great.

Når det nu er sagt, så må jeg desværre sige, at filmen skuffede mig. Ikke sådan fælt skuffende dog, eftersom jeg på baggrund af omtalen, eller rettere manglen på samme, ikke havde de store forventninger til filmen i forvejen. Men med hans seneste film, senest Changeling (2008), samt Letters from Iwo Jima og Flags of Our Fathers (2006), og ikke mindst oscar vindende Million Dollar Baby (2004), må man gerne forvente sig lidt mere, vil jeg mene.

Filmen var i min øjne alt for lang, hvilket den blev af at være både kedelig og forudsigelig. Desuden bar den præg af dårligt skuespil fra især de asiatisk-castede skuespillere. Noget der gør filmen utroværdig og uvedkommende, særligt når de med ledende biroller i høj grad skal bærer filmen. Yderligere irritere det mig at Scott Eastwood har fået en mindre rolle af sin far. Ikke så meget fordi det er hans søn, men mere fordi scenen er komplet ligegyldig og på intet tidspunkt gør rede for, hvem personen er og hvorfor han er der. At scenen bagefter er en vaskeægte Eastwood-klassiker-af-en-scene er en anden sag.

Det skal dog ikke undre mig, hvis filmen kan forekomme langt bedre og fangende for andre personer, der føler de kan leve sig ind i det langsomme handlingsforløb, som også kendetegner Eastwoods andre film. Den får tre stjerner for at være middelmådig.