London, 1961. Mere frigjorte tider venter lige om hjørnet, men indtil da må den begavede 16-årige skolepige Jenny nøjes med at drømme. I den forbindelse melder den charmerende 35-årige David sig på banen, og introducerer Jenny til det søde liv med jazzklubber, materielle goder og rejser til Paris.Filmen er som at være i et rart selskab. Man føler med Jenny og krummer tæer af hendes far. Man genkender ungdommens naivitet og livets realitet. Lone Scherfig beviser sine evner som instruktør, ved at leverer et ualmindeligt godt stykke håndværk. Faktisk kan man ikke sætte en løftet finger på noget, hverken fejl eller mangler, men det er måske også derfor, at man ikke vil huske den omhyggelige historie, og den forventede morale, særligt længe efter biograflektionen har ringet ud. Desuden vil jeg mener at filmen virker gunstigere på kvinder end mænd.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar