LMIW!

SYNECDOCHE, NEW YORK (2008), Charlie Kaufman:

Da teaterinstruktøren Caden erfarer, at han er dødeligt syg, beslutter han sig at opføre et sidste monumentalt teaterstykke. I en lagerhal bygger han en miniudgave af New York, og lader skuespillere udleve hele fiktive liv.

Det her må være en af de på engang mest underlige og ambitiøse film, der nogensinde er kommet ud af Hollywood. Men hvad skulle det ellers være blevet, når manuskriptforfatteren er Charlie Kaufman (efter sigende et bestillingsarbejde fra Sony, om at skrive en gyser, som Spike Jonze så skulle instruerer).
Man skal passe på med sin umiddelbare vurdering af denne film. Fordi endnu engang handler det om yndlingstemaet, det menneskelige sind, og dets komplekse omgang med virkelighed, fantasi, hukommelse, begær og drømme, hvad det nu end medfører på godt og ondt. Men dette er på ingen måde en ny Being John Malkovich eller Adaptation. Langt fra. Hvis man efter at have set filmen føler, at man havde svært ved at forstå, hvad filmen egentlig handler om, så er man ikke alene. Faktisk så en række distributionsfolk og biografejere (fx kom den af samme årsag aldrig til Danmark) filmen som decideret underlig (på den dårlige måde). Alligevel har Time Magazine og New York Post kaldt filmen for en af de ti bedste film i 2008.
Kaufmans debut som instruktør er derfor også en noget broget fornøjelse, men hans gravalvorlige gang fritflyvende filosofisk-eksistentielle undren over livet, kærligheden, kunsten, menneskelige forfald og døden, krydret med dobbeltkarakterers, drømmende metakonstruktioner og højkomiske detaljer. En film om at vi mennesker hver især er som instruktører, der med tragisk effekt projicerer vores eget verdensbillede over på vore skuespillende medmennesker. Og har man ikke gennemskuet det efter den første gang man ser filmen, er det fordi man nok skal se den mindst 10 gange mere, for at forstå det i dets fulde.